Reaktionen var delt mellem løftede bryn og euforiske machobrøl, da det kom frem, at Tom ’larger-than-life’ Hardy havde påtaget sig rollen som Spider-Man-universets sorte får, Venom, i en stand-alone-film. Gennem løbende tweets har man fået en indikation af, at det er en topmotiveret Hardy, der inkarnerer den symbiotiske slimer.
Den første teaser-trailer viser udelukkende Tom Hardy fra sin menneskelige side som journalisten Eddie Brock, der i den klassiske tegneserieversion fra Spider-Man-hæfterne bliver vært for en mørk og fremmed livsform, efter netsvingeren har skilt sig af med den.
Man ved faktisk endnu ikke, hvor tro Ruben Fleischers (’Zombieland’) udgave af Venom vil være i forhold til forlægget, da Sony er temmelig hemmelighedsfulde om plottet. Vi ser Tom Hardys Eddie Brock på hospitalets pinebænk, Michelle Williams optræder i et splitsekund som Brocks ekskone Ann Weying, mens Riz Ahmeds ubekendte karakter med symbioten i sin varetægt emmer af historiens megalomaniske Harvey Osbourne-pendant.
Alle omkring filmen har været gode til at italesætte, at filmen er R-rated og derfor har plads til profant sprog, nøgenhed og blod i læsevis. Netop den åbne blodkonto kobler flere sammen med, at Riz Ahmed muligvis spiller Venoms stjernepsykopatiske splatfrænde, Carnage. Andre påstår, at Tom Hollands Spider-Man vil dukke op, selvom Sony og Marvel Studios ikke har nogen fælles aftale på Venom-karakteren.
Det eneste, som skulle være sikkert, er, at Tom Hardys Venom er baseret på karakterens udvikling som antiheltfigur frem for den mere rendyrkede ondskab, nogle måske vil huske blev kropumuligt portrætteret af Topher Grace i Sam Raimis tredje ’Spider-Man’-film.
‘Venom’ er sat til premiere i de danske biografer 18. oktober.
Læs også: Første trailer til ‘Ant-Man and The Wasp’ skruer op for den hæsblæsende micro-action