Den amerikanske nonprofit-sundhedsorganisation Truth Initiative har lige afsluttet en undersøgelse, der talte såkaldte ’tobakshændelser’ (hvilket også inkluderer scener, hvor der implicit henvises til brug af tobaksprodukter) i landets 14 mest populære tv-serier for målgruppen mellem 15 og 24 år.
Her kom organisationen frem til, at Netflix-serierne toppede ved til sammen at indeholde 319 tobakshændelser. ’Stranger Things’ var den største synder med hele 182 af slagsen i første sæson. Til sammenligning ligger AMC-serien ’The Walking Dead’ på andenpladsen med 94 hændelser.
Ifølge Truth Initiative indeholdt 79 procent af de udvalgte 14 serier fremtrædende rygningsscener. Netflix’ ’Daredevil’-serie var en af de få, der slet ikke indeholdt sådanne scener, men ellers dominerede Netflix-serierne listens top – ’Orange is the New Black’ med 45 hændelser, ’House of Cards’ med 41 og ’Fuller House’ med 22.
»Mens streaming af underholdning er mere populært end nogensinde før, er vi glade for, at rygning ikke er det«, udtalte en Netflix-repræsentant til Variety efter offentliggørelsen af undersøgelsens resultater. »Vi er interesserede i at høre mere om undersøgelsen«.
Det er dog ikke kun i udlandet, at der pulses løs i serierne. DR’s ‘Liberty’ mødte for et par uger siden kritik i Politiken for de mange rygescener.
Læs også: Kommende Netflix-film genforener Jake Gyllenhaal og ’Nightcrawler’-instruktør Dan Gilroy