Det har ikke ligefrem skortet på danske film om Anden Verdenskrig på det seneste med titler som ’9. april’, ’Fuglene over sundet’ og den Oscar-nominerede ’Under sandet’. Danske film har til gengæld aldrig beskæftiget sig med Første Verdenskrig. Det laver instruktør Kasper Torsting, der normalt laver dokumentarfilm, om på i sin kommende spillefilm ’I krig & kærlighed’.
Krigsdramaet har allerede flere kompetente danske navne på rollelisten – blandt andet Sebastian Jessen, Thure Lindhardt, Rosalinde Mynster, Natalie Madueño og Ulrich Thomsen. Nu melder endnu et stort navn sin medvirken i projektet. Tyske Tom Wlaschiha, bedre kendt som den ansigtsløse mand Jagen H’ghar i ’Game of Thrones’, får nemlig en prominent rolle i filmen.
Filmen omhandler Sebastian Jessens karakter Esben, der deserterer fra det danske forsvar ved at fingere sin egen død. Da han efter tre års krigstjeneste vender hjem til sin kone og søn, er en anden imidlertid blevet manden i huset. Den tyske officer Gerhard, spillet af Wlaschiha, er flyttet ind og har overtaget Esbens rolle som ægtemand og far. Esben gemmer sig på loftet og overværer alt dette, mens han pønser på at få Gerhard ned med nakken.
Bag filmen står den erfarne producent Ronnie Fridthjof, der blandt andet har været inde over ’Armadillo’, ’Alle for én’ og ’Sjit Happens’. Det er selskabet Fridthjof Films hidtil dyreste projekt.
’I krig & kærlighed’ får premiere 11. november i år, hundredeårsdagen for Første Verdenskrigs afslutning.
Læs også: De 12 danske film, vi glæder os mest til i 2018