Det er ofte, når folk har mest succes, at de modtager mere eller mindre grundfæstnede anklager om kopiering og plagiat. Senest blev Guillermo del Toro beskyldt af instruktørkollega Jean-Pierre Jeunet for at have stjålet en scene i den Oscar-nominerede ’The Shape of Water’ fra ’Delicatessen’.
Nu står en anden Oscar-kandidat for skud. Paul Thomas Andersons ’Phantom Thread’, der er nomineret i fire kategorier til dette års prisuddeling, anklages nu af tyske Uwe Boll for at have tyvstjålet plakatdesignet fra Bolls ’BloodRayne’.
Uwe Boll er notorisk kendt for at være verdens værste instruktør, og han modtog i 2009 en æres-Razzie for worst career achievement. Han er samtidig kendt for ikke at holde sig tilbage med fornærmelser rettet mod kollegaer og kritikere.
Ifølge Boll er det en sådan tilsvining af ’Phantom Thread’ i hans eget talkshow ’Uwe Boll: RAW’, der nu har fået Paul Thomas Anderson til at kopiere ’BloodRayne’s plakat:
»Jeg kan ikke tro det, men Paul Thomas Anderson giver os et verificerbart ’fuck jer’, efter jeg kritiserede ’Phantom Thread’ i ’Uwe Boll: RAW’« skriver han på Twitter. »Se på den her plakat. Det er ikke et tilfælde«.
Man kan dog argumentere for, at ’Phantom Thread’-plakaten blev skabt, inden Boll havde en chance for at se filmen, samt at PTA nok ikke har haft det store at gøre med dens tilblivelse. Men ligheden er der da bestemt.
I wouldn’t have believed it but Paul Thomas Anderson is giving us a verifiable “fuck you” after I criticized Phantom Thread on Uwe Boll: RAW… look at this poster. That’s not a coincidence. pic.twitter.com/htc2WkYy1j
— Uwe Boll (@UweBollRaw) 9. februar 2018
Læs også: Én måned til Oscar: Hvem vinder for bedste film?