INSIDER. Det er nærmest kontraintuitivt at bede Christina Hagen medvirke i vores Insider-interview. Her er det ideen, at en kunstner fører os ind bag kulisserne og indvier os i de sandheder, man kun kender til, hvis man selv bevæger sig i branchen.
Christina Hagen virker nemlig til at gøre det meste i sin magt for at holde sig væk fra branchen. Forfatteren bor i Herning, langt fra litteraturens magtcentrum, hvor hun søger stilheden – og en jordnær husleje. Hun rejser meget ud i verden, ynder at leje et hus på et bjerg i Grækenland om vinteren, hvor hun kan vandre i den friske luft og være alene. Der er hun netop nu.
For fem år siden proklamerede hun endda, at ’Korrekthedsbiblen’ var hendes sidste skud i bøssen. Hun ville stoppe med at skrive bøger. Blandt fordi alt det, der fulgte med, var for svært eller ikke interesserede hende. Den offentlige debat, at blive interviewet og fotograferet.
Men i år vendte hun heldigvis tilbage med et brag med den brutale og storroste digtsamling ’Pow pow pow’, der fik Benjamin Hav til at kalde Hagen for »voldsparat« – som en anbefaling vel at mærke. Her indpakker hun social arv, smerte og psykisk vold som vittigheder uden pointer:
»Hvad kalder man en mand, som er så fuld, at han brækker sig over tv-bordet, når han passer sin papdatter og på et tidspunkt går op i soveværelset og skyder sig i hovedet med et jagtgevær? Pow«
Lige nu varmer hun sig ved, at hun er nomineret til Weekendavisens Litteraturpris (»jeg kunne virkelig godt bruge pengene (og æren)… «), og så arbejder hun.
»Jeg skriver på en mærkelig roman om en kvinde, der er god til at overleve, men muligvis har en ikke så høj IQ, hvilket er meget interessant for mig, der ikke rigtig tror på måling af IQ«.
Vi fangede Hagen på mail til Insider-interviewet. Det foretrækker hun, »så hun har lidt mere tid til at tænke over noget med lidt indhold i«.
Den sværeste nød at knække
Hvilken detalje er du gladest for ved ’Pow pow pow’, som ingen almindelige mennesker vil lægge mærke til?
»Jeg tror ikke, der er ret mange såkaldt almindelige mennesker, som er vilde med det, jeg skriver. Min veninde Anne Marie fra Herning er fx meget almindelig, og jeg kan mærke, hun ikke helt kan forstå, at den bog, jeg har givet hende, kan blive nomineret til noget, og jeg kan sagtens forstå hende.
Et af mine egne favoritdigte er det, der hedder ’Hvad er klogskab for dig?’, som er baseret på en virkelig hændelse. Har man prøvet at være jaloux, så ved man også, hvor godt det føles at hade noget ved den her person, som tog den, man gerne selv ville have haft. Jeg er glad for, at jeg i det mindste fik ram på hendes Tiramisu-negle«.
Hvad var den sværeste nød at knække i tilblivelsen af ’Pow pow pow’?
»De sværeste nødder er næsten altid de samme: At sørge for, man ikke skriver en kedelig bog, hvilket blandt andet betyder, at der skal være et vist tempo eller en energi. Det er ret svært at opnå, og enten er den der, eller også er den ikke. Jeg kan ikke altid regne ud, hvorfor noget er kedeligt, men jeg kan se, når det er det«.
Hvilken fysisk genstand er den vigtigste for, at du kan gøre dit arbejde godt?
»Mine vandresko. Hvis jeg ikke får bevæget min krop hver dag, så kan jeg ikke skrive godt. Og derudover bliver jeg deprimeret af at være for meget i mit hoved. Lige for tiden går jeg omkring 120 kilometer om ugen, både ned til byen og tilbage, men også længere vandreture på 25 kilometer. Og så arbejder jeg nok cirka fire timer om dagen. Nogle dage arbejder jeg ikke. Andre gange skriver jeg otte timer i træk«.
Har du et hack, der hjælper med at frembringe din kunstneriske inspiration?
»Mit hack er at vandre meget langt og så få sovet omkring syv eller otte timer hver nat, så det er et kedeligt hack. En gang imellem hjælper det med en lille drink, men sådan en laver jeg kun, hvis jeg skal skrive noget, jeg ikke har lyst til at skrive om, fx noget retraumatiserende«.
Forbilleder og genier
Hvilken irriterende tendens inden for dit felt taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Jeg taler slet ikke med kolleger om irriterende tendenser. Det er mange år siden, jeg har haft den slags samtaler. Folk kan gøre lige, hvad de har lyst til. Jeg går rundt i naturen og tisser og fodrer hjemløse katte og prøver på ikke at blive bidt af giftslanger. Det skaber en naturlig distance til, hvad der sker i København lige nu«.
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Det ved jeg ikke bedre end andre, der læser avis Weekendavisen, Politiken, Information og så videre. Jeg har ikke fingeren på pulsen og vil helst heller ikke have det og helst ikke nævne nogen frem for andre«.
Hvem er det største geni i din branche, som få mennesker udenfor kender?
»Martin Larsen, som var min redaktør på Basilisk. Han er her desværre ikke mere, men jeg forventer, han bliver det store navn om 100 år, så hvis man vil være på forkant, er det med at skaffe hans bøger inden. ’Svanesøsonetterne’, som er sammenkrøllede noter, har jeg gerne villet ejet i utrolig mange år, men de er desværre out of stock. ’Monogrammer’ i otte, tykke bind må være noget af det mest avantgarde, der findes på dansk«.
Martin Larsen var genial som konceptualist og derudover bare et virkelig ordentligt menneske og en god tænker. Vi havde ham og Peter Højrup som gæstelærere på Forfatterskolen, og det møde ændrede min måde at skrive på«.
Hvem er dit største kunstneriske forbillede?
»Joe Brainard var i mange år en af mine litterære helte. Han er mest kendt for ’I Remember’. Han har lavet mange specielle ting, fx ’The Nancy Book’, der er en række tegnede forestillinger om, hvad pigen Nancy kunne være – fx en dreng, et askebæger, en bold og så videre. Hvad man skal med det, det ved jeg ikke, men det er ret afslappende i en tid, hvor der synes at skulle være en politisk idé med alle tekster, og hvor alt skal ville noget konstruktivt«.
Det bedste ved jobbet
Hvad er den mest udbredte fordom om din branche, som du møder?
»At vi som forfattere skulle være mere interessante end folk, der fx arbejder i en butik eller er lokoførere«.
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder eller af publikum?
»Det gør jeg faktisk meget ofte, både når jeg får gode og dårlige anmeldelser. Jeg synes, at anmelderne tit forstår mine tekster bedre, end jeg selv gør, så jeg lærer meget om mig selv og mit liv og arbejde ved at læse anmeldelser. Det er lidt ligesom at gå til psykolog, og så er det endda gratis, men indimellem kommer man også til at græde«.
Hvad er det bedste ved dit job?
»At det er et job, men det føles bedre at udføre end den sjoveste hobby, man kan forestille sig«.
Hvad er det værste ved dit job?
»At man let kan blive rundrygget eller få dårlige øjne eller musefingre. Man kan også godt blive deprimeret, hvis man bevæger sig meget langt ind i sindet i lidt for lange perioder«.
Hvad er dit vigtigste venskab i branchen?
»Mine tætte venner har intet med forfatterverdenen at gøre. Bortset fra, at min veninde Trine Lundager, som jeg har kendt, siden jeg var 19 år, nu også er blevet forfatter og har skrevet ’Når jeg ser dig fra en vis afstand’. Vi skriver vidt forskelligt, men hendes glæde ved at skrive var faktisk med til at vække min lyst til at udgive igen. Jeg havde glemt, hvor stort et privilegie det er at have en stemme, især som kvinde i verden.
Jeg er i Grækenland i flere måneder om vinteren, og der mærker jeg indimellem, at især ældre mænd synes, jeg skal tie stille. Derfor er det heldigt, at der er nogen, der gider læse mine digte. Jeg har fundet ud af, at jeg har en del mandlige læsere, også mænd i tresserne og halvfjerdserne, der samler på mine bøger og er meget søde og respektfulde, når jeg skal signere deres bøger. Det er helt vildt og meget overraskende, fordi jeg skriver så meget om kvinder og køn.
Nu kom jeg væk fra dit spørgsmål: Fx Eva Tind, Cecilie Lind og Mathilde Walter Clark respekterer jeg både som mennesker og forfattere, og dem deler jeg tanker med. Mathilde var der i en svær periode, hvor andre løb væk, og det glemmer jeg aldrig. Jeg glæder mig over al den succes, hun har haft de seneste år. Hun er, på alle fronter, the real deal. Jørgen Leth og Pablo Llambias er forfattere, som jeg også deler tanker med«.