Jeg fælder en tåre hver gang, jeg ser ’Trillingerne fra Belleville’, og jeg aner ikke hvorfor.
Eller jo, jeg ved, at den rammer en følelse, en stemning, der rækker ud over de finurlige animationer og swingende jazztoner og farver den virkelighed, der venter uden for lærredet. Men jeg aner ikke, hvad der ligger bag tårerne – sørgmodighed, glæde, fortvivlelse?
Der er et før og et efter filmen: Man forsvinder ind i dens abstrakte karikatur af storbyens sjælløse liv, som var det hverdagskost, at brunstige mænd bliver forvandlet til bavianer, at frøgnaskende trillinger jammer med husholdningsredskaber, og at fede hunde bruges som reservehjul. Det forvrængede og genkendelige går hånd i hånd: Hovedpersonerne er en forældreløs drømmer med kødklodser som lægge og anorektisk overkrop efter et liv på cyklen, og hans hjerteligt pacende bedstemor er en diminutiv kødklump med polypper så store som tallerkener.
De er mutters alene i en verden, der fordærves af kapitalismens indtog, komplet med smælderfede storbyboere, skruppelløse gangster-spekulanter og højhuse, der taber charme og sjæl for hver tomme, de vokser. Som drømmere af roligt gemyt er forbrugerhelvedet fremmed for dem.
Det forjættede cykelland
De første tyve minutter er i al enkelhed blandt de mest rørende anslag, jeg har set på film. Uden ord, blot med billedets kraft, erfarer vi alt om makkerparret bedstemor og barnebarn, fra drengens utrøstelige mine efter tabet af sine forældre til bedstemorens utrættelige forsøg på at finde kuren: Et smil fremtvinges, da hun forærer ham en hund, men hun bryder først murværket ned, da hun via et hul i avisens sportssektion opdager drengens ærkefranske kald: Cykelsport.
Hun køber en trehjulet cykel til ham, senere en professionel tohjulet, og snart fløjter hun taktfast bag sit barnebarn, når han tvinger jernhesten gennem storbyens kuperede terræn i en stålsat rejse mod det forjættede land: Tour de France.
Mens drøm bliver til virkelighed, forvandles land til by omkring bedstemor og barnebarn, som mosede urbaniseringen markerne med en damptromlers sans for følelse og finesse. Hvis ensomheden var håndgribelig på de pittoreske vidder, er den larmende i byens grumsede skyggeland. Hvor bedstemorens hjem før rejste sig knejsende fra en flad mark, er det her presset ind under byens tage med en jernbane kurvende rundt om vinduerne. Hele huset ryster, når togene buldrer forbi, og hunden, der nu er blevet voksen og vakler under sin svulmende mave, glammer som en vanvittig, når det sker – hver gang.
Det er her, man for alvor fornemmer, at instruktør Sylvain Chomet har en helt særlig måde at se det, der er lige foran os i hverdagens cirkler: Mens toget brager forbi huset, nedsættes hastigheden til super slow, og da billedet næsten står stille, drejer en enkelt passager hovedet mod den gøende hund med undren i øjnene. Resten af den grå masse stirrer blot på aviser – eller direkte ud i intetheden.
Løfter sig over ord
I lighed med åbningen på den italienske mester Michelangelo Antonionis ’Den røde ørken’ findes poesien paradoksalt i det urbane livs fremmedgørelse – i den grå verden, hvor liv går til grunde. Det er ikke motivet, der besætter, det er blikket på det.
Blikket er så smukt, fordi Chomet både ser håbløshed og mening blandt betonbygningerne. Mens de grå masser driver rundt i sørgmodighedens tåger, og fede mennesker gnasker burgere og hot wings i Belleville (bynavnet – ’smuk by’ – er ikke uden ironi), er forholdet mellem barnebarn og bedstemor et bevis for, at røgskyen af profittænkning og fremmedgørelse ikke har gjort endeligt kål på kærligheden. De ser nok triste ud, de to, og ytrer som alle andre ikke et ord, men i selve deres udstråling kan man føle, at de elsker hinanden – eller i det mindste at bedstemor elsker barnebarn.
Først fløjter hun rytmisk til hans pedaltråd på storbyens bakker, som eksisterede kun drømmen om den gule trøje, og senere sejler hun havene tynde i en cykelbåd, efter han er blevet kidnappet og slavebundet af gangstere under Tour de France. Hun er ligeglad med det meste, der hænder omkring hende, men hvis nogen lægger nallerne på hendes elskede stjernecykelrytter, får de et los over skinnebenet – Capone-agtige gangstere eller ej.
Hvad angår drengens passion for cykelsport, er det svært at vide, om han drives af lyst eller af nød. Er han glad, dér på sadlen? Er det virkelig hans kald i livet at bestige bjerge på to hjul, spise sunde, klistrede pastaretter og gå mørbanket i seng? Eller tramper han blot i pedalerne for at glemme den mistrøstighed, der omklamrer storbyens tage som en tåge, der aldrig letter?
Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret – og ikke sikker på, at der findes ét. Her fostres poesien nemlig i en randzone mellem drømme og mismod, der er frodig, men svær, for ikke at sige umulig, at indkapsle med ord. Det er måske grunden til, at ingen siger noget i Chomets univers: Fordi det løfter sig over ord.
Underholdende som en Disney-klassiker
Uanset hvad tilføjer cykelsporten en umiskendelig fransk charme, der er på sit højeste, når barnebarnet betvinger alpetinderne på Tourens kongeetaper. Her okser og pruster stjerner og vandbærer til lyden af harmonikamusik, mens gnavne mænd i underskjorter ser med fra indersiden af deres autocampere. Taberne fejes op og glemmes, mens den nonchalante charmeur i den gule trøje kysses af oversminkede duller på sejrsskamlen.
Trillingerne, som bedstemoren møder i Belleville under redningsmissionen, gnasker frøer til aftensmad – i gryder, som snacks og på ispinde – mens de tvinger rytmisk musik ud af støvsugere, cykelhjul og tallerkener. Deres signatursang forbliver klæbet til hjernen flere dage efter rulleteksterne:
»Swinging Belleville rendez-vous
Marathon dancing doop dee doop
Vaudou Cancan balais taboo
Au Belleville swinging rendez-vous«
I sidste ende er trillingerne både nøglen til cykelrytterens befrielse såvel som koden til filmens atmosfære. De er franske, så det batter, charmerende og ulækre, uhyggelige og hyggelige, fortabte og fulde af passion og – frem for alt – mærkelige. De er som et ekko af 20’ernes filmavantgardisme i et henrivende animationsrige, der fluktuerer mellem drøm og mareridt, men som kan ses og nydes af alle – fra børn med frodig fantasi til voksne, der både kan erkende og flygte fra det moderne livs tyngde.
Artfilmstemplet er nok årsagen til, at der er for få, der har set ’Trillingerne fra Belleville’, selv om den var et hit på Cannes-festivalen og endda høstede to Oscar-nomineringer (for ’Bedste animationsfilm’ og ’Bedste soundtrack’ – en skandale, at den gik tomhændet hjem). Men det er netop en sjælden filmperle uden nogen klart defineret målgruppe, et bredtfavnende kunstværk, der henrykker, nedtrykker, begejstrer og fortvivler – og indprenter sig på nethinden.
Og den er ikke mindre aktuel i dag end for 13 år siden. Måske kan Chomets særegne blik på os og vores liv inspirere os til at le af hverdagens velkendte scener og lade os beruse af de glimt af skønhed, som tilværelsen også byder på, hvis man blot spærrer øjnene op.
Jeg cyklede selv ofte i de franske bjerge, da jeg så filmen i midten af 00’erne, og jeg havde det, som om Chomet satte billeder på en følelse, jeg ikke selv kunne – eller kan – sætte ord på. Den blanding af ensomhed og lyksalighed, jeg fandt alene i bjergene, fandt jeg også i ’Trillingerne fra Belleville’, en tårnende hybridfølelse mellem håb og magtesløshed.
Så der er måske en helt særlig grund til min begejstring, men jeg tror alligevel, at alle kan se sig selv et eller andet sted i filmens bedrøvede og balstyriske storbyportræt.
Så opslugt er man til sidst, at man end ikke undrer sig over, hvorfor hovedkaraktererne cykler ud i den endeløse nat, selv om gangsterne ikke længere er efter dem. Formålet er ikke til at gennemskue, men de har og elsker hinanden i en sært kynisk verden, hvor ægte nærvær er en sjældenhed. Så nok forvandler Chomets streg alt, hvad den afbilder, men hans verden fanger vores virkelighed og de følelser, der ulmer i vores sjæle – udover at underholde som en Disney-klassiker.
Det er som sagt svært at sætte ord på, men her et sidste forsøg: ’Trillingerne fra Belleville’ er et sælsomt rendezvous mellem håb og nihilisme i en fransk filmverden, der føles uvirkeligt virkelig.