SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? Det er så nemt at hade The Chainsmokers. Allerede inden ‘Memories…Do Not Open’ havde de to EDM-bros fremvist imponerende dårlig smag og leflen for laveste fællesnævner med de to hits ‘Selfie’ og ‘Kanye’. Bare titlerne vidner om en duo, der trivedes i EDM-verdenen, hvor fokus er på hurtig omsætning og drops, der fungerer både på Snapchat og til en MDMA-infuseret festivalaften.
Derfor lå det heller ikke i kortene, at Alex Pall og Drew Taggart skulle ende med at revolutionere popmusikken. Men det gjorde de. Da de udgav ‘Roses’ med sangeren Rozes og senere monsterhittet ‘Closer’ med Halsey føltes det som om, de var snublet ind i en lyd, der blandede EDM’ens monstrøse og insisterende æstetik med en slags teenaget og humørsyg Instagram-sensibilitet – plus en nogle gange nærmest indie-agtig lyd.
Debutalbummet ‘Memories…Do Not Open’ fra april 2017, der udkom i kølvandet på de to hits, var en kommerciel succes af dimensioner. Og de to singler fra albummet, ‘Paris’ og ‘Something Just Like This’ (der meget sigende for Chainsmokers’ overskridelse af grænsen mellem stadionpop og EDM var lavet i samarbejde med Coldplay), blev ligeledes kæmpe hits. Tallene talte deres tydelige sprog: The Chainsmokers havde ramt guld.
Værre så det ud i kritikerkredse. Albummet var ifølge Metacritic det dårligst anmeldte album i 2017 med en score på 43, og sitets mange brugere var ligeså kritiske. Pitchfork gav albummet 4.5 (en rigtig dårlig karakter), og New York Times lavede en podcast med titlen ’How do you solve a problem like the Chainsmokers?’.
Det var ikke fordi, The Chainsmokers var dårlig smag. Det var mere som om, at smag ikke eksisterede i duoens univers, som vores anmeldelse af deres koncert i Royal Arena i 2018 også vidner om. Det hjalp heller ikke, at de to medlemmer fremstod som veritable douchebags, der i et interview med Billboard fik udtalt, at »even before succes, pussy was number one«. Men er ‘Memories… Do Not Open’ virkelig så slemt? Eller er det bare kedeligt, forglemmeligt og uopfindsomt?
Jeg indrømmer, at jeg ikke kan huske, om jeg lyttede til albummet dengang – jeg har i hvert fald ikke genbesøgt det siden. I mine gennemlytninger nu er det tydeligt hvorfor.
The Chainsmokers’ bedste nummer er stadig ‘Closer’. Det er dog ikke at finde på albummet. I stedet er der ti sange, der forsøger at være ‘Closer’ i en ny indpakning. Alle bruger samme virkemidler, samme akkordrundgang, samme opbygning, der forudsigeligt leder op til det uundgåelige drop, samme trick med at parre Alex Pall op med en kvindelig vokalist, og samme trætte temaer om at være ung og den åh-så-svære kærlighed.
Toneangivende er ikke altid lig med godt
‘Bloodstream’, ‘Don’t Say’ og ‘My Type’ er kopier af ‘Closer’ til en sådan grad, at det ville være sjovt, hvis ikke det også var så deprimerende. Kreativiteten er gevaldigt indskrænket, som det også blev påpeget i en viral video, der gjorde grin med deres endimensionelle æstetik. Det er også meget sigende, at det største hit fra albummet (‘Something Just Like This’) nok er det, der minder mest om ‘Closer’.
På ‘Break Up Every Night’ (med de sindssyge linjer »She wants to break up every night / then tries to fuck me back to life«) og ‘Young’ forsøger duoen sig med en 80’er-æstetik, som kun lige fungerer. ‘Paris’ er et udmærket nummer, ‘It Won’t Kill Ya’ er forfærdeligt, og finalenummeret ‘Last Day Alive’ er så rædderligt og kliché, at det nærmest er ligegyldigt, hvordan albummet har lydt indtil da.
Men uagtet, hvor frygteligt albummet er, var The Chainsmokers et af de mest toneangivende navne i slut-10’erne. De opfandt og dominerede deres egne genre – som siden blev kopieret af et utal af kunstnere, der alle gled fuldstændig gnidningsfrit ind i Spotify-æraen, hvor der hele tiden er lidt fest, men også hele tiden lidt følelser og melankoli. Den her slags musik er indbegrebet af den ikke så flatterende betegnelse ’Spotify-core’: Musik lavet til playlister, der skal køre i baggrunden uden at gøre en kat fortræd. Og på den måde kommer man ikke uden om ‘Memories… Do Not Open’ som et af de vigtigste album i denne periode. Toneangivende er bare ikke altid lig med godt.
Jeg blev selv først præsenteret for ‘Closer’ gennem Youtube-algoritmens magi. Og jeg kunne med det samme mærke helt ind i musikskribent-knoglerne, at her var noget, der på godt og ondt trykkede på alle de rigtige knapper. Det var som at få taget en slags musikalsk uskyld, som om musik var ændret for altid. The Chainsmokers var musikkens svar på Michael Bay. Det var så storladent, overdrevet og samtidig hult og nærmest stødende i den måde, hvorpå duoen så åbenlyst manipulerede med virkemidlerne for at vride alle følelser ud af de bombastisk klodsede EDM-produktioner.
Alligevel er der noget, der gør, at jeg altid vender tilbage. Selv om jeg godt ved, at The Chainsmokers er skidt, kan jeg ikke modstå fristelsen. Og da jeg så dem spille på Tinderbox sidste år (festivalens bedste koncert), hvor deres EDM fik en stadionrock-makeover, måtte jeg pakke mine fine fornemmelser sammen og acceptere, at uanset hvor meget, jeg principielt havde imod The Chainsmokers, så ramte de noget. Det fungerede bare.
De følelsesladede tekster var tilpas banale, når man havde fået lidt for meget, og klokken var lidt for mange. Og de klagende vokaler var en perfekt kontrast til de drops, der ramte som en damptromle. The Chainsmokers er måske ikke god smag eller stor kunst. Men nogle gange er det okay at give sig hen og give slip og lade plastikfølelserne rulle ind over dig som 1000 strobelys en nat i Tusindårsskoven.
Var det virkelig så dårligt?
Lad mig slå fast: ‘Memories…Do Not Open’ er dårligt. De fleste af sangene er skrupelløse kopier af ‘Closer’, og de steder, der prøver at gå uden for ‘Closer’-skabelonen, falder alligevel sammen. Der er noget nærmest deprimerende i duoens digitale, flade lyd, og efter et gennemlyt får man brug for at gå ud i den virkelig verden og erfare, at der stadig findes ægte følelser og indtryk derude.
Men The Chainsmokers har sin plads og kan noget i de rette doser og på de rette tidspunkter. Der er en grund til, at de er blevet så store: De formår nogle gange at ramme noget helt rigtigt. Man skal bare ikke lytte til deres album.