Det anerkendte kritikeraggregatsite Metacritic samler anmeldelser af film fra ca. 55 toneangivende kritikere i den engelsksprogede verden. På baggrund af disse værdidomme regner de sig frem til en overordnet samlet score (mellem 0 og 100) til hver enkelt filmtitel.
I forbindelse med de sidste to års Oscaruddelinger har vi her på sitet foretaget en nærmere granskning af samtlige nominerede i kategorien for bedste film – sammenlignet med data fra de nominerede film helt tilbage til 1993.
Det kommer sikkert ikke bag på særligt mange, at fremragende anmeldelser ikke er ensbetydende med Oscarsucces. Der er dog sket en del i de senere år, der kan være med til at rykke ved det billede af Oscar som en institution, der tænker i prestigefilm og biopics snarere end i blivende, ikke-leflende filmkunst.
Sidste år vandt kritiker-champen ’Moonlight’ (med den forrygende score 99) en Oscar for bedste film, og året før det var det ligeledes den bedst anmeldte af de nominerede film, der gik og hen og vandt den store hæder: ’Spotlight’ (Metacriticscore på 93) vandt på målstregen over manges forhåndsfavorit det år, ’The Revenant’, der – interessant nok – med en score på 76 var den dårligst anmeldte af de otte bedste film-kandidater i årgangen.
Kigger vi på alle årgange siden 1993, er det dog kun i syv tilfælde den bedst anmeldte film blandt kandidaterne, der rent faktisk har vundet Oscaren for bedste film.
Det kunne tyde på, at anmelderdarlings står stærkere i Oscarræset end tidligere? For eksempel var gennemsnitsscoren for de nominerede film henholdsvis 84,1 og 83,2 i 2015 og 2016, hvilket er noget højere end gennemsnitscoren på 80,3 for alle årgangene, der strækker sig over perioden 1993-2014. Gennemsnitsværdien for Oscarvinderen i samme periode er – passende nok – højere: 83,5. Men også det tal blegner i forhold til de sidste to års vindere, ’Spotlight’ og ’Moonlight’, der altså præsterede en score på 93 og 99.
Men lad os se nærmere på dette års felt:
’Lady Bird’: 94 på Metacritic
’Dunkirk’: 94
’Call Me By Your Name’: 93
’Phantom Thread’: 90
’Three Billboards’: 88
’The Shape of Water’: 86
’Get Out’: 84
‘The Post’: 83
‘Darkest Hour’: 75
Sidste år var der en bemærkelsesværdig adskillelse i score på tværs af de ni nominerede film. Der var hele 30 point mellem ’Moonlight’ i toppen (99) og ’Lion’ i bunden (69). I år er der mere konsistens i modtagelsen af de nominerede film. Der er et spænd på beskedne 11 point mellem otte af filmene (fra ’Lady Bird’/’Dunkirk’ på 94 til ’The Post’s 83), mens inkluderingen af ’Darkest Hour’ (75) øger spændet til 19 point.
’Darkest Hour’ kan trøste sig med, at den så langtfra hører til de værst anmeldte nominerede film set over hele perioden 1993-2017. For eksempel blev ’Extremely Loud & Incredibly Close’ nomineret i 2011 trods meget tvivlsomme anmeldelser resulterende i en score på sølle 46 og ’The Blind Side’ (2009) med en score på 53.
Men det mest bemærkelsesværdige ved årets bedste film-felt er gennemsnittet på 87,4 for de ni film. Det er ikke alene væsentligt højere end gennemsnittet for alle Oscar-årgangene 1993-2017 på 80,8, men det er også det bedste gennemsnit overhovedet for en enkeltstående årgang i hele perioden! Tænk engang hvis ’The Florida Project’ (med en score på 92) var blevet nomineret i stedet for ’Darkest Hour’, som mange havde regnet med på forhånd: Så havde vi nærmet os en gennemsnitsscore på de uhørte 90.
Den årgang, der kommer tættest på den åbenbart gyldne årgang, vi aktuelt er vidne til, er (ikke helt uventet) den nyklassiske 2007-sæson, året med duellen mellem ’No Country For Old Men’ og ’There Will Be Blood’, hvor gennemsnittet for de nominerede film til bedste film lød på 86,2. Men 2017-bedriften bliver sat yderligere i relief, når man medtænker, at der kun var fem nominerede film i bedste film-kategorien frem til 2009. En anden stærk årgang, 1994 – året med ’Pulp Fiction’ og ’The Shawshank Redemption’ (der dog begge tabte til ’Forrest Gump’!) – indtager tredjepladsen med et gennemsnit på 85,0.
Den værste Oscarårgang, spørger du måske? Det var såmænd 1999, hvor gennemsnitsværdien for de fem nominerede (heriblandt stinkere som ’The Cider House Rules’ og ’The Green Mile’) var på beskedne 74,0. Bemærk: Den gennemsnitscore er lavere end værdien for filmen, der indtager kritikersidstepladsen i 2017-feltet (’Darkest Hour’, 75).
Jeg har allerede antydet, at film af kritikerkæledægge-typen synes at have sat sig mere og mere på Oscartronen. Den tendens kan belyses på flere måder. Lad os se nærmere på Oscar-vinderne i perioden 1993-2016:
Bedst anmeldte Oscarvindere for bedste film i nyere tid:
’Moonlight’ (2016): 99
’12 Years A Slave’ (2014): 97
’The Hurt Locker’ (2009): 94
’Spotlight’ (2015): 93
’No Country…’ (2007): 91
Dårligst anmeldte Oscarvindere for bedste film i nyere tid:
’Gladiator’ (2000): 64
’Braveheart’ (1995): 68
’Crash’ (2005): 69
’A Beautiful Mind’ (2001): 72
’Titanic’ (1997): 74
Ser man på to de ovennævnte skemaer, vil man bemærke, at de dårligst anmeldte Oscarvindere alle befinder sig i tidsrummet 1995-2005, mens alle de bedst anmeldte Oscarvindere befinder sig i tiåret efter: Fra 2007-16.
Det kan da være en tilfældighed, men er det næppe. Så hvad er det udtryk for? Det vil sikkert ikke være en tilsnigelse at præsentere den hypotese, at der er sket en ændring i synet på, hvad der repræsenterer en ’rigtig’ Oscarvinder fra cirka midten af 00’erne og frem, og det vil være oplagt at pege på internettets betydning som afgørende i den forbindelse.
Internettets udbredelse har ført til en mere demokratisk og tilbundsgående diskussion om films kvaliteter (eller mangel på samme), altså en diskussion, der i mindre grad end tidligere er kapret af et eksklusivt, selvsupplerende selskab af brancheinsidere, der lever i deres egen lille boble uden indsigt i, hvad verden udenfor tænker, men i stedet for er blevet til i en anderledes inkluderende og bred samtale på tværs af medier og segmenter.
Med internettets udbredelse påbegyndtes en langt mere levende samtale om, hvad der udgør en passende Oscarkandidat. Denne diskussion påvirker på den ene side de kritikergrupperinger, der i slutningen af hvert år – lige midt i Oscarsæsonens opløb – udpeger deres favoritter, og på den anden side påvirkes branchens insidere af den stemning og det momentum, der bygges op i kraft af delingen og spredningen af synspunkter på de sociale medier og på de toneangivende Oscarsites – såsom ’pioneren’ Sasha Stones Awardsdaily.com – som branchen dårligt kan undgå at skele til.
Det er måske ikke et tilfælde, at Stone startede sit site (dengang kaldet Oscar Watch) i 1999, året med det dårligst anmeldte filmfelt i nyere tid?
Der synes under alle omstændigheder at være mere end en antydning af en større konfluens mellem kritikerkæledægger og Oscarfavoritter i disse år, end der var i den før-digitaliserede tidsalder. Det kan godt være, at internettet bærer et ansvar for realiseringen af det såkaldte post-faktuelle samfund, men det har altså også været med til at gennemtrumfe en ny dagsorden – og kritisk bevidsthed – i modtagelsen af film.
Sejrene til ’Spotlight’ og ’Moonlight’ har etableret en ny trend, hvor den mest anmelderroste film i feltet går hele vejen. Sådan går det dog bestemt ikke altid. Det er for eksempel sket tre gange siden 1993, at filmen med den dårligste kritikermodtagelse af de nominerede har snuppet Oscaren: ’Braveheart’ (1995, score: 68), ’Gladiator’ (2000, score: 64) og ’Crash’ (2005, score: 69).
Det er næppe tilfældigt, at de tre titler hører til de mest udskældte vindere i nyere tid.
Anmelderne har måske alligevel fat i den lange ende?
Læs også: Efter overset Oscar-sejr: Hurra for dansk dokumentar