For mig er ‘Primer’ ikke bare den bedste film fra 2004, som for få har set. Det er heller ikke den bedste film for få har set generelt. Det er én ud af en meget lille håndfuld af film, som jeg uden tøven vil betegne som perfekte.
I Shane Carruths geniale debutfilm bygger to ingeniører – den metodiske Abe (David Sullivan) og den langt mere impulsive Aaron (Carruth selv) – ved et tilfælde en tidsmaskine. Hvad er det forsvarligt at bruge deres potentielt farlige opfindelse til? Og hvad er muligt?
Snart udvikler små, forsigtige forsøg med at investere i profitable aktier sig til en plan om at bruge en midlertidig tidslinje til at føre en dagdrøm ud i livet og endnu mere risikable missioner om en drastisk ændring af en tragisk begivenhed.
Det er med fuldt overlæg, at jeg undgår de konkrete detaljer – jeg kunne nemlig ikke drømme om at afsløre filmens største hemmeligheder her. For ved første bekendtskab er ‘Primer’ mindst lige så bedragerisk som ‘Fight Club’, ‘The Prestige’ og ‘The Sixth Sense’, og først i form af en delvis udredning i voice-over, der forklarer filmens twist, udleveres en af nøglerne til at løse Carruths mysterium.
Gættelegen om paradokser og karakterernes bevæggrunde begynder, efter stigende mistillid og paranoia får katastrofale konsekvenser for Abe og Aarons nære venskab, da det viser sig, at hovedpersonerne ikke er de eneste, der har rejst i tiden. Hvilket hverken vi eller de kan andet end gisne om, hvordan er gået til.
Mange gensyn belønnes
Carruth har i sit fænomenalt velgennemtænkte og ultrastramme manus sørget for at sætte faste rammer for vores fortolkninger, så de ikke går fuldkommen over gevind.
Men fordi han et par udvalgte steder giver mulighed for at digte nye sammenhænge, bliver ‘Primer’ mere end blot en labyrint, der skal udforskes og undslippes, idet vi – ligesom i et andet af de ultimative filmhovedbrud, David Lynchs ‘Mulholland Dr.’ fra 2001 – får oplevelsen af at være medforfattere på en række reviderede udgaver af hans kringlede historie.
Netop denne aktivitet udgør en stor del af den helt særlige tiltrækningskraft ved de vanedannende filmpuslespil, der ikke bare inviterer én til at løse deres gåder, men nærmest forlanger, at man vedholdende og årvågent gennemgår dem på ny – og om og om igen – for at forstå dem til bunds og værdsætte, hvordan det lykkedes dem at føre én bag lyset.
Første gang, jeg så ‘Primer’, var jeg i en tilstand af fuld opmærksomhed, og samtidig var jeg i ekstase over den enorme dristighed ved at bombardere seerne med så usædvanligt megen information. Min hjerne arbejdede på højtryk for at hitte rede i det indviklede og udfordrende plot, og det skulle kræve ihærdige bestræbelser at få afdækket filmens mange lag.
Desuden blev mine utallige gensyn belønnet med nyfundne ledetråde, omhyggeligt indflettet i den sindrigt opbyggede fortælling, og da jeg omsider havde fået indsamlet de fornødne brikker, kunne det – som håbet – lade sig gøre at lægge puslespillet på tilfredsstillende vis. Og modsat i rigtigt mange tidsrejsefilm holder filmens interne logik vand. Alting stemmer.
Paradokser og dobbeltgængere
En af de store fornøjelser ved tidsrejsefilm er at spekulere over, hvordan selve rejserne fungerer. I ‘Back to the Future Part II’ illustrerer Doc således med et diagram over for Marty (og publikum), hvordan nye tidslinjer skabes, men i ‘Primer’, hvor adskillige tidslinjer bliver overskrevet, er det nærmest nødvendigt at sidde klar med pen og papir for at få styr på kausaliteten og ugedagene i det komplekse forløb.
‘Primer’ tager både det fysiske og det metafysiske aspekt af sit emne meget seriøst. Her går man ikke bare (som i den aktuelle Stephen King-serie ‘11.22.63’) ind i et klædeskab og dukker op i 1963 på magisk vis det næste øjeblik. Nix, man må pænt ligge i maskinen og vente i nøjagtig lige så lang tid, som man ønsker at rejse. For hvis man ikke er fysisk til stede, hvordan kan man så være sikker på, at Jorden overhovedet befinder sig i samme position som ved afrejsen?
Desuden: Hvad nu, hvis man rejser tilbage i tiden og foretager ændringer, der resulterer i, at ens midlertidige dobbeltgænger ikke tog/tager tilbage i første omgang? Og hvad sker der mon med dem, der bliver efterladt i en ’sidenhen’ annulleret tidslinje? Lever de videre i lykkelig uvidenhed, eller ophører de simpelthen med at eksistere? Hvis det sidste er tilfældet, så gælder det vel om for alt i verden at komme andre tidsrejsende i forkøbet?
Det er denne slags nørdede betragtninger, der gør filmen dybt fascinerende og til noget ganske særligt.
Auteuren drager til Hollywood
Ud over at spille den ene af de to hovedroller har Carruth ikke blot skrevet og instrueret ‘Primer’, der vandt Sundance-festivalens hovedpris i 2004. Han har også blandt andet klippet den, komponeret underlægningsmusikken og – ikke mindst – produceret den kun 77 minutter lange film for sølle 7000 dollars!
Der skulle gå ni år, før auteuren fik lavet sin anden film, den visuelt interessante ‘Upstream Color’, men hans tredje, ‘Modern Ocean’, er nu lykkeligvis på vej, og castet inkluderer, foruden Carruth selv Chloë Grace Moretz, Tom Holland (den nye Spider-Man), Keanu Reeves, Anne Hathaway, Daniel Radcliffe, Asa Butterfield (‘Hugo’, ‘Ender’s Game’), Jeff Goldblum og Abraham Attah (‘Beasts of No Nation’).
Dette er Carruths egen beskrivelse af plottet i den kommende film (via flixist.com): »It’s set against shipping routes all over the world. It’s basically, at its core, a truly tragic romance, but it’s in a world full of pirates and privateers, and ships at war at sea.«
Her er altså tilsyneladende til dels tale om en actionfyldt mainstreamfilm, men jeg er nu ikke et splitsekund i tvivl om, at ‘Modern Ocean’ bliver alt andet end Hollywood-konventionel.