Det her er ikke sådan, børn verden over har lært at kende og elske Muppet-dukkerne.
’The Happytime Murders’ er gjort af det stof, der formørker barndomsminder. Traileren til den nye Muppet-film er nemlig så ufatteligt beskidt, at man dårligt tror sine sanser, komplet med prostituerede dukker, narkotika i floder og vilde ejakulationer.
I filmen har Muppet-flokken indtrådt i glemslen på forfærdende vis og er degenereret til en samling sørgelige skæbner med base i Los Angeles’ skyggeside.
Da en morder begynder at tage livet af de fallerede 80’er-stjerner, bliver Melissa McCarthys efterforsker sat på sagen sammen med en muppet. Derfra tager plottet øjensynligt en del outrerede afstikkere.
Melissa McCarthy får følgeskab af Joel McHale, Elizabeth Banks og Maya Rudolph på rollelisten. Brian Henson, søn af ’Muppets’-skaber Jim Henson, instruerer – og rusker gevaldigt op i faderens arv.
’The Happytime Murders’ får dansk biografpremiere den 6. december.