Moderate forventninger og en hård kreativ fødsel til trods blev Marvels ’Ant-Man’ en fin succes i 2015, i høj grad takket være charmetrolden Paul Rudd som hustleren Scott Lang, der begaves med en ganske særlig superheltedragt af den forhenværende Ant-Man, Dr. Hank Pym (Michael Douglas).
Efter en gæsteoptræden i 2016’s ’Captain America: Civil War’ – hvor Lang tog Cap’s side – krible-kravler myremanden til juli tilbage på lærredet i ’Ant-Man and the Wasp’ (atter instrueret af Peyton Reed), der netop har fået sin første teasertrailer – pakket med flere skævvredne størrelsesforhold og mikro-heltegerninger end Matt Damon nogensinde kunne have drømt om i sit ’Downsizing’-dukkehus.
Som titlen antyder får Ant-Man sidekick-selskab af sin udkårne Hope som nyudklækkede The Wasp (Evangeline Lilly), mens Michael Douglas, Michelle Pfeiffer, Michael Peña og Laurence Fishburne indtager de supporterende roller.
’Ant-Man and the Wasp’ får dansk premiere den 5. juli.