Carey Mulligan har aldrig set ‘Drive’

Carey Mulligan har aldrig set ‘Drive’
Ryan Gosling og Carey Mulligan i 'Drive'.

Det sjælfulde, visuelt overlegne krimidrama ’Drive’ med Ryan Gosling bag rettet indbragte velfortjent Nicolas Winding Refn prisen for Bedste Instruktør på Cannes i 2011, mens filmen var nomineret til Guldpalmen.

’Drive’ blev skamrost af kritikere og omfavnet af fans, men dens ene hovedrolleindehaver har aldrig set den.

På dette års Cannes-festival afslørede Carey Mulligan således i går til filmmediet Variety, at hun allerede var godt i gang med andre projekter, da ’Drive’ kom ud, og at hun derfor forpassede chancen for at se den ved premieren.

Siden har skuespillerinden gjort et enkelt, lettere halvhjertet forsøg på at komme igennem filmen på en flyrejse:

»Jeg prøvede, men så gik der nogen forbi mig og så, at jeg sad der og så på mig selv«, fortalte Mulligan.

Selvom det lyder en kende besynderligt – særligt med ‘Drive’s ærefulde Cannes-succes taget i betragtning – behøver Refn imidlertid ikke tage hendes aversion personligt: Generelt er Mulligan nemlig ikke den store fan af at se sit arbejde, og ringede således til sin mor for at sige, at hun skammede sig over sin præstation i ’An Education’, da hun i sin tid så sig selv på lærredet for første gang.

Som bekendt blev skuespillerinden senere Oscar-nomineret for rollen.

Læs også: Robert Downey Jr. tjener mere på 15 minutter, end Leonardo DiCaprio gør på en hel film

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af