Hvis man skal sagsøge for plagiat i den pengetunge filmindustri, handler det om timing. For har nogen stjålet din idé, er det strategisk bedst at vente på, at de har tjent en god håndfuld penge på den, før du selv kræver en økonomisk erstatning.
Dén strategi synes producer, instruktør og manuskriptforfatter Charlie Kessler at have fulgt. Mens Netflix’ kæmpesucces ’Stranger Things’ påbegynder optagelserne til sin tredje sæson, har han nemlig sagsøgt seriens skabere Matt og Ross Duffer for at kopiere hans kortfilm ’Montauk’ fra 2012, der, ligesom serien, omhandler hemmelige eksperimenter foretaget af den amerikanske regering.
Ifølge sagsanlægget kom Kessler til Duffer-brødrene i 2014 med en pitch om at lave kortfilmen til en serie under arbejdstitlen ’The Montauk Project’. Angiveligt brugte Duffer-brødrene efterfølgende Kesslers manuskript, idé og fortælling til at udarbejde deres store gennembrudsserie, som fik premiere på Netflix to år efter.
Udover en pengeerstatning kræver Kessler, at alle ’Montauk’-efterlignende elementer fra serien fjernes, fortæller TMZ. Hverken Duffer-brødrene eller Netflix har endnu kommenteret på sagen.
Læs også: ’Stranger Things’-skaberne svarer på anklager om verbale krænkelser: »Vi er dybt rystede«