’Ringenes herre: Krigen om Rohan’: Det bedste, der er sket for Tolkiens univers siden den oprindelige trilogi
»Åh, jeg har lige fundet ud af, at den er over to timer lang …«
»Bare der nu ikke er syngende dværge med i denne her!«
Sådan lyder et udpluk af kommentarerne fra den store sal, hvor en flok anmeldere en gråvejrstung fredag har sat sig til rette for at se den Peter Jackson-producerede ’Ringenes herre: Krigen om Rohan’ – en prequel til ’Ringenes herre’, lavet som animé-tegnefilm af Kenji Kamiyama, der tidligere har stået bag ‘Blade Runner: Black Lotus’ og ‘Ghost in the Shell: Stand Alone Complex’.
Jeg forstår og sympatiserer umiddelbart:
Efter tre meget lange og mindre gode ‘Hobbitten’-film og to træge sæsoner af Amazon-serien ‘Magtringene’ er vi nok efterhånden mange, der udviser lidt sund skepsis over for nye stort opslåede Midgårdsprojekter. Måske var det på tide, at vi gav den gode J.R.R. Tolkien en skærmpause og begyndte at genlæse hans bøger i stedet?
Da lyset dæmper sig, og filmen sætter i gang, står én ting dog hurtigt klart: Det er nok ikke syngende dværge, den seriøse og modne ‘The War of The Rohirrim’ kommer til at have mest af.
Filmen starter på velkendt territorium i mere end én forstand: Howard Shores ‘Foundations of Stone’ fra det oprindelige score hviner ud af højttalerne. En voice-over, som vi også udmærket genkender, akkompagnerer det sarte violinspil – ikke Galadriel, men Éowyns stemme (Miranda Otto fra ‘Ringenes herre’) fortæller os, at historien udfolder sig i menneskeriget Rohan, 200 år før Ringkrigene finder sted.
I ‘Magtringene’ skurrede de mange hilsner til Peter Jacksons oprindelige film, men i ’Krigen om Rohan’ virker de mindre kluntede. Måske fordi ’Krigen om Rohan’ anlægger en seriøs no bullshit-fortællestil fra start, der sagtens kan bære tunge dommedagsreplikker og Shores violiner. Eller fordi den – trods sin egen markante visuelle stil – virker som den værdige og naturlige forlængelse af Jacksons første trilogi.
Fortællingen starter ellers lidt sløvt med konfliktoptrapning à la patriarkalske nævekampe og klassisk kongekabale. Et overhoved blandt dysterlændinge besøger kongens hof i Edoras, Rohans hovedstad, og kræver, at hans søn Wulf og kongens datter Héra gifter sig. Héra er en vild og fri sjæl og har ikke lyst til at blive gift med nogen, heller ikke Wulf, som hun ellers har kendt, siden hun var barn.
Hendes far, Helm Hammerhånd, er en stædig, lidt magtfuldkommen machotype og slår, bogstaveligt talt, idéen ned: Helm kommer – i sit vrede afslag – til at slå Wulfs far ihjel med en enkelt knytnæve. Ups!
Den forsmåede søn Wulf sværger hævn og samler en hær. Hans mænd driver Héra og hendes far Helm og deres folk mod Hornburg (sidenhen kendt som Helms kløft), hvor Wulf sætter trumf på sin sejrsgang ved at slå Helms yngste søn Hama koldblodigt ihjel, mens faren og søsteren er tvunget til at se på. Hamas død markerer et vendepunkt i fortællingen og skærper opmærksomheden. Nu bliver det godt!
Dagene bliver lange, uhyggen og kulden spreder sig. Der sås tvivl i den ellers standhaftige Héras hjerte. Hendes far Helm sygner hen i sorg. I mellemtiden begynder et mystisk sorgramt monster at hjemsøge og måske sågar æde deres modstandere.
Der er flotte billeder af heltebedrifter og krigsflammer, men ‘The War of the Rohirrim’ udmærker sig med sit poetiske og barske blik på, hvad krig også er: lange dage, hvor man venter i håbløshed og kæmper med at holde dæmonerne ude af kroppen.
De indre sjælekampe symboliseres smukt og sobert i animé-billedernes leg med lys og mørke. Grove penselstrøg optegner karaktererne, men det er i de flotte og bevægende baggrundstableauer og brug af lys, at animéstilen kommer til sin ret.
Filmen tør overgive sig til Tolkiens langsomhed og holde sig til få main locations. I stedet for at skøjte rundt på et Midgårdskort, som ‘Magtringene’ gør, udmærker ‘’Krigen om Rohan’ sig ved at give sig tid til at udbygge og fortælle én god historie fra Tolkiens arkiver – solidt, grundigt, seriøst og med alle de nuancer af mørke og sorg, der findes i forfatterens oprindelige værker.
Samtidig opdateres det oprindelige materiale med vigtige omskrivninger, som Tolkien, en mand af sin tid, ikke havde blik for:
Héra har fået et navn (I Tolkiens udlægning var hun navnløs) og står som den lysende hovedperson i ’Krigen om Rohan’, hvor hun – uden at afsløre for meget – får en skæbne, der ikke er mange af Tolkiens (eller andre historiske værkers) kvinder forundt.
At hun, trods sine bedrifter, går i glemmebogen, er som præmis ikke svær at sluge. Sådan er det gået mange ‘rigtige’ historiske kvinder før hende.
Med ’Krigen om Rohan’ er min tro på store Midgårdsprojekter kommet tilbage. Og måske Tolkien alligevel godt kunne bruge lidt mere skærmtid.
Kort sagt:
’Krigen om Rohan’ er den filmiske efterfølger til ’Ringenes herre’, som Tolkiens univers fortjener: Moden, mørk og blændende smuk.