Dansk bestseller om Islamisk Stat-gidseltagning filmatiseres af Niels Arden Oplev og Anders Thomas Jensen

Dansk bestseller om Islamisk Stat-gidseltagning filmatiseres af Niels Arden Oplev og Anders Thomas Jensen
Anders W. Berthelsen, Niels Arden Oplev og Esben Smed i Cannes. (Foto: Thomas Sjørup)

2019 ser allerede ud til at blive et yderst interessant år for dansk film. I denne uge har vi således allerede hørt, at et moderne mafiadrama med Sidse Babett Knudsen og en filmatisering af hitromanen ’Undtagelsen’ er undervejs, og nu melder en ny film sig på banen.

’Mænd der hader kvinder’-instruktør Niels Arden Oplev vender nemlig (efter den mindre vellykkede ’Flatliners’) tilbage til dansk grund for at filmatisere journalist Puk Damsgårds bestsellerroman ’Ser du månen, Daniel’, der genfortæller den danske fotograf Daniel Ryes oplevelser som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien.

Manuskriptetet er udarbejdet af Anders Thomas Jensen, og i hovedrollen ses Esben Smed, som tidligere har haft hovedroller i ’Bedrag’ og ’Aminas breve’, og kan ses i titelrollen i Bille Augusts kommende ’Lykke-Per’-serie.

Derudover medvirker Anders W. Berthelsen som gidselforhandleren Arthur, mens Jens Jørn Spottag og Christiane Gjellerup Koch spiller Daniels forældre, Sofie Torp hans storesøster, Andrea Gadeberg hans lillesøster og Sarah Hjort hans kæreste.

»Det er en fortælling med stor følelsesmæssig dybde og intense momenter af både sorg og glæde. En historie om intet mindre end liv og død, overlevelse og om at hele sit sind. En historie som kommer meget tæt på virkeligheden«, udtaler Niels Arden Oplev i en pressemeddelelse.

»Anders Thomas Jensen har skrevet et manuskript, hvor karakterne står lysende klart, hvor vi trækkes dybt ind i deres drama og hvor historien forfører os fremad som i den bedste thriller. Det er med både stor fortællelyst og respekt for det unikke materiale, at vi nu giver os i kast med at føre ’Ser du månen, Daniel’ frem til biografens mørke«.

Filmens optagelser går i gang til oktober, og premieren er sat til 19. september 2019.

Læs også: Ambitiøs dansk film om Krudttønden-terrorangrebet på vej: »Tre år er lang tid i dag« 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af