Vi inkarnerede filmnørder har ofte et par særlige favoritter, vi ynder at ’teste’ venner og nye bekendtskaber med for igennem deres reaktioner at aflure, hvorvidt de (vennerne, forstås) nu også er værd at bruge tid på.
Nogle kører lige på og hårdt med ’Requiem for a Dream’ på første date, mens andre afholder pseudoanalytiske hyggeaftener med estimerede klassikere på hjemmebiografens skærm, fra ’Metropolis’ til ’Breaking the Waves’.
Smagsdommeri af værste snobbeskuffe? Tjo. Men ikke værre end marketingschefen fra et stort københavnsk mediehus, der engang myndigt fortalte mig, at han havde droppet en pige, fordi hun primært foretrak hvidvin, mens han så sig selv som lidt af en skabsconnaisseur udi rød. Sådan har alle vel nok deres jævnt galopperende psykologiske kæpheste at trækkes med.
Anyhow.
Min og min filmglade lillebror/foretrukne filmsparringspartners ’testfilm’ har siden 2002 været den britiske splatterhorrorkomedie ’Dog Soldiers’, der rammer vor fælles forkærlighed for sort engelsk humor, gru og grinagtige absurditeter på kornet. Som gyserhungrende teenagere opdagede vi tilfældigt filmen på en af Blockbusters mere sleazy nedre hylder og slugte den med frysepizzaer og cola en aften, vores forældre ikke var hjemme.
Der blev hoppet i sofaen, heppet højlydt på heltene og skreget af grin undervejs. Dagen efter så vi den igen. Og blev enige om, at vi havde fundet guld i Blockbusters b-filmmødding.
Indsæbet i indvolde og blod
Tro mod den moderne gysergenre svælger instruktør og manuskriptforfatter Neil Marshalls filmdebut i hyldestreferencer og indforståede jokes fra ende til anden, og vi åbner sågar med en eviggrøn sceneklassiker, da to unge elskende møder deres blodige endeligt i en mørk skov.
Men det velkendte set-up skifter hastigt gear: Cut til en specialstyrke-optagelsesprøve, som aspiranten Private Cooper (Kevin McKidd) dumper, da han nægter at skyde en hund på den lede Kaptajn Ryans kommando (skurkefjæset Liam Cunningham/Davos Seaworth fra ’Game of Thrones’). Og cut igen til en måned senere, hvor vi genfinder Cooper i selskab med hans gamle militærenhed på træningsøvelse langt pokker i vold i Skotlands tætte skove.
Samtlige mænd havde hellere tilbragt weekenden på pubben foran tv’et, hvor foldboldlandsholdet skal spille en afgørende kamp mod ærkefjenden Tyskland, og der mukkes, sukkes og jokes til den helt store guldmedalje under de svajende graner.
Marshall og hans cast får glimrende etableret gruppens joviale kammeratskab, inden uhyrlighederne tager fart, og navnlig lederen Sergent Wells (altid seværdige Sean Pertwee fra ’Gotham’) gør indtryk med en hårrejsende lejrbålsanekdote om en uheldig kollega, der trådte på en landmine i Irak, og hvis eneste ominøse jordiske levn var hans balle-tatovering af en grinede djævel. Der er mere mellem himmel og jord end som så, bliver gutterne gysende enige om – og får allerede næste dag syn for sagen, da de falder over resterne af en specialstyrke-deling midt i skoven, indsæbet i indvolde og blod.
Chin the bitch!
Eneste overlevende fra massakren er besynderligt nok Coopers nemesis Kaptajn Ryan, som hårdt såret fabler om en unavngiven fjende, der har udraderet hans mænd. »There was only supposed to be one!«, hvæser Ryan kryptisk.
Rutineøvelsen er resolut ovre, og Sergent Wells befaler sine drenge at bevæbne sig med alt, de kan bære fra den raserede lejr, ledsaget af de udødelige ord: »So, if Little Red Riding Hood shows up with a bazooka and a bad attitude, I expect you to chin the bitch!«. Men det er ikke just Rødhætte, der sekundet efter glammende halser over skovbunden efter færten af friskt kød.
Wells kommer som en af de første i nærkontakt med bæsternes kløer, da han uceremonielt får maven sprættet op som en fisk. »It won’t fucking fit!« hyler sergenten, mens Cooper forsøger at stoppe sin overordnedes blævrende indvolde på plads igen. Det er absurd, uhyggeligt og oprigtigt morsomt i glimt, mens Marshalls budgetvenlige Super 16-kamera flimrende fiser rundt mellem nåletræerne, og POV skifter mellem varulvenes glidende nattesyn og de uheldige heltes panisk håndholdte flugt.
Med hjælp fra zoologen Megan (Emma Cleasby), der belejligt dukker op i en jeep og redder de resterende soldaters røv i sidste sekund, søger gruppen tilflugt på et forladt husmandssted, hvor aftensmaden endnu simrer på komfuret, og de forsvundne ejeres hund hyler i kosteskabet. Hvem bor mon her? Og hvad er der egentlig i den gryderet, mændene sultent forsyner sig med? Marshall refererer veloplagt både førnævnte ’Rødhætte’, ’Guldlok og de tre bjørne’ og endda ’The Matrix’, mens soldaterne og Megan gør sig klar til at holde skansen natten ud mod varulvene, der omringer gården.
En soldaterfilm med varulve
Som instruktøren selv har forklaret, skal ’Dog Soldiers’ ikke ses som en varulvefilm med soldater, men en soldaterfilm med varulve, og det intense shoot-out, der udspiller sig under fuldmånens skær, vækker minder om både klassiske westerns, ’Predator’ og gysermesteren John Carpenters ’Assault on Precint 13’.
Kække one-liners fyres af sted lige så rapt som maskinpistolernes salver, og de savlende uhyrer er overraskende ikke mere tomhjernede, end at de også forstår at betjene en gammeldaws shotgun, hvis lejligheden byder sig. Det erfarer en af soldaterne i en urkomisk scene, da hans våben flås ud af hænderne på ham, og en byge af skud regner lukt retur.
Marshall brugte seks år på at rejse kapital til sit vellykkede hjertebarn, og selvom budgettet stadig er beskedent, er scenografien drønende effektiv i sin grynede, nostalgiske billedkvalitet. Stilistisk er det ikke helt ulig Danny Boyles ditto fremragende zombiethriller ’28 dage senere’ fra samme år (skønt denne hovedsageligt blev skudt digitalt).
I stedet for at bøvle med kostelige computereffekter spilles varulvene af mennesker af kød og blod gemt under kostumer og makeup, og resultatet er både befriende old-school og på mange måder langt mere creepy realistisk, end når vor tids CGI-monstre fremmanes af glatte pixels. Hovedpersonerne kan her interagere fysisk med bæsterne, og der bliver losset til, hugget i og langet syngende håndmadder ud til varulvene, som de forsøger at trænge ind i huset.
Det er mand og monster ansigt til snude, og de konsekvent underbelyste scenarier sørger for, at uhyggen aldrig for alvor taber ansigt, selv når varulvene tårner sig op i fuld figur foran kameralinsen.
En triumf inden for horror-b-film
Jeg skal være den første til at indrømme, at ’Dog Soldiers’ formentlig ikke vil gå over i historien som et decideret mesterværk, men filmen er immervæk en underkendt triumf inden for den elskede subgenre af pulpede horror-b-film, hammer horror, der særligt i England nød status på filmkortet i 60’erne og 70’erne. Og som desværre siden årtusindskiftet hovedsageligt har været plaget af effektliderlige instruktørdebutanters vægten af torture porn-banaliteter over reel underholdningsværdi.
At Marshall så har krydret fablen med en noget uheldig kvindelig karakter i form af tvetydige Megan, der får den slette fornøjelse af at bakse med et par tåkrummende, militant-feministiske dialoger, kan man akkurat se igennem fingre med takket være ’Dog Soldiers’ nærmest Monty Python’ske sprudlende, intelligente fandenivoldskhed.
Blodet sprøjter i stride sirupsstrømme, og filmen pulserer i takt med ofrenes flænsede hovedpulsårer af en smittende iver efter at more og forfærde sit publikum i lige mål. Vel og mærke år før popkulturen gik amok i vampyrer, varulve og zombier, og de gotiske bæster blev kommerciel forfladiget hverdagskost igennem ’Underworld’, ’Twilight’ og ’Hemlock Grove’.
Marshall skabte siden den effektive gyser ’The Descent’, det groteske genre-mash-p ’Doomsday’ samt ’Centurion’, ligesom han også har stået bag kameraet på afsnit af både ’Hannibal’ og ’Game of Thrones’. Men instruktøren har aldrig overgået dette sit første filmeventyr, der i 14 år har levet en hengemt tilværelse som midnatsfoder for zappende natteravne. Det skal hermed være slut, og jeg opfordrer derfor på det kraftigste til at dedikere en aften til skovturs-picnic med Sergent Wells, Private Cooper og gemene Kaptajn Ryan.
Når potentielle dates og såkaldt filminteresserede venner i årene, siden min bror og jeg så den første gang, har formastet sig til at rynke på næsen ved udsigten til at bese perlen – eller værre endnu, hadet den efterfølgende – bimler alarmklokkerne naturligvis. Men takket være min brors glimrende talegaver er mangen en Jennifer Aniston-forfalden ungmø dog alligevel blevet trakteret til varulvesplat i ungkarlehyblen, hvilket naturligvis kun gør denne filmanmeldersøster evigt stolt.