Lørdag aften vandt Guillermo del Toro prisen som bedste instruktør ved Directors’ Guild Awards (DGA), filminstruktørernes branchesammenslutning, for sin b-films-begejstrede koldkrigsfantasi ’The Shape of Water’. Dermed kunne den notere sig endnu en tung precursor-pris oven i den fra PGA, filmproducenternes sammenslutning, der kom filmen i hænde for et par uger siden.
Den tredje store branchesammenslutningspris, SAG, skuespillerforbundets pris, gik til ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ (her var ’The Shape of Water’ end ikke nomineret).
Forude venter WGA, manuskriptforfatternes forbund, der uddeler sine priser 11. februar. På grund af dette forbunds strikse regler (man nominerer kun forfattere, der er medlemmer af forbundet), er ’Three Billboards’ ikke valgbar, og dermed er det ikke sikkert, at WGA kan bruges som en særlig troværdig strømpil i forhold til udkommet af bedste film-kategorien i Oscarsammenhæng.
18. februar følger så BAFTA-uddelingen fra London. Derefter er det gætteri for resten.
De afgørende stemmeregler
Det er mere end en formalitet at nævne, at Akademiet som det eneste sted i bedste film-kategorien benytter sig af det såkaldte præferentielle stemmesystem, hvor man rangerer de nominerede frem for at afgive en stemme på sin favoritfilm. Den sindrige tabulering (for hver optællingsrunde redistribueres stemmerne fra den film, der har færrest førstepladser, hvis stemme nu overgår til den film, der lå nummer to på den pågældende stemmeseddel og så fremdeles). Anden- og tredjepladser kan i sidste ende komme til at tælle lige så tungt som førstepladser.
Kyndige fagfolk ud i denne form for stemmetabulering (som også PGA benytter sig af), mener, at det kan have en signifikant betydning for, hvilken film der løber af med hovedprisen, om man benytter sig af den ene eller anden model.
Hvis feltet er tæt, giver det præferentielle system tilsyneladende en fordel til det, vi kan kalde for konsensusfilm, altså film, som alle (eller langt de fleste, i hvert fald) kan blive enige om, er en god film. Det er sikkert ikke nogen helt uholdbar påstand at nævne, at spektakulære filmoplevelser (på godt og ondt) som ’Gravity’, ’The Revenant’ og ’La La Land’ formentlig havde vundet Oscaren for bedste film under dét stemmesystem, som Akademiet benyttede sig af før 2009, hvor alene antallet af stemmer er bestemmende for udfaldet.
I stedet synes en ny tendens at have manifesteret sig siden regelændringen, nemlig at vinderen for bedste film ikke vinder særlig mange priser ud over hovedprisen, og at der samtidig ikke er tale om den film, der modtog flest nomineringer. De store, imponerende udstyrsstykker synes at komme til kort over for de mere realitetsnære og skuespillerbårne film under det nye system. Se bare her:
Bemærk, at kun i 2010 var det filmen med flest nomineringer (’The Kings’ Speech’), der løb med bedste film-trofæet, og kun i 2009 var det bedste film-vinderen, der samtidig vandt det største antal Oscars (’The Hurt Locker’).
I de sidste fem årgange har bedste film-vinderen vundet et begrænset antal samlede Oscars (kun ’Birdman’ sneg sig op på forholdsvis beskedne fire styks). Ergo skal man altså ikke lægge alt for meget i, at ’The Shape of Water’ fører klart an i antallet af nomineringer i årets felt. Den nyere historik tilsiger os, at det ikke er en fordel.
’The Shape of Water’ har ét stort problem
De fleste iagttagere vil nok hælde til, at Oscaren i år går til enten ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ (SAG, Golden Globes) eller ’The Shape of Water’ (PGA, DGA, Critics’ Choice Award). Så lad os se nærmere på, hvad der står i vejen for de to film: Hvilke mangler har de i forhold til at gå hele vejen?
I tilfældet ’The Shape of Water’ er det ret indlysende: En film uden en SAG-ensemble-nominering har ikke vundet Oscaren for bedste film siden 1995 (’Braveheart’)!
’The Revenant’ (2015) og ’La La Land’ (2016) modtog heller ikke en SAG-ensemble-nominering og var alligevel ligesom del Toros film de flestes forhåndsfavorit. De faldt begge på målstregen til fordel for mindre ’flashy’ og mere ensemblebaserede indsatser (henholdsvis ’Spotlight’ og ’Moonlight’).
Det, der stiller ’The Shape of Water’ i en prekær situation i forhold til både ’The Revenant’ og ’La La Land’, er det forhold, at det synes langt mere oplagt at klassificere ’The Shape of Water’ som netop en ensemblefilm. Set i den optik er det ekstra kritisk for del Toros film, at den åbenbart ikke var populær nok blandt SAG-medlemmerne til at klemme sig ind blandt årets fem bedste ensembler. Det er underligt al den stund, at filmen scorede tre individuelle nomineringer i SAG-skuespillerkategorierne – en bedrift, filmen gentog i forbindelse med Oscarnomineringerne.
Spørgsmålet er derfor: Er der tale om, at SAG-medlemmerne (skuespillerne udgør i Akademiets suverænt største enkeltgruppering, så det er selvsagt vigtigt, at ens produkt appellerer til dem) synes godt om skuespillerne, men ikke særlig godt om filmen som helhed?
Det er mig bekendt aldrig tidligere forekommet, at en film med tre individuelle nomineringer ikke også har opnået ensemble-nomineringen. Så selvom der er tale om lidt af et freak occurrence, har ’The Shape of Water’ under alle omstændigheder lidt af et handicap at overvinde.
’Three Billboards’ har også ét stort problem
’Three Billboards’ er handicappet af, at filmen ikke er nomineret til uddelingens næststørste pris for bedste instruktør (Martin McDonagh kan trøste sig med, at han er nomineret for sit manuskript til filmen).
Der er kun to fortilfælde i nyere tid på, at en film uden en instruktør-nominering har vundet for bedste film: I 1989 vandt ’Driving Miss Daisy’ hovedprisen, selvom det relativt ubeskrevne blad Bruce Beresford ikke blev nomineret for sit instruktørarbejde, og i 2012 vandt ’Argo’ for bedste film uden en korresponderende instruktørnominering til Ben Affleck.
Nu er McDonagh ikke en verdenskendt berømthed a la Affleck, og derfor har der ikke lydt samme ramaskrig over hans manglende nominering, som der gjorde i hine januardage i 2012, da Affleck missede cuttet. Chokket over Affleck-snubbet var måske netop det, der gav ’Argo’ det sidste nødvendige momentum frem mod målstregen. Der skulle rådes bod på ’uretfærdigheden’.
’Three Billboards’ er ikke i en tilsvarende situation i år: Filmen kæmper tværtimod en kamp mod en hård, og som regel unuanceret, modstander: backlashet (filmen er blevet anklaget for at være ’tonedøv’ i sin fremstilling af raceproblematikker). Derudover stod ’Argo’ noget stærkere i 2012-sæsonen, end ’Three Billboards’ gør i år. ’Argo’ vandt således både PGA og DGA som optakt til Oscar. Filmen vandt desuden ved Critics’ Choice Awards, hvor ’Three Billboards’ (også) tabte til ’The Shape of Water’.
Så i virkeligheden skal McDonagh – og filmens fortalere – nok mest skele til Bruce Beresford og ’Driving Miss Daisy’ som et historisk fortilfælde, man kan spejle sig i og sætte sin lid til.
Hvem ved? Det hænder oftere end tidligere, at de uskrevne regler bliver brudt. I 2014 vandt ’Birdman’ Oscaren for bedste film uden en nominering for sin klipning. Så vi er tilbage ved den gamle sandhed (eller trossag): Regler er til for at blive brudt.
Kan de store branchepriser forudsige udfaldet?
I seks tilfælde før i år har vi over de sidste 25 år stået i en situation, hvor den samme film (a la ’The Shape of Water’) har vundet både PGA og DGA, men tabte SAG til en anden film:
I fire ud af seks årgange har PGA-DGA-kombinationen altså været lig med en Oscarsejr for bedste film. Men i virkeligheden er det måske mere iøjnefaldende, at en enkeltstående SAG-triumf i to tilfælde var nok til en bedste film-Oscar. Det var så også i begge tilfælde to af de mest overraskende sejre i nyere Oscarhistorie, men de tæller jo ikke mindre af den grund.
I virkeligheden afslører tabellen altså ikke meget andet, end at ’The Shape of Water’ har moderat bedre kort på hånden rent statistisk end ’Three Billboards’.
Billedet bliver dog mere entydigt, hvis vi tilføjer årgange, hvor en enkeltstående sejr ved enten DGA eller PGA var nok til at hjemtage bedste film-Oscaren:
’Gladiator’ (PGA-vinder) vandt Oscaren i 2000 (over SAG-vinderen ’Traffic’ og DGA-vinderen ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’), mens DGA-vinderen ’A Beautiful Mind’ vandt Oscaren i 2001 (over SAG-vinderen ’Gosford Park’ og PGA-vinderen ’Moulin Rouge’). Det præcis samme mønster så vi i 2004, hvor ’Million Dollar Baby’ slog ’The Aviator’ (PGA) og ’Sideways’ (SAG).
I 2006 vandt ’Little Miss Sunshine’ kombinationen SAG-PGA, men tabte alligevel Oscaren til DGA-vinderen ’The Departed’. I 2013 tabte SAG-vinderen ’American Hustle’ og DGA-vinderen ’Gravity’ til ’12 Years a Slave’ (der nøjedes med at dele PGA-sejren med ’Gravity’).
Eneste årgang der bryder mønsteret med, at en PGA- eller DGA-sejr var nok til at triumfere i Oscarøjemed, er 2015, hvor SAG-vinderen ’Spotlight’ vandt Oscaren over PGA-vinderen ’The Big Short’ og DGA-vinderen ’The Revenant’.
Samlet udmønter historikken (med de fortilfælde, der er relevante for årets duel) sig i en stilling der hedder 9-3 i PGA-og/eller-DGA-favør kontra SAG. Historikken peger i det lys på ’The Shape of Water’ som den klart mest sandsynlige vinder af bedste film den 4. februar.
Sidder man med den forhåbning, at en helt tredje film kan komme på tale (eller rettere: op på podiet for at holde vindertale) på den store aften – det være sig ’Dunkirk’, ’Lady Bird’ eller ’Get Out’ – kan man knytte sine forhåbninger til to fortilfælde, hvor en film uden en eneste sejr ved de tre store branche-precursors alligevel gik hele vejen: ’Braveheart’ i 1995 og ’Moonlight’ sidste år.
Man skal altså ikke endnu afskrive trioen af underdogs i årets fortættede felt. Omvendt er der heller ingen grund til ligefrem at være jubeloptimist på trioens vegne!
Problemet med at kigge på antal nomineringer
Skal vi følge min teori om den manglende vigtighed (siden indførelsen af det præferentielle stemmesystem) for bestemmelsen af bedste film-vinderen af at se på det samlede antal nomineringer, en film kan mønstre, vil jeg i stedet kaste lys på et forhold, som jeg mener er en bedre indikator for en films muligheder for at vinde hovedprisen. Nemlig ved udelukkende at kigge på fire ’store’ kategorier: skuespil, forfatter, instruktør og klipning.
Lad os se på hvordan årets felt klarer sig i forhold til denne afvejning:
Som den eneste film er ’The Shape of Water’ nomineret i alle de store kategorier. De fire konkurrenter er alle ’kun’ repræsenteret i tre (eller i tilfældet ’Dunkirk’, to). Hvis man skal tage en sådan form for ’helhedsvurdering’ op til seriøs overvejelse, ligner del Toros fantasy-fortælling en favorit. Den har ingen indlysende svagheder.
Ved udelukkende at fokusere på nomineringer i de store kategorier frem for det samlede antal nomineringer annullerer man i nogen grad et nærsynet fokus på en ’størst er bedst’-logik, der i tidligere årgange (på misvisende vis – retrospektivt vurderet) har gjort film som ’The Revenant’ (2015) og ’La La Land’ (2016) til favoritter.
Sætter man netop årgangene 2015 og 2016 i et ’smallere’ perspektiv ved at fokusere udelukkende på de store kategorier, ser man tydeligere, at der ikke var noget specielt odiøst i, at ’The Revenant’ og ’La La Land’ tabte Oscaren for bedste film i mødet med mindre film med færre tekniske nomineringer.
2015
Den faktiske bedste film-vinder ’Spotlight’ var bedst dækket ind med alle de vigtige nomineringer (sammen med ’The Big Short’, der dog modtog én færre skuespillernominering), på trods af at ’The Revenant’ havde flere nomineringer samlet end de to film tilsammen.
2016
Den meget klare forhåndsfavorit ’La La Land’ stod – vurderet alene på styrken i de store kategorier – faktisk lige med ’Moonlight’ op til sidste års uddeling. Dermed var den i virkeligheden (hvis teorien holder stik) langt mere skrøbelig, end de fleste (inklusive jeg selv) havde forudset.
I forhold til årets kapløb om bedste film bemærker vi, at ’The Shape of Water’ ikke synes at være lige så stærkt udfordret som de nomineringstunge film i de to tidligere årgange, der altså begge tabte Oscaren for bedste film trods forspringet i antal samlede nomineringer i forhold til konkurrenterne. ’The Shape of Water’ står nemlig stærkest, både hvis vi vurderer filmens styrke efter kvantitative og kvalitative kriterier, altså zoomer ind på de store (mere afgørende) kategorier.
’Split years’ er tiltagende
Både ’La La Land’ og ’The Revenant’ (hvis instruktører løb med instruktør-Oscaren) tog del i såkaldte split years, årgange, hvor hæderen for bedste film og bedste instruktør gik til to forskellige film – en tendens der på bemærkelsesværdig vis har taget væsentligt til post-2009 (hvor man altså gik over til det nye stemmesystem, hvilket betyder, at kategorierne for film og instruktør afgøres efter forskellige optællingskriterier), men som historisk som oftest følges ad.
Noget kunne tyde på, at stemmesystemændringen har åbnet for flere splits, som omvendt kan tænkes at spille ind på den måde, medlemmerne af Akademiet stemmer på: At flere nu aktivt spekulerer i at stemme på forskellige film i de store kategorier for at undgå sweeps (at én film løber med det hele, a la ’The Return of the King’ og ’Titanic’).
Muligheden for et split igen i år er bestemt til stede, hvis Guillermo del Toro som ventet følger sin DGA-sejr op med en Oscar for sin instruktion af ’The Shape of Water’.
Det kan åbne døren i hovedkategorien for skuespillerfavoritten (jævnfør SAG) ’Three Billboards’ eller måske Greta Gerwigs ’Lady Bird’ (med effekten fra et Metoo-relateret momentum) – særligt hvis Akademiet i tilpas grad (kollektivt ubevidst, men alligevel) stemmer efter sådan et spread the wealth-princip, hvor man ønsker, at der falder tunge krummer af til alle de fem favoritfilm.
Ved sådan et scenarie kunne ’The Shape of Water’ få en Oscar for sin instruktion, ’Three Billboards’ to skuespillerpriser (McDormand og Rockwell), ’Get Out’ for sit manuskript (Jordan Peele), ’Dunkirk’ for sin klipning og ’Lady Bird’ som bedste film, hvorved Oscar kunne sætte en tyk streg under sine gode hensigter (og dermed i samme bevægelse bidrage til at fremtidssikre institutionen).
Hvem ved? Scenariet er – det bør understreges nok engang – ikke det mest sandsynlige. Det mest sandsynlige, hvis vi skal tage min gennemgang alvorligt, er, at ’The Shape of Water’ vinder for både film og instruktion – men det er værd at overveje, om spread the wealth-scenariet ikke godt kan blive en realitet alligevel.
Om noget viser sidste års dramatiske optrin, at intet (næsten da) er givet på forhånd.
Det aktuelle styrkeforhold (og chancefordeling) i topkategorierne med en måned til Oscaruddelingen:
Bedste film:
1. The Shape of Water (50%)
2. Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (35%)
3. Lady Bird (10%)
4. Get Out (5%)
5. Dunkirk
6. Phantom Thread
7. Call Me By Your Name
8. Darkest Hour
9. The Post
Bedste instruktør:
1. Guillermo Del Toro/The Shape of Water (75%)
2. Greta Gerwig/Lady Bird (10%)
3. Christopher Nolan/Dunkirk (10%)
4. Jordan Peele/Get Out (5%)
5. Paul Thomas Anderson/Phantom Thread
Bedste mandlige hovedrolle:
1. Gary Oldman/Darkest Hour (80%)
2. Timothée Chalamet/Call Me… (10%)
3. Daniel Day-Lewis/Phantom Thread (5%)
4. Daniel Kaluuya/Get Out (5%)
5. Denzel Washington/Roman J. Israel, Esq.
Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Frances McDormand/Three Billboards (60%)
2. Saoirse Ronan/Lady Bird (20%)
3. Sally Hawkins/The Shape of Water (15%)
4. Margot Robbie/I, Tonya (5%)
5. Meryl Streep/The Post
Bedste mandlige birolle:
1. Sam Rockwell/Three Billboards (70%)
2. Willem Dafoe/The Florida Project (25%)
3. Christopher Plummer/All the Money… (5%)
4. Richard Jenkins/The Shape of Water
5. Woody Harrelson/Three Billboards
Bedste kvindelige birolle:
1. Allison Janney/I, Tonya (60%)
2. Laurie Metcalf/Lady Bird (35%)
3. Lesley Manville/Phantom Thread (5%)
4. Mary J. Blige/Mudbound
5. Octavia Spencer/The Shape of Water
Bedste originalmanuskript:
1. Three Billboards (30%)
2. Get Out (25%)
3. Lady Bird (25%)
4. The Shape of Water (15%)
5. The Big Sick (5%)
Bedste adapterede manuskript:
1. Call Me By Your Name (70%)
2. Mudbound (15%)
3. Molly’s Game (15%)
4. Logan
5. The Disaster Artist
Bedste klipning:
1. Dunkirk (55%)
2. Baby Driver (30%)
3. The Shape of Water (15%)
4. I, Tonya
5. Three Billboards
Læs også: Årets Oscar-felt er den bedste årgang i 25 år