Donald Glover må siges at være på toppen af sin karriere. Han nyder således både succes under sit musikalske kunstnernavn Childish Gambino og som filmskaber og skuespiller, hvor han blandt andet agerer showrunner og hovedrolle i ’Atlanta’ og spiller Lando Calrissian i den kommende ’Solo: A Star Wars Story’.
Det lagde han ikke skjul på, da han var vært for weekendens ’Saturday Night Live’. I sin åbningstale, som kan ses herover, var han næsten ikke bitter over, at han ikke fik en plads på sketchshowet, da han tidligt i karrieren indsendte flere audition tapes. I stedet blærede han sig over alle sine evner.
I anledning af den nye ’Star Wars’-spinoff fik vi også en forsmag på Glovers udgave af førnævnte Lando. Her blev der spøgefuldt rejst kritik om filmseriens overvejende hvide karaktergalleri. I en sketch havde Glovers karakter nemlig kaldt alle universets sorte mennesker til møde, og til hans egen skuffelse dukkede kun tre personer op.
»Jeg skal nok sige det. Fremmødet er en smule lavt«, siger Lando i sketchen. »Mange øglemænd i veste, men kun fire sorte mennesker«.
Det afholder ham dog ikke fra mod slutningen af lave en lille, jazzet optræden, som akkompagneres af en klaverspillende »blåt monster«.
Se denne og andre sketches fra lørdagens program herunder.
Læs også: Kanye West og Migos bliver hængt til tørre i to skarpe ’SNL’-sketches
Læs også: Childish Gambino leverer vilde versioner af ‘This Is America’ og nyt nummer i ‘SNL’