The Weeknds store popsatsning smuldrer i et kokainblæst ballade-terræn
Det urimeligt iørefaldende omkvæd – og de deraf afledte popkvaliteter – ved det uomgængelige sommerhit ’Can’t Feel My Face’ er én ting. Men det simple faktum, at der er tale om et upbeat-nummer i en diskografi, der ellers er kendetegnet ved en slæbende sump af skamfuld og stenet liderlighed, har fået kendere af The Weeknds musik til at slå antennerne ud (og resten af verden til at smile bredt over hele femøren).
Tesfaye er kongen af narkotiske slow jams. Den lyriske redundans (stoffer, sex, selvlede) opvejes af nogle melodier, der langsomt, men sikkert kryber ind i lillehjernen og produktioner, der – i både lo-fi- og high budget-aftapning (som her) – kan få et klubværelse til at føles som en katedral.
Den centrale baslinje i omkvædet til superhittet er vintage Michael Jackson – det vil sige den ungdommelige, boblende lystfulde udgave af MJ fra ’Off the Wall’ og ’Thriller’.
Jackson er over alt på det nye album, men – jævnfør den mere desperate og deprimerende grundstemning – er det snarere album som ’Bad’ og ’Dangerous’ man kommer til at tænke på, når man lytter til sange som albumåbner ’Real Life’ (fraseringerne og de elastiske knæk med stemmen) eller ’In the Night’ (en opdateret ’The Way You Make Me Feel’).
De mørke, dybe, sugende og fyldige produktioner fejler ikke noget. Fremhæves skal ’Losers’, der takket være en syret big band-outro lyder som et interessant møde mellem Fleetwood Macs inderligt sære ’Tusk’ og Kanyes ’Love Lockdown’. Men selve sangskrivningen hænger lidt for ofte fast i ’kokainblæst ballade’-terræn og virker ikke lige så frisk som på mixtape-trilogien. Omkvædene er ferme, men forudsigelige.
Tesfaye har desværre kun ét emotionelt register, og det er begrænset. Det bliver for tykt for selv de hårdhudede på sange som ’Often’ (»that pussy can be so vicious«) og ’Tell Your Friends’ (»popping pills and fucking bitches«), hvor den selverklærede skurk ikke just griber til subtiliteter i sine beskrivelser af afhængighedens anatomi. Sex i de mængder er meget fremmedgørende, forstår man nok.
14 sange i et melange af miserabilisme og (ekstrem) hedonisme er svært at stå igennem. De patosfyldte duetter med henholdsvis Ed Sheeran (’Dark Times’) og Lana Del Rey (’Prisoners’) trækker energi ud af albummet, snarere end de tilfører nyt blod. Sidstnævnte er et superoplagt, men måske derfor tamt match mellem popverdenens to fremmeste surmulende-yndlinge-på-det-narkotiske-overdrev.
Havde Abel Tesfaye været en sand discipel af Michael Jackson havde han skabt nogle flere uomgængelige popøjeblikke. Her er kun ét af slagsen, og det kender du allerede til bevidstløshed.
Kort sagt:
The Weeknds store popsatsning minder forbavsende meget om den Abel Tesfaye, vi allerede kender (lidt for godt). Produktionerne er stærke, men melodierne og lyrikken er forudsigeligt enstrengede. Det havde været sjovere, hvis Tesfaye havde taget skridtet fuldt ud og leveret et par håndfulde upbeat-perler a la ’Can’t Feel My Face’.
Læs også: Her er 20 koncerter du skal opleve i september