SERIE: VAR DET VIRKELIG SÅ DÅRLIGT? I begyndelsen af 2010’erne havde The Weeknd fuldstændig fornyet r’n’b’en med sin ’Trilogy’-mixtapeserie.
Abel Tesfayes verden af fremmedgjorte festgæster og narkotiserede orgier havde introduceret os for et iskoldt Toronto, hvor stoffer og smerte indgik et symbiotisk forhold, og hvor fravær af følelser var et livsvilkår.
Han sænkede genrens temperatur og ændrede den for bestandig. »Bring the drugs, baby, I could bring my pain«, sang Tesfaye på klassikeren ‘Wicked Games’, og den transaktion var tusindsvis af fans mere end klar på.
De tidlige mixtapes fik kultstatus. Derefter skulle det hele forvandles til vaskeægte superstjernestatus.
Ambitionerne havde Michael Jackson-niveau: Tesfaye ville ikke være et mystisk undergrundsnavn, men en stadionstor, overjordisk skikkelse. Det var det, sangerens officielle debutalbum for et stort pladeselskab skulle opnå.
Og nej, jeg taler ikke om ’Beauty Behind the Madness’, det maksimalistiske album fra 2015, hvor The Weeknd rent faktisk opnåede succes i den størrelsesorden takket være hits som ’Can’t Feel My Face’ og ’The Hills’.
Nej, jeg taler om det glemte album fra 2013, der kom lige før mainstream-gennembruddet og lige efter mixtape-trilogien.
Det hedder ’Kiss Land’. Og det er okay, hvis du har glemt det. For det har resten af verden også.
Albummet kom og gik uden at være bare i nærheden af de mål, Abel Tesfaye havde sat for sig selv.
Sangene var mere polerede, og lyden glattet ud. Der var knap så mange forvrængede stemmer og lidt færre beskidte tekster. Men der var bare heller ikke den totale omfavnelse af popmusikken, som superproduceren Max Martin senere hjalp ham med på ’Can’t Feel My Face’.
Der var ingen hits. Samtidig var mystikken fra ’Trilogy’ blevet poleret væk. I stedet faldt albummet mellem to stole: Det var hverken undergrund eller mainstream. Og mellem de to stole var der altså en afgrund af glemsel.
En forløber for ‘After Hours’
På mange måder blev manglerne på ’Kiss Land’ i endnu højere grad udstillet på det senere hovedværk ’After Hours’, der endelig – efter mange års forsøg – fandt den perfekte fusion af krystalklar pop og frostkold æstetik, som The Weeknd altid har søgt efter.
2020-albummet lykkedes med det, som Tesfaye endnu ikke kunne på ’Kiss Land’.
I hvert fald på overfladen. For man kunne argumentere for, at ’Kiss Land’ bliver overset, netop fordi der ikke var nogle hits – og fordi The Weeknd efterfølgende så konsekvent gik i en helt anden retning med superproducere som Max Martin og Daft Punk.
En stor del af årsagen til, at albummet tit affærdiges, er, at det ikke skabte mainstreamsucces. Det gjorde ikke Abel Tesfaye til verdensstjerne. Men det er nok ikke de parametre, man burde dømme det her album ud fra.
For ’Kiss Land’ er mere poleret end mixtape-Weeknd, men det er stadig pænt langt fra radioklar pop. Bare se på længderne: Albummet er 64 minutter langt, selv om der kun er tolv sange. Det er ikke normalt for popmusik.
Otte af sangene er over fem minutter lange. Både titelsangen og ’Tears In the Rain’ er episke numre på over syv minutter, der tager Tesfayes fascination af natten og gør den til cinematiske, episke rejser.
Ja, det hele er mere poleret – men det er et koldt, afvisende album. Køligt og smukt, men også fremmedgjort og distancerende.
Sammenligningen med ’After Hours’ er svær at komme udenom, for det er jo netop samme stemning, det album dyrker.
Sange som ’Professional’ og ’Wanderlust’ kunne næsten være at finde på 2020-udgivelsen: De pulserer og skinner, mens de besynger kvinder, der ikke elsker The Weeknd. Det er antikærlighedssange, hvor fraværet fylder alt.
Andre steder er der ildevarslende, metalliske sekvenser (’The Town’) eller et dundrende sample (som Tesfaye dog aldrig har indrømmet) fra Portishead-sangen ’Machine Gun’ på ‘Belong to the World’.
Det voldsomme, faretruende pulserer under den skrøbeligt smukke stemme. Det burde nærmest være det her album, der hed ‘Beauty Behind the Madness’.
Selvom ‘Kiss Land’ var kommercielt mislykket, og i dag står som The Weeknds eneste store flop, var det et album, der udstak retningen for sangerens senere værker.
Var det virkelig så dårligt?
Nu hvor jeg genhører ’Kiss Land’ efter ’After Hours’, føles de som to album lavet af samme sjæl.
Det er snarere de to popalbum, der ligger imellem dem – ‘Beauty Behind the Madness’ og ‘Starboy’ – der føles som fodnoter.
Der er mange ting, der går igen på ’Kiss Land’ og ’After Hours’: Troen på, at Tesfayes egen kolde lyd kan være et globalt fænomen. En insisteren på, at fremmedgjorthed og ensomhed kan fungere i en popsang. Og viljen til at skabe noget, der både er koldt og storladent.
’Kiss Land’ fortjener derfor at blive revurderet.
Det er måske ikke et hovedværk på linje med mixtape-debuten ’House of Balloons’ eller ’After Hours’. Men det er en afgørende mellemstation mellem de to udgivelser og samtidig et selvstændigt værk i sin egen ret.