Måske er det noget, du grubler over på daglig basis, eller måske er det noget, du aldrig nogensinde har lagt mærke til.
Men i ny og næ hænder det, at der udkommer to film inden for få måneder af hinanden, der minder mærkværdigt meget om hinanden.
Første gang jeg selv studsede over det var, da det gik op for mig, at Jorden åbenbart var tæt på at blive ramt af en komet i 1998 ikke bare én gang, men hele to gange på lige så mange måneder.
Heldigvis lykkedes det Bruce Willis af afværge den ene, mens Robert Duvall og co. var knap så effektive. Men det var da et besynderligt tilfælde, at de to film – ’Armageddon’ og ’Deep Impact’ – fik biografpremiere inden for 53 dage af hinanden.
Fænomenet har et navn: Twin films. Det har eksisteret stort set lige siden filmmediets spæde start, og vi oplevede det så sent som med gyserne ’Immaculate’ og ’The First Omen’ i år.
Wikipedia har en lang gennemgang af hundrede plus års tvillingefilm, og bemærkelsesværdigt nok er der i de fleste tilfælde en klar og tydelig vinder. En sejrherre, som alle kender – og så en sorteper, der ikke ringer mange klokker.
Klassikeren ’Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb’ kender de fleste for eksempel – ‘Fail Safe’ kender de færreste.
Michael J. Fox-blockbusteren ’Back to the Future’ kender alle, ‘Peggy Sue Got Married’ kender få.
Mange flere kender Scorsese-komedien ‘After Hours’ end ’Into the Night’, og parodifilmen ’Scary Movie’ er noget mere berømt end ’Shriek If You Know What I Did Last Friday the Thirteenth’.
Men hvordan opstår twin films-fænomenet? Er det bare kuriøse tilfælde? Er det en afart af Baader-Meinhof-fænomenet, hvor man lægger særligt meget mærke til noget, når først man bliver gjort opmærksom på det? Er det et overlagt strategisk greb fra distributionsselskabernes side, eller er det udtryk for rumkapløbspanik fra Hollywood-studier, der har opdaget, at konkurrenten var i gang med at udvikle den næste guldgrube?
Og hvad er det så, der afgør, hvilken titel der trækker sig sejrrigt ud af denne filmmediets boksekamp og går over i historiebøgerne?
Og – måske det mest interessante spørgsmål af alle – hvad skal der til for at vinde twin films-dysten og blive husket af eftertiden? Den bedste PR-kampagne? Det største budget? Den bedste kvalitet? Eller handler det bare om at komme først til mølle?
Lad os i filmnørderiets hellige navn gennemgå nogle af de mere interessante twin films-dueller fra nyere tid for at se, om vi kan blive lidt klogere på den x-faktor, der skal til for at gå over i historien.
’Tombstone’ vs. ’Wyatt Earp’
’Tombstone’, der fik premiere juleaftensdag 1993, er en af de bedste westerns siden spaghettigenrens storhedstid. Kurt Russell er eminent som Wyatt Earp (en rolle, der ironisk nok først blev tilbudt Kevin Costner), og Sam Elliott og Bill Paxton er fantastiske som Wyatts knap så verdenskendte brødre. Men når Val Kilmer indtager scenen som Doc Holiday, formår han ikke desto mindre at stjæle al rampelyset.
Filmen er sprængfyldt med action, nervepirrende stand-offs, og mindeværdige replikker (»I’m your Huckleberry«), og med dens godt og vel 130 minutters spilletid er den faktisk ikke et sekund for lang.
Det samme kan i den grad ikke siges om Kevin Costners kedelige og prætentiøse ’Wyatt Earp’, der fik premiere seks måneder senere og med sin 190 minutters spilletid er sådan cirka tre timer og ti minutter for lang.
Alle statistikerne taler da også for, at ’Tombstone’ er den klare vinder. Den udkom først, den tjente flest penge, den landede bedst hos anmelderne og publikum, og den har den højeste Google Trend-score i dag.
Det er næppe nødvendigt at italesætte det, men lad mig for god ordens skyld bare slå det fast alligevel: ’Tombstone’ husker vi i dag, fordi den simpelthen er den bedste film.
Vinder: ’Tombstone’
’Antz’ vs. ’A Bug’s Life’
I slutningen af 90’erne endte det forholdsvis nystartede Pixar i en dyst mod det forholdsvis nystartede DreamWorks, da begge valgte at fortælle en animeret historie om en myre, der kæmper mod og for noget større end sig selv.
Pixars ’A Bug’s Life’ er en sød, sjov, farverig affære – og (endnu) et ærkeeksemplar på studiets evne til at følge sine egne 22 rules of storytelling – mens DreamWorks ’Antz’ er en slags orwellsk parafrase over autoritære regimer, konformitet og individualisme … altså stille og rolige emner, som alle små børn kan sætte sig ind i.
Den Woody Allen-bårne ’Antz’, der fik premiere halvanden måned før ’A Bug’s Life’ i 1998, bør dog ikke underkendes. Den var faktisk ret god – om end utrolig mørk og dyster – hvilket også blev honoreret af samtidens anmeldere. Men bare fordi en film bliver en kritisk succes, er det bestemt ikke ensbetydende med, at den bliver lige så velmodtaget af det almene publikum.
Ifølge the-numbers.com havde ‘Antz’ et produktionsbudget på 60 millioner dollars, hvorimod ’A Bug’s Life’ kun havde et tilsvarende på 45 millioner. Sidstnævnte tjente sit budget otte gange ind, mens førstnævnte kun lige tjente nok ind til at dække produktions- og marketingsomkostningerne.
På langt de fleste parametre må man nok konstatere, at Pixars myre-film løber med sejren – også selv om ’Antz’ teknisk set kom først til mølle.
Vinder: ’A Bug’s Life’
’Volcano’ vs. ’Dante’s Peak’
’Volcano’ og ’Dante’s Peak’ er to forholdsvis jammerlige katastrofefilm, den ene værre end den anden, og jeg har dem kun med på listen her for at komme ind på et ret interessant aspekt af twin films-fænomenet: ræset til målstregen.
Begge vulkanfilm kæmpede ikke bare med næb og klør om rent faktisk at komme først, men også om at lade konkurrenten tro, at de ville komme først – som da ’Volcano’ kom deres egentlig wrap-dato flere uger i forkøbet ved at annoncere, at de allerede var færdige med at filme. ’Dante’s Peak’ kvitterede derefter med at rykke deres premieredato en hel måned frem, hvilket betød, at filmen ville udkomme tre uger før ’Volcano’s planlagte udgivelsesdato, hvilket den Tommy Lee Jones-bårne film af praktiske årsager ikke kunne overgå.
Efter et langt og nervepirrende ræs kom ’Dante’s Peak’ altså først over målstregen 7. februar 1997 (’Volcano’ måtte vente til 25. april) og endte også med at løbe med broderparten af biografgængernes katastrofefilmbudget det år, ligesom den i dag har en lidt højere Google Trend-score. I den desperate kamp om sejren endte budgettet dog også med at blive så stort, at filmen tabte penge i sidste ende. Men lad os bare alligevel kalde Dante’s Peak en snæver triumfator.
Vinder: ‘Dante’s Peak’
’Armageddon’ vs. ’Deep Impact’
’Armageddon’s’ Google Trend-score på 11 overraskede mig, må jeg ærligt indrømme. Måske er jeg blev blændet af Michael Bays konstante lense-flares, men af en eller anden grund havde jeg kvalificeret den film som en moderne actionklassiker a la ’The Rock’ (der immervæk har en Trend-score på 65).
Imidlertid er 11, ifølge lidt hurtig folkeskolematematik, mere end fem gange så meget som ’Deep Impact’s Trend-score på 2, så Bay-baskeren slår da alligevel sin dommedags-konkurrent med længder.
Begge film var forholdsvis store biografsucceser, der – ringe anmeldelser til trods – indtjente omkring fire gange så meget, som deres budget lød på. Men hvis jeg spørger min vennekreds i dag, om de foretrækker ’Armageddon’ eller ’Deep Impact’, vil den rungende respons nok lyde: »Hvad er ’Deep Impact’?«
Ligesom i eksemplet med myrerne tror jeg, at vinderen her er udledt af, hvad der er lettest at sluge. ’Deep Impact’ handler om håb, mens verden går under, hvorimod ’Armageddon’ er en film om håb, mens verden består.
Vinder: ’Armageddon’
‘The Prestige’ vs. ‘The Illusionist’
I 2006 med to måneders afstand udkom to film, der begge – sådan simpelt sammenfattet – handler om tryllekunstnere, der har begivet sig ud på lidt for dybt vand.
Både ’The Prestige’ og ’The Illusionist’ fik en pæn modtagelse, men den Edward Norton-bårne ’The Illusionist’ gør sig bemærket ved at have fået sine produktionsomkostninger fem gange igen.
Og dog er det ’The Prestige’, vi stadig taler om i dag. Det er Christopher Nolans film med Christian Bale og Hugh Jackman, der kan prale af den højeste IMDb-score, og det er ’The Prestige’, der næsten 20 år senere trender mest på Google med en score på 14 vs. 3 til konkurrenten.
Man kan muligvis tilskrive dette Christopher Nolans stort set karrierelange, ubrudte streak af blockbuster-succeser, da enhver ny fuldtræffer giver folk årsag til at genbesøge hans bagkatalog. Men det, der i mine øjne gør ’The Prestige’ så unik, så mindeværdig og, paradoksalt nok, så rewatchable er, at den tør gå planken ud.
Den har et komplekst plot med et afsluttende twist, der let kunne være blevet katastrofalt eksekveret, men håndværket er så stilsikkert og tonen så overbevisende selvsikker, at man på intet tidspunkt frygter, at den ikke kommer til at levere varen.
’The Illusionist’ er ikke en dårlig film – men det er heller ikke en film, der satser hele banken på en enten gal eller genial auteur.
Vinder: ’The Prestige’
’Madagascar’ vs. ’The Wild’
Disse to animationsfilm er primært inkluderet i gennemgangen for at vise, hvordan den rette konstellation af sol, måne, stjerner og diverse ascendanter gør det lysende klart, hvilken film der huskes for eftertiden (og ikke kun fordi der blev lavet to efterfølgere og en spinoff-serie om militante pingviner).
’Madagascar’ fra 2005 er en fantastisk underholdende film med et stjernespækket cast og en animationsstil, der er lige tilpas fjollet og livagtig. ’The Wild’, der fik premiere et lille års tid senere, er plat og søvndyssende og ligner en dårligt renderet version af Disneys ’Lion King’ i liveaction. Med andre ord: De glemte at gøre dyrene bedårende på den fjogede måde.
’The Wild’ floppede i biograferne, mens ’Madagascar’, der var den billigere film af de to, indtjente over en halv milliard dollars. Og med en Google Trend-score, der er ti gange så høj som sin konkurrent (10 vs. 1) er der vist ikke meget at rafle om her.
Vinder: ’Madagascar’
’Olympus Has Fallen’ vs. ’White House Down’
2013 var et hårdt filmår.
Ikke nok med at vi skulle se Channing Tatum redde den amerikanske præsident, USA og formentlig hele verden, så skulle vi også se Gerard Butler redde den amerikanske præsident, USA og formentlig hele verden.
Det faktum, at Butler i hele to efterfølgere fik lov til at redde … ja, jeg har lidt mistet overblikket over, hvem han efterfølgende fik til opgave at redde, men mon ikke ’hele verden’ er et god bud … viser ret utvetydigt, hvilken af de to film der endte med at løbe med sejren.
Anmelderne og IMDb-brugerne var nogenlunde enige i deres vurdering af filmene: Begge er en forholdsvis skidt fornøjelse. Så hvad kan ’Olympus’, som ’White House’ ikke kan?
Selvom ’White House Down’ tjente flere dollars ind (205 millioner vs. 170), skete det på baggrund af et budget, der var over dobbelt så stort som ’Olympus Has Fallen’, hvilket gjorde førstnævnte til en underskudsforretning.
De sorte tal på bundlinjen har til gengæld gjort det muligt for Butler at bekæmpe antipatriotiske terrorister yderligere to gange, hvilket har krydret ’Olympus Has Fallen’ med en petit goût af konstant aktualitet. Sådan forholder det sig generelt i underholdningsbranchen – hver gang der udkommer en ny udgivelse i en serie, får bagkataloget et lille løft.
Vinder: ’Olympus Has Fallen’
Så … hvem skriver historien?
Det er jo det store spørgsmål. Der findes hundredvis af eksempler udover ovennævnte liste (trillingefilm hænder endda også, tænk ’Bird Box’, ’A Quiet Place’ og ’The Silence’), så det er måske optimistisk at tro, at denne stikprøve kan give os et endegyldigt svar. Men lad os prøve alligevel.
Først til mølle er ikke nødvendigvis en afgørende faktor (’Antz’ vs ’A Bug’s Life’) – og selv når det er (’Volcano’ vs ’Dante’s Peak’), er det ikke ensbetydende med, at filmen bliver en økonomisk eller kritisk succes.
Et højere produktionsbudget giver heller ikke større chancer for at vinde kampen om staying power. Tværtimod. Men filmens kommercielle overskud kan til gengæld bane vejen til et ordentligt efterliv, som vi så med ’Olympus Has Fallen’ og ‘Madagascar’.
Generelt er det filmen med den største populistiske brede appel, der står som sejrherren. Filmen med den højeste IMDb-score og – måske afledt heraf – den største Google Trend-score. Som med ’Tombstone’ over for Kevin Costners prætentiøse egoprojekt i ’Wyatt Earp’. Vinderne i twin films-konkurrencen er kort sagt de uomgængelige publikumdarlings.