Den relativt uprøvede franske instruktør Coralie Fargeats spillefilmdebut ’Revenge’ fik premiere på sidste års filmfestival i Toronto og har siden modtaget store roser. Senest gav The Playlist filmen karakteren A- med ordene: »’Revenge’ er en enormt tilfredsstillende horror-film, et stor præstation af alle de involverede parter«.
Nu kan man få en forsmag på, hvad der er i vente, med den nyligt lancerede første trailer. Filmen følger Jen (Matilda Anna Ingrid Lutz), der tager med sin elsker (Kevin Janssens) på en weekendtur i ørkenen. To af hans venner ankommer, og alt for sent finder Jen ud af, at de tre mænd har forfærdelige intentioner. De voldtager hende og skubber hende ud over en skrænt. Da hun på mirakuløs vis overlever faldet, sætter hun alt ind på at få sin blodige hævn.
’Revenge’ er en del af Blodig Weekend-filmfestivalens program, som løber fra 12. til 15. april i Cinemateket. Her bliver filmen vist lørdag den 14. april kl. 21.30.
Læs også: Martin Freeman har zombievirus i blodet og baby på ryggen i trailer til Netflix-filmen ’Cargo’