Jeg er personligt ikke meget for ideen om gode og dårlige filmårgange. Hvis man synes, at et givent år producerede film, der over en bred kam var skuffende eller under middel, så skyldes det nok, at man så de forkerte film – at man ikke var nysgerrig nok.
Alle årgange er gode filmårgange. Når det er sagt, er det nærliggende at udnævne 2001 til en særligt stærk filmårgang.
På arthouse-fronten stod 2001 fadder til tre stone cold classics: ’Chihiro og heksene’, ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’ og ’Og din mor…’. Det var også et særdeles frugtbart år for uafhængig amerikansk film: ’Mulholland Drive’, ’In the Bedroom’, ’Memento’, ’Donnie Darko’, ’Ghost World’ og ’The Royal Tenenbaums’.
Det var et glimrende år for den kommercielle animationsfilm: ’Monsters, Inc.’ og ’Shrek’ skabte overskrifter og køer ved billetlugerne.
Størst aftryk – på godt og på ondt – satte de første film for de måske to definitive franchises efter år 2000 overhovedet: ’The Lord of the Rings’ (’The Fellowship of the Ring’) og ’Harry Potter’ (’and the Philosopher’s Stone’).
Linklaters særlige rytme
Ingen af de nævnte film fortjener dog prædikatet ’overset’ eller ’undervurderet’. De er alle feterede film på hver deres manér. I stedet vil jeg tillade mig at kigge nærmere på et værk af en instruktør, som heller ikke på nogen måde kan kaldes for underkendt eller overset – særligt ikke i disse år.
Richard Linklater er en af amerikansk films vigtigste figurer, en auteur med et finindstillet sanseapparat og et nærmest antropologisk blik på den amerikanske ’stamme’ og særligt unge menneskers adfærd, ritualer, fællesskaber, passioner og konflikter. ’Slacker’ (1991) og ’Dazed and Confused’ (1993) er to af de definitive Generation X-statements, og ’Boyhood’ (2014) var ikke alene guf for fuldvoksne Gen X’ere (der kunne spejle sig i Ethan Hawkes og Patricia Arquettes mor og far-figurer), men også for millenials-generationen (der kunne spejle sig i Ellar Coltranes Mason).
Linklaters film bliver som regel afviklet ved lun stuetemperatur. De er sjældent vildt energiske (med mindre Jack Black fyrer en fræsende guitarsolo af i ’School of Rock’!) eller frysende intense. Det vil måske være en tilsnigelse at kalde hans film for non-narrative, men sådan vil de nok alligevel opleves af mange, der er opflasket på klassiske Hollywood-fortællemodeller.
Linklater går op i – og giver plads til – fortællinger, der sådan set bare er. Han interesserer sig for livets små detaljer, de minutiøse fordrejninger fra ’hverdagstrummerummen’, afvigelser, der er så diskrete, at vi knapt nok bemærker dem eller ikke helt kan greje, hvorfor de er så vedkommende.
For vedkommende, det er han, Linklater. Han ser en mulighed for åbenbaringer (eller ’bare’ åbninger), hvor de fleste andre filmskabere ser overflødigt fyld, der ikke tilfører drama. Det er sjældent, at folk bliver gift, får en dødelig sygdom eller vinder i lotteriet i hans film.
Og så har hans film en særlig rytme. Det kan godt være, at den rytme ikke presser sig på som et insisterende beat, men den er der. Også selvom man først bemærker det anden eller tredje gang, man ser den pågældende film.
Mellem drøm og virkelighed
2001 bød på hele to Linklater-premierer, ’Tape’ og ’Waking Life’, der ikke rangerer blandt de oftest fremhævede i hans filmografi, og hvoraf ’Waking Life’ er den bedste og mest interessante.
Linklater har aldrig været bange for at gå nye veje. Lige så sikkert som man kan indkredse kernetemaer på tværs af hans oeuvre, lige så sikkert er det, at den omstændighed ikke spærrer for lysten til at bryde med formmæssige konventioner af enhver tænkelig slags.
I ’Waking Life’ kombinerer han animation, dokumentar og drama og pakker hele herligheden ind i en intertekstuel leg med sit eget værk – for eksempel er der indlagt adskillige referencer til ’Slacker’, men vi møder også Ethan Hawke og Julie Delpy i skikkelse af Jesse og Celine, det unge elskende interrail-par fra ’Before Sunlight’ (1995), hvis historie vi i 2001 altså endnu ikke havde nydt udfoldet i hverken ’Before Sunset’ eller ’Before Midnight’.
Det første, der slår én i mødet med ’Waking Life’, er måske ikke de dybsindige (med strejf af det lommefilosofiske) dialoger om eksistens og erkendelse – nej, det er naturligvis filmens centrale filmtekniske kneb, som du måske genkender fra prologen til ’Juno’ eller fra Leth/Trier-projektet ’De fem benspænd’: Den såkaldte ’rotoscoping’-teknik, hvorved optagelser fra et digitalt videokamera bliver omsat til animation ved hjælp af computere, der eftergør streger og farver fra ’virkeligheden’.
Det giver filmen en sær, lettere off-beat fornemmelse, der er med til at understrege et af de centrale indholdsmæssige temaer i filmen, netop forholdet mellem drøm og virkelighed. For virkelighedsfremstillingen i ’Waking Life’ er på den ene side genkendelig og livagtig – på en anden måde end i en klassisk animationsfilm – men på den anden side fremmedartet og desorienterende, netop fordi man hæfter sig ved ’realismen’ i projektet, men jo altså samtidig ikke kan glemme, at man sidder og kigger på stærkt efterbehandlede optagelser af skuespillerne.
Uden fast grund under fødderne
Man ser derfor ’Waking Life’ med lidt samme fornemmelse, som hvis man døser hen på en let vuggende jolle midt ude på havet. Man har ikke fast grund under fødderne, men man føler sig alligevel inviterende anbragt i en altopslugende virkelighed, der dog er afgørende, men udramatisk, forskubbet fra den, man normalt betragter og bevæger sig rundt i.
Indledningsvist i ’Waking Life’ bliver vor navnløse hovedperson (spillet af Wiley Wiggins, som også var en del af skuespillerholdet i ’Dazed and Confused’) stillet et spørgsmål af en mand i det tog, han sidder i: »Hey, are you a dreamer?«
Hermed sættes der gang i en for så vidt navlebeskuende, men alligevel dybt vedkommende historie om en mands – og vores – forhold til drømmen som en del af, eller et tilstødende værelse til, det, vi kalder for virkeligheden.
Det computeranimerede filmsprog giver med det samme perfekt mening: Det optegner netop auraen af en drøm.
Manden på toget udfolder en mindre monolog om sin opfattelse af drømmenes natur og drømmelogikkens relation til det faktisk levede liv. Han er bekymret for, at vi – i vores dagligdagstale med fokus på en mål-middel-effektivitet – er med til at fornægte drømmen dens plads i vores liv. Vi er for låst fast af vores begreber om tid, rum og kausalitet. Vi instrumentaliserer virkeligheden og fornægter eksistensens karakter af noget både forhåndenværende og flydende.
Oven på sin aflevering af dette ’credo’ tillader Linklater ikke sit publikum at få alt for sikker grund under fødderne. Filmen bevæger sig – med drømmelogik! – fra scene til scene, tableau til tableau, stilgreb til stilgreb.
Øjeblikke af stor skønhed
De abrupte, og til tider lettere anstrengte, stilbrud og forvanskninger af enhver gængs fortællemodel vil ikke være for alle og enhver. Om man får et udbytte ud af den, handler derfor i særlig grad om, hvorvidt man accepterer, at Linklater med ’Waking Life’ fremstår som filmens svar på en gal videnskabsmand, der søsætter det ene forsøg efter det andet for at finde frem til en formel for guld ved hjælp af alle tænkelige forhåndenværende materialer.
Måske er filmen ikke så uanstrengt fritflydende, som Linklater er, når han er allerbedst. Filmens meget tydelige karakter af en meditation over eller traktat om bevidsthed kontra virkelighed spærrer en kende for (en ikke-medieret) indlevelse i karaktererne som karakterer snarere end som talerør for Linklaters ideer. Vi kerer os ikke helt så meget om personerne i ’Waking Life’ som karaktererne i ’Slacker’, ’Dazed and Confused’ eller, for den sags skyld (selvom sammenligningen er lidt urimelig), ’Before’-trilogien.
Der er dog – for den, der investerer noget – meget at hente i ’Waking Life’: Det springende formsprog byder både på øjeblikke af stor dybde og stor skønhed, øjeblikke, der opstår (famlende, tentativt) ud af en nysgerrig søgen efter svar, eller rettere: Ved at forsøge at stille de rigtige spørgsmål.
Spørgsmål, der nemt udarter sig til det lommefilosofiske og/eller navlebeskuende, bliver her hævet op til noget både kongenialt og smukt i kraft af billederne, hvis drømmepræg er med til at gøre publikum mere modtagelige over for filmens overordnede vision.
Linklater fremstår mere end noget andet i ’Waking Life’ som en nysgerrig kunstner, en kunstner, der ikke viger tilbage fra en hvilken som helst udfordring i håbet om at blive klogere på mennesket, klogere på sig selv, klogere på os.
Hvis man selv er af den nysgerrige natur (og hvem vil ikke gerne sige det om sig selv?), bør man give sig hen til ’Waking Life’ ved aftenstide for derefter at lægge sig ind i sin seng, slukke lyset og lade drømmesynerne folde sig ud på den indre biografskærm.