Selvom Rian Johnsons take på ’Star Wars’-universet blev hyldet af anmeldere og har solgt særdeles godt, har ’Star Wars: The Last Jedi’ også skabt en del røre hos vrede fans. Særligt højreorienterede stemmer var utilfredse med filmens fokus på diversitet, idet den bragte flere nye kvinder ind i universet, for eksempel i form af Laura Dern som vice admiral Holdo og Kelly Marie Tran som Rose.
I et interview med Indiewire svarer J.J. Abrams – som instruerede ’Star Wars: The Force Awakens’ og vender tilbage til den kommende afslutning af trilogien – nu tilbage på kritikken. Han er bestemt ikke lydhør over for de kvindehadske og anti-liberale udtalelser.
»’Star Wars’ er en stor galakse, og du kan finde næsten alt, hvad du søger i ’Star Wars’«, udtaler han.
»Hvis man er en person, der føler sig truet af kvinder og har brug for at lange ud efter dem, kan du sikkert finde en fjende i ’Star Wars’. Du kan sikkert se på den første film, som George (Lucas, red.) lavede og mene, at Leia var for bramfri, og at hun var for hårdfør. Folk, som vil finde et problem i noget, kan finde problemet. Internettet synes at være skabt til det«.
Abrams udelukker samtidig, at den slags fankritik kan få konsekvenser for hans visioner for det niende ‘Star Wars’-kapitel.
»På ingen måde. Der er en masse, som jeg gerne vil fortælle om den, men jeg føler, at det er lidt for tidligt at snakke om ’Episode IX’.«, siger han og tilføjer:
»Jeg kan sige, at fortællingen om Rey og Poe og Finn og Kylo Ren – og hvis du ser efter, er der tre mænd og én kvinde, til dem der brokker sig over, at der er for mange kvinder i ’Star Wars’ – fortsætter på en måde, som jeg er helt vildt begejstret for og ikke kan vente med at vise folk«.
J.J. Abrams’ endnu unavngivne ’Star Wars’-film får premiere engang i 2019.
Læs også: Oscar Isaac optog ’Star Wars: The Last Jedi’ og ’Annihilation samtidig – i samme studie