MINE YNDLINGSBØGER. Forfatter Fine Gråbøl har allerede haft et begivenhedsrigt år. Hendes anden roman, ’Hundrede børn’, udkom i april, og lige før det blev hendes debut, ’Ungeenheden’, udgivet i USA og Tyskland.
»Jeg har lige været på bogturné i New York og Washington og Toronto og fortælle om ’Ungeenheden’, som hedder ’What Kingdom’ på engelsk. Så det har været en kæmpestor oplevelse og virkelig spændende at genbesøge den bog. Det er efterhånden nogle år siden, at den kom og endnu længere tid siden, at jeg skrev den. Men ved at den bliver oversat og udkommer i et helt andet land og på et helt andet sprog, så får den et nyt liv. Det bliver et andet værk. Jeg føler mig meget heldig, at jeg har fået lov til at opleve det«.
»Ellers prøver jeg at skrive noget nyt på sådan en rigtig dejlig, fri og uforpligtende måde, hvor det ikke skal være noget specielt, men jeg kan ligesom være fri og prøve nogle forskellige ting af«.
Om sine anbefalinger siger Gråbøl:
»Jeg tror ikke, at det er med vilje, at jeg kun har valgt værker af kvindelige forfattere. Der er mange af de værker, som jeg er optaget af, som er af kvindelige forfattere, men hvis det kun er mandlige forfattere, så er det sjældent, at det bliver påpeget. Når jeg bliver spurgt om at lave lister, så tænker jeg også over at belyse nogle forfatterskaber, som ellers har tendens til at blive glemt, eller som jeg synes er vigtige«.
Den nyeste bog, der har gjort indtryk på mig
’Om udregning af rumfang’-serien af Solvej Balle
»Bøgerne handler om Tara Selter, der er fanget i den 18. november og skal finde ud af, hvordan hun kommer ud af det tidshul, eller labyrint, eller fælde, eller hvad man nu kan kalde det.
Det er nogle rigtig vilde værker, fordi de på alle mulige sindssyge måder behandler de helt store kriser, som vi står overfor lige nu. Både klimakrise og den økologiske krise, men også ensomhed og sygdomserfaring. Og så hvordan man skaber fællesskaber, hvor besværlige de kan være, hvad det vil sige at leve sammen med andre mennesker. Alt muligt – jeg har læst rigtig meget ind i bøgerne.
Jeg er helt oppe at køre over den her septologi, altså et værk, der består af syv bind. Indtil videre er der udkommet fem, den sidste i efteråret, og jeg synes simpelthen, at det er noget af det vildeste, der er udkommet på dansk i mange år. Det er vidunderligt at gå og vente på værker, der udkommer efterhånden, som hun får skrevet dem færdige«.
En bog langt flere burde læse
’Asylum Piece’ af Anna Kavan
»Anna Kavan er en britisk forfatter, som blev født i 1901 og døde i 1960. Hun var en lille smule læst, mens hun levede, men fik et gennembrud i 1960’erne, og så blev hun ligesom glemt lidt igen.
Hun blev født under navnet Helen Emily Woods, og de første seks bøger, hun skriver, er mere klassisk, narrativ prosa. Så bliver hun indlagt på et privat psykiatrisk hospital i Schweiz i 1930’erne og er i behandling i nogle år. Derefter tager hun navnet Anna Kavan fra en af sine egne karakterer, og så farver hun sit hår platinblond og ændrer sin skrivestil helt radikalt. Og det bliver til ’Asylum Piece’.
Det er et værk, der består af mindre, vildt spændende prosatekster, som ikke skriver ud fra en klar karakter, men har mange stemmer. Det er meget svært at finde et center i bogen. Alle karaktererne er splittet på hver deres måde. De er lidt spøgelsesagtige.
Anna Kavan skriver med en vild hårdhed, og er på en måde ret lidt omsorgsfuld i sin skildring af sine karakterer. Jeg håber og tror, at hun er en forfatter, der de næste par år vil få et gennembrud igen«.
Den bog der har haft størst indflydelse på dit forfatterskab
’We Have Always Lived in the Castle’ af Shirley Jackson
»Der ikke én bog, der har haft størst indflydelse på mit forfatterskab, det er flere bøger. Men Shirley Jacksons måde at skrive steder og bygninger har haft stor indflydelse på min egen optagethed af bygninger og steder og måske især institutioner.
Hun er en amerikansk forfatter, som primært skrev det, som man kan kalde gotiske romaner eller horror-romaner.
’We Have Always Lived in the Castle’ handler om et søskendepar på 18 og 22, der bor alene med deres onkel i et stort hus, og alle i deres familie er døde. De er uvenner med den landsby, deres hus ligger i, og fortælleren i bogen, Merricat, er ret speciel og udfører forskellige former for ritualer og magiske besværgelser for at opretholde en grænse mellem huset, og byen de bor i.
Bogen handler rigtig meget om grænser, men også familien som institution. Og så er den meget solidarisk over for teenagepigens verdensforståelse eller egen virkelighed.
Det har været inspirerende i forhold til min nyeste bog, ’Hundrede børn’, som jo handler om drenge og piger på 11-12 år og deres virkelighed. Jeg har været meget optaget af, hvordan man skriver litteratur, der er solidarisk med karakterernes verdensbillede og virkelighedsanskuelser uden at dømme dem«.
Den bog du har anbefalet til flest
’Det store stilehæfte’ af Agota Kristoff
»Hvis jeg skulle vælge en bog, som jeg skulle anbefale til flest, så skulle det være ’Det store stilehæfte’, der handler om to tvillingedrenge på 13 år, som flygter alene over til deres bedstemor under en krig.
Den er skrevet helt konsekvent med brug af pronomenet ”Vi”. Der er ikke noget ”jeg” i bogen. Der er en dobbeltbevidsthed med begge børn. Det er nogle meget specielle børn, der på alle mulige måder prøver at erfare og forstå en verden med en alt for stor brutalitet. Den her hjemløshed og eksiltilstand og sproglige fremmedgørelse, er sindssygt aktuel og meget vigtig for mange mennesker at læse om. Særligt hvis man ikke har den erfaring selv.
Og så har jeg i mit forfatterskab været meget optaget af brugen af pronomenet ”vi” og det at skrive karakterer frem, som man ikke kan adskille. Jeg skriver meget om fællesskab både i ’Ungeenheden’ og i ’Hundrede børn’.
Den bog du bliver ved med at genlæse
’Faces in the Water’ af Janet Frame
»Janet Frame er meget anerkendt i New Zealand, og også i Nordamerika så vidt jeg er orienteret, men hun er stadig forholdsvis ukendt i Danmark. Det, tænker jeg, kommer til ændre sig på et tidspunkt.
Hun skriver meget vildt og voldsomt og kan have utroligt lange, meget snørklede sætninger. Hun blander tit folkeviser eller gamle newzealandske ordspil ind i teksten og har mange litterære referencer i sine værker.
’Faces in the Water’ handler om en indlæggelse på et psykiatrisk statshospital i New Zealand i 1950’erne. Og det er ikke et sted, der er for sjov. Det er et hardcore kæmpekompleks. Bogen foregår på et tidspunkt, hvor man ikke havde haft et opgør med den meget autoritative behandlerrelation med patienter. Det er et sted, hvor der bliver udført det hvide snit og elektrochok uden bedøvelse. De bliver medicineret helt vildt. Og der er mange af patienterne, der aldrig kommer til at forlade det her hospital.
Måden vi behandler mennesker, der er syge eller sårbare, som har brug for professionaliseret omsorg, siger rigtig meget om vores samfund. Og det står helt forfærdeligt til med den psykiatriske behandling i Danmark, på handicapområdet, på bosteder rundt omkring i landet.
Derfor synes jeg, at en bog som Janet Frames’ er enormt vigtig at læse, fordi den siger noget om, hvad det betyder at bo sådan et sted og leve et liv, der er så institutionaliseret og afhængigt af andre menneskers omsorg, opmærksomhed og støtte«.