MINE YNDLINGSBØGER. »Jeg er for øjeblikket i gang med tre forskellige bogprojekter«, fortæller Anna Juul. Efter romanerne ‘Penge & Bacon’ fra 2022 og ‘Superskurk’ fra 2023, har hun haft en pause fra litteraturen, hvor hun har skrevet manuskripter til film og tv-serier, men lige om lidt er hun igen bogaktuel.
»I løbet af efteråret udkommer der en bog, som jeg har skrevet sammen med en anden forfatter og journalist ved navn Kristoffer Lind. Den er et lidt anderledes, satirisk take på samtalebogformatet, der kommer til at hedde ’Traumebingo’.
»Den handler i korte træk om, at Linds karakter gerne vil tjene nogle hurtige penge og derfor vil lave en bog med mig, der stiller op til alt. Han vil dog gerne finde et nyt traume til mig, fordi han er træt af at høre om min psykiske sygdom. Den handler om traumer som valuta, og hvordan man kan tjene penge på at have haft det dårligt«.
»Og så arbejder jeg på min næste roman til Lindhardt og Ringhof, som hedder ’Club Tropicana’ efter Wham!. Linjen »don’t worry you can suntan« er meget passende, fordi bogen foregår nede i helvede«.
»Den handler om et trekantsdrama mellem tre umage karakterer, der ender i helvede på samme tid: En Patrick Bateman-type, men med følelser, en basic bitch melankoliker og så en rendyrket kvindelig psykopat. Jeg syntes, at jeg havde skrevet en del om kærlighed, der gik i stykker og nu ville jeg gerne skrive om forelskelse«.
»Fordi jeg altid begynder at kede mig, mens jeg skriver, er jeg, helt for sjov, begyndt på sådan en langdigtsagtig ting, der hedder ’Det er dig, der er syg i hovedet’«.
»Det handler om en 45-årig kvinde, som bliver forladt af sin mand, og som bare er helt sur. Som hun selv siger, vil hun gerne gå Sys Bjerre på ham, kneppe hans kat og dræbe hans Xbox. Det er nok, fordi jeg synes, at det kunne være spændende at skrive noget vredt, fordi jeg ikke er et særlig vredt menneske selv«.
Ganske uvredt fortæller Anna her om de bøger, der på forskellig vis har rørt og inspireret hende.
Den nyeste bog der har gjort indtryk på mig
’Vi er fem’ af Mathias Faldbakken
»Det er en moderne Frankenstein-fortælling om en norsk knudemand, der tidligere har haft et misbrug af amfetamin, som han i øvrigt kalder marcipan, hvilket jeg synes er godt slang. Han kommer så i besiddelse af en bestemt slags ler, som lidt får sit eget liv, slipper løs fra hans garage og begynder at spise folks hår og negle og den slags.
Den er morsom, både fordi præmissen er så åndssvag, som den er, men også fordi den er skrevet på sådan en nøgtern måde, nærmest som om bogen ikke ved, at den er morsom.
Jeg har aldrig oplevet Mathias Faldbakken live, men jeg kan forstå, at han også er en joker, der tidligere har skrevet under det provokerende alterego Abo Rasul, meget apropos mig«.
Den sjoveste bog jeg har læst
’Idealister’ af Hans Scherfig
»’Idealister’ handler om en karakter, der hedder Skjern og handler med manufaktur, og som bliver myrdet. Derfra er det en multiplotfortælling, hvor man møder en masse idealister; alkymister, vegetarister, nazister, spiritister. De har det til fælles, at de mener, at deres livssyn er det eneste korrekte og der er bare noget enormt morsomt ved folk, der mener, at de har ret. Det synes jeg jo nok især, fordi jeg selv er enormt meget i tvivl hele tiden.
Jeg var i en boghandel for at købe et nyt eksemplar af ’Idealister’, og så ser jeg på vej ud en opstilling, hvor min bog ’Superskurk’ står ved siden af ’Idealister’. Det kan jeg godt forstå, for både Hans Scherfig og jeg er utilfredse med ting og meget påpasselige, når nogle tror, at de har regnet verden ud.
Ved siden af stod der en bog, som handlede om, hvordan man fik styr på sit voksenliv og en bog om meditation. Jeg forstår egentlig godt behovet for at fortælle læseren, hvordan man klarer sig bedre end karaktererne i de bøger.
Den handler blandt andet om frygten for totalitært styre. Jeg skal ikke kunne udtale mig om, om verden er ekstraordinært meget af lave lige nu, men jeg kan konstatere, at mange af de ting, som vi taler om nu, talte vi også om i 40’erne, da ’Idealister’ udkom«.
Den bog jeg har anbefalet til flest
’Elskeren fra Nordkina’ af Maguerite Duras
»Så vidt jeg forstår, så skriver hun først ’Elskeren’, som så bliver filmatiseret, og den er hun utilfreds med, så ’Elskeren fra Nordkina’ er en slags drejebog over, hvordan hun selv ville have lavet filmen. Som manuskriptforfatter er det spændende at læse, hvordan hun virkelig har tænkt over scenerne i bogen.
Det er en meget rørende kærlighedsfortælling, hvor der så lige er det aber dabei, at den foregår mellem en 14-årig pige og en 27-årig millionærsøn. Som vi ved fra Mike Fonseca, så går den aldersforskel jo ikke rigtigt. Men det spændende ved bogen er, at den 14-årige pige ikke bliver offergjort. Det er faktisk hende, der kommer stærkest ud af forholdet. I stedet er det den mandlige part, der i den moderne MeToo-forståelse ellers har magten, der ender med at blive mest smadret.
En slags Lolitafortælling, men hvor Lolita har overhånden. Smukt fortalt, rørende. Og apropos at beskrive forelskelse og tiltrækning, så er det svært, fordi det nærmest bliver banalt uanset hvad, man skriver. Men nogle gange kan det banale altså også noget«.
En bog der fik mig til at græde
’Harry Potter og Halvblodsprinsen’ af J.K. Rowling
»Nærmere bestemt der, hvor Dumbledore dør.
Jeg føler, nok som det meste af min generation, at jeg er vokset op med de bøger, og jeg har sidenhen aldrig prøvet at glæde mig så meget til bogudgivelser som dengang. Da Dumbledore døde, var det fornemmelsen af, at en mentor forsvandt. Jeg havde lidt regnet med, at han altid ville være der, og sådan er det jo, når folk før.
Det hænger jo sammen med det at blive voksen. Harry Potter er herefter for første gang virkelig tvunget til at stå på egne ben, og det kan jo også være op ad bakke. Det er en sød morfar, der dør, og det er bare trist«.
Adspurgt om J.K. Rowlings mange kontroversielle tweets svarer Anna Juul:
»Jeg står på adskillelse mellem kunstner og værk. Jeg synes også, at mange af de ting, J.K. Rowling skriver på Twitter, virker som provokation for provokationens skyld. Jeg kan godt have svært ved at forstå, hvorfor hun ikke bare kan let it go. Jeg synes dog ikke, at man kan tage fra hende, at hun har skrevet de mest indflydelsesrige ungdomsbøger, som verden måske nogensinde har set«.
Den bog, der har haft størst indflydelse på mit forfatterskab
’American Psycho’ af Bret Easton Ellis og ’Gift’ af Tove Ditlevsen
»Fra ’American Psycho’ er jeg inspireret af den grovkornede satire og at gå planken helt ud. Patrick Bateman som karakter synes jeg er enormt morsom, fordi jeg kender typen til en vis grad. Jeg kan sige meget godt om at være vokset op i Gentofte og de privilegier, der følger med, men det er også et sted, hvor udseende betyder utroligt meget. Det der med rotter op i fissen og sådan noget kender jeg dog ikke personligt til.
Bogen er jo ekstremt eksplicit. Det synes jeg ikke, at mit forfatterskab er, men jeg beundrer altid ting, hvor jeg tænker, at det her går lige til grænsen og måske også en lille smule over.
Jeg kan især genkende det her med at putte et emne ind i en satirisk kontekst, hvilket jeg selv forsøgte at gøre med parforholdets trivialiteter i ’Penge & Bacon’.«
»’Gift’ af Tove Ditlevsen kan jeg genkende i den anden gren af mit forfatterskab, som er mere autofiktivt eller autobiografisk, som i min bog ’Superskurk’. At bruge eget materiale, men heller ikke at være bange for at gå dark på den. ’Gift’ er desuden en enormt smuk og rørende roman.
Det autobiografiske og satire er nok det, der kendetegner mit forfatterskab.