Da Pixars ’The Incredibles’ udkom for snart 15 år siden, var det småt med gode referencepunkter for superheltefilm. Richard Donner, Tim Burton og Sam Raimi havde ganske vist opnået kommerciel og kunstnerisk succes med henholdsvis Superman, Batman og Spider-Man. Men det var intet imod superheltenes dominerende position i filmbranchen, som ’The Incredibles 2’ nu lander ned i.
’The Incredibles 2’ tager tråden op fra 1’eren, hvor vi fortsat følger familien Parr og deres ihærdige kamp for at være en traditionel kernefamilie, når medlemmernes superheltekræfter stritter i alle retninger.
Twistet er denne gang, at Mr. Incredible skal lære at håndtere kødgryderne og deres børnene Violet, Dash og ikke mindst den muterende djævleunge Jack-Jack, imens hustruen Elastigirl klarer ærterne ud i felten.
Craig T. Nelson og Holly Hunter lægger igen stemme til superhelteparret, Samuel L. Jackson er tilbage som familiens isskydende ven Frozone, mens Bob Odenkirk er ny som industrimagnaten Winston Deavor med ikke helt rent mel i posen.
Instruktør Brad Bird er tilbage i de trygge rammer blandt Pixars midaldrende fortællegenier efter op- (’Mission: Impossible – Ghost Protocol’) og ekstreme nedture (’Tomorrowland’) i live-action-format. Et er, at Birds utrættelige legesyge er tilbage i instruktørstolen, men næsten endnu vigtigere er det, at han igen udlåner sin nasale røst til seriens mest usædvanlige og elskede karakter, den egensindige modediktator med de tykke hornbriller, Edna Mode.
‘The Incredibles 2’ får dansk biografpremiere 30. august.
Læs også: ‘Coco’: Pixars nye eventyr sætter gang i tårekanalerne