‘Lucky’: En af amerikansk films fineste skuespillere imponerer fra graven
Harry Dean Stanton gik bort i september i en alder af 91, men på det tidspunkt havde vi endnu ikke set det sidste til den amerikanske karakterskuespiller på det store lærred. Nu kan vi endelig opleve hans afskedssalut til den filmindustri, han satte sit tydelige præg på gennem mere end seks årtier, med premieren på skuespilleren John Carroll Lynchs debutfilm som instruktør, ‘Lucky’.
Her ses Stanton i titelrollen som en småsur gammel mand med cowboyhatten solidt placeret på hovedet og en smøg dovent hængende i mundvigen. For det meste daser han rundt i undertøj, men trækker i sorte læderstøvler, så snart kaktussen i baghaven skal vandes. Han bor i en lille, støvet by in the middle of nowhere, hvor tiden står stille, og alle kender alle.
Om morgenen gør han lidt gymnastik, snupper en kop kaffe og køber ind. Så sætter han sig foran fjernsynet, hvor det ene ligegyldige quizshow afløser det andet, indtil han sidst på dagen mødes med sine venner på den lokale bar over en bloody mary. Her ses David Lynch i gæsterollen som excentrikeren Howard, der er på udkig efter sin forsvundne følgesvend, en landskildpadde opkaldt efter præsident Roosevelt.
Den finder han aldrig. Filmen byder i det hele taget ikke på det store drama, men man tilbringer halvanden time i ganske fornøjeligt selskab. Der er masser af gode øjeblikke, som for eksempel når en hæs Lucky synger af sine lungers fulde kraft til en mexicansk fiesta, hvor han skiller sig ud som gringo. Eller når han prøver at starte et slagsmål med en ung advokat, der ser vigtig ud med sin sagsmappe og sit smarte jakkesæt.
En vis alvor sniger sig dog også ind i filmen. Lucky falder pludselig om i køkkenet, og det ryster ham gevaldigt. Han tror ikke på Gud, men begynder at tænke grundigt over livet efter døden og ligger søvnløs om natten. Her kammer det måske lidt over med lommefilosofiske betragtninger, men fortællingen kommer på sin egen diskrete vis godt i mål og sender samtidig en hilsen til Harry Dean Stantons mest berømte rolle i Wim Wenders’ ’Paris, Texas’.
Kort sagt:
‘Lucky’, John Carroll Lynchs debutfilm, er ganske seværdig. Ikke mindst takket være Harry Dean Stanton, der i en af sine sidste roller minder os om, hvorfor han betragtes blandt amerikansk films fineste skuespillere.