Tak er blot et fattigt ord.
I ’Skam’ sendte Julie Andem subtile kærlige hilsner til seriens hastigt ekspanderende danske fanbase (ikke mindst da Even charmede en dansk receptionist i gulvet i sæson tre), og nu søger ’Blank’ at knytte endnu tættere bånd til sine rød-hvide blanketter.
Og her er vi altså langt ud over forrige klips symbolske Tuborg-dåser.
I dagens ’En rask avgjørelse’ blev Ella således introduceret for sin – måske – nye mandlige kollega Kasper i bad boy-læderjakke, spillet af den danske skuespiller, danser og Mr. International-model Mads Madsen.
Kasper kæmper godt nok lidt med det norske (af alle klippets øvrige gloser er det ’jungel’/’jungle’, der volder ham besvær … ), og Ella virker umiddelbart mere tændt på at få Simon med på Plantasjen-holdet, som hun antyder over for chefen Arif ved at påpege Kaspers haltende sprogøre (prøv du bare at sige rødgrød, søde Ella).
Meeeen mon ikke vi kommer til at se mere til den danske invasion i Edens Plantehave? Arif er i hvert fald ganske hooked (og måske mere til?).
Herhjemme er 26-årige Mads Madsen nok mest kendt fra de kulørte sider som kæreste til ‘Paradise Hotel’-værten Rikke Gøransson, men han har tidligere haft hovedrollen i kortfilmen ’Argr’, ligesom han også var med i sidste års Carlsberg-reklame med Mads Mikkelsen. I 2011 repræsenterede han Danmark ved skønhedskonkurrencen Mr. International. Madsen kan senere på året ses i Christoffer Boes imødesete TV2-serie ’Kriger’ med Danica Curcic og Dar Salim.
Læs også: ’Blank’: ’Skam’-opfølger starter med for meget kanvas og for lidt fyld