Produktions- og distributionsselskabet A24 er på bare fem år blevet den amerikanske indie-scenes klare bannerfører. Alene til sidste Oscar-prisuddeling blev tre af deres film, ’Lady Bird’, ’The Disaster Artist’ og ’The Florida Project’, nomineret.
Derfor er forventningerne til deres nye horrorfilm ’Hereditary’ også tårnhøje. Filmen fik premiere på årets Sundance-festival, hvor de amerikanske anmeldere var begejstrede, og The Playlist endda kaldte den »a game changing horror masterpiece«.
Filmen følger Annie Graham, der efter sin mors død føler, at en slags ånd er blevet hængende – med et uforbeholdent fokus på Annies teenagedatter Charlie. Langsomt kommer en traumatisk og destruktiv familiehemmelighed, som både Annie og Charlie har arvet fra matriarken, op til overfladen. At dømme ud fra filmens nye trailer, går det ikke stille for sig.
Filmen er instruktør Ari Asters spillefilmdebut, og på rollelisten ses blandt andre en velspillende Toni Collette, Gabriel Byrne, Alex Wolff og skuespildebuterende Milly Shapiro.
’Hereditary’ får premiere 28. juni.
Læs også: Timothée Chalamet er weed-sælgende nørd i A24-komedien ’Hot Summer Nights’ – se første trailer