Hulu har allerede frigivet flere glimt fra anden sæson af ’The Handmaid’s Tale’ (her og her), og nu serverer streamingtjenesten det hidtil længste smugkig – knap en måned før premieren.
Spørgsmålene er stadig flere end svarene i traileren, der begynder, hvor første sæson sluttede: Med Offred på vej væk fra sin trælbundne tilværelse hos Commander og kone: »Er det her, hvad frihed er«, spørger hun, mens varevognen fragter hende mod en ukendt destination. Den totale flugt, antyder hun, er utænkelig: »Gilead er inde i dig«.
Selvom forsmagen viser Offred, eller June Osborne, som hendes fødenavn er, uden lænker, er det stadig småt med lysglimt i den dystopiske fremtidsvision. Kaskaden af blod, brand og slavearbejde kulminerer, da Aunt Lydia ser ud til at skrue yderligere op for magtudøvelsen med en regulær massehenrettelse.
Første sæson af ’The Handmaid’s Tale’ vandt både for Bedste dramaserie, Bedste kvindelige hoved- og birolle og Bedste manuskript, da Emmy-statuetterne blev uddelt sidste år, ligesom den høstede topkarakter her på siden.
Sæson 2 får dansk premiere på HBO Nordic den 26. april.