‘I Feel Pretty’: Fatshaming-jokes underminerer Amy Schumers nye komedie
Det er ikke dit udseende, det kommer an på. Det er, hvordan du føler dig indeni.
Det opbyggelige budskab forsøger instruktørerne Abby Kohn og Marc Silverstein (med tvivlsomme manuskripter til blandt andet ‘He’s Just Not That Into You’ og ‘Single in New York’ på cv’et) at formidle i komedien ‘I Feel Pretty’ med Amy Schumer. Men trods tydelige gode intentioner kløjes filmen i fatshaming-jokes, der undergraver pointen.
Altid charmerende Schumer spiller en helt almindelig kvinde, Renee, der døjer med kropshad og lavt selvværd. Hun arbejder som techsupporter hos kosmetikselskabet Lily LeClaire og drømmer om at rykke ind på det glamourøse hovedkontor på Fifth Avenue frem for sit nuværende deprimerende kælderkontor i Chinatown.
På trods af sit glimrende udseende og opmuntrende veninder (Aidy Bryant og Busy Philips) sammenligner hun sig benhårdt med de modeller og societykvinder, der befolker skønhedsbranchen, og hvis kropstype hun ikke lever op til. Derfor kryber hun langs panelerne og tør ikke bede om sin rigtige skostørrelse i SoulCycle, synes næsten ikke, det kan betale sig at oprette en profil på et datingsite og græder efter en mislykket bytur over sit eget spejlbillede iført Spanx.
Så langt, så godt. Det er vi desværre nok mange, der kan relatere til.
Men så kommer twistet. En dag falder Renee af en spinningcykel og slår hovedet. På magisk vis ser hun pludselig sig selv som smuk – uden at hun reelt har forandret sig fysisk. Vi ser aldrig Renees spejlbillede, men hun taler om sine forandrede lår, balder og kæbeparti og er overbevist om, at hendes venner ikke kan genkende hende, så det står klart, at der i hendes hoved er foregået en fysisk forandring.
Pludselig strutter hun af selvtillid. Hun samler en sød mand op i køen på et renseri og lander sit drømmejob som receptionist – et lavere rangerende job med lønnedgang, så forstå det, hvem der kan – i Lily LeClaire. Her bliver hun som repræsentant for ’almindelige kvinder’ uundværlig for ejeren Lily LeClaire (en delikat og affekteret Michelle Williams med musestemme som filmens komiske højdepunkt) i arbejdet med at markedsføre en highstreet-linje til supermarkedet.
Pointen med at det ikke var hendes udseende, der holdt hende tilbage, men hendes manglede tro på sig selv, er fin. Men selvom karaktererne omkring Renee efterhånden overbevises af hendes selvsikre fremtoning, griner de også af hende, når hun omtaler sig selv som smuk. Klart, skønhedsbranchen er brutal, men når filmen også inviterer publikum til at more sig over mismatchet mellem Schumers udseende og selvtillid, bliver det ubehageligt og nedværdigende.
Resultatet er en mudret kombination af vittigheder på bekostning af Schumers krop – hvor sjovt at hun stiller op i en bikinikonkurrence! – samtidig med at den opfordrer os til at heppe på Renee og hendes nye selvtillid.
Det sidste bliver sværere i løbet af filmen, hvor Renee bliver stadig mere uudholdelig for sine omgivelser og decideret tarvelig over for sine veninder, som hun kritiserer for at være kedelige og grimme. Skønhed gør folk grimme indeni?
Renees møde med og forhold til Ethan (Rory Scovel) fra renseriet leverer filmens søde indslag. Bortset fra Michelle Williams er filmen til gengæld stort set blottet for jokes, der får én til at grine. Med mindre man synes, det er herresjovt, at en kvinde som Schumer opfører sig, som om hun er lækker. Synes man, Schumer burde opføre sig, som om hun er lækker med eller uden hovedskade, er filmen mest af alt deprimerende.
Jeg havde forventet at valse ud af biografen syngende ‘West Side Story’-sangen, filmen er opkaldt efter. I stedet følte jeg mig nedslået over den kropsudskammende verden, vi lever i.
Kort sagt:
Amy Schumer lærer at elske sig selv i en usjov komedie, der undergraver sit ellers fine budskab om, at selvtillid handler om, hvordan man har det og ikke, hvordan man ser ud, med fatshaming-jokes på bekostning af sin skønne stjerne.