Guillermo del Toros ’The Shape of Water’ fik hele 13 nomineringer til årets Oscar-show, og vores egen Oscar-ekspert mener da også, at den er favorit til at vinde statuetten for bedste film. Alle har dog ikke lige positive ting at sige om filmen.
Den franske instruktør Jean-Pierre Jeunet, der står bag blandt andet ’Den fabelagtige Amélie fra Montmartre’, ’En lang forlovelse’ og ’Alien: Resurrection’, beskylder nemlig Guillermo del Toro for at have ladet sig inspirere lidt for meget af ham i sin nyeste film.
Der er tale om en scene fra Jeunets perle ’Delicatessen’ fra 1991, hvor to personer ’danser’ til musikken fra et fjernsyn samt knirkelydene fra den seng, der sidder i. I ’The Shaper of Water’ sidder Richard Jenkins og Sally Hawkins i stedet på en sofa, hvor de med benene udfører dansetrin til musikken, der lyder fra tv’et.
Da franskmanden opsøgte del Toro med anklagen, svarede han »Vi skylder Terry Gilliam alt«. Det fortalte Jeunet til Ouest-France og fortsatte: »Ifølge ham stjæler han ikke fra nogen. Det er Terry Gilliam, der har influeret os alle. Når han vover at lave scenen, hvor et par sidder på kanten af en seng og danser med deres fødder med musikken fra tv’et i baggrunden, er det kopieret så meget fra ’Delicatessen’, at jeg på et tidspunkt siger til mig selv, at han mangler selvrespekt«.
Jeunet vil dog ikke sagsøge den mexicanske instruktør for den påståede kopisag, men siger, at han er skuffet over Guillermo del Toro, som »har nok talent til ikke at gøre den slags«.
Se de to klip forneden og bedøm selv, om Jean-Pierre Jeunet har en sag:
Læs også: Årets Oscar-felt er den bedste årgang i 25 år