Russell Crowe er bedst kendt for at medvirke i store Hollywood-film som ’Gladiator, ’A Beautiful Mind’ og ’Robin Hood’, men snart kan han ses i en sjælden tv-rolle. Den Oscar-vindende skuespiller skal nemlig spille den nyligt afdøde mediemogul Roger Ailes i Showtime-miniserien ’The Loudest Voice in the Room’.
Roger Ailes, der døde som 77-årig i 2017, var politisk rådgiver for Ronald Reagan og George H. W. Bush i 80’erne og blev i 1996 chef for Fox News. Her sad han indtil 2016, hvor han forlod embedet efter sexchikane-anklager. Herefter blev han rådgiver for Donald Trumps valgkampagne.
’The Loudest Voice in the Room’, baseret på Gabriel Shermans bog af samme navn, er skrevet af John Harrington Bland og Tom McCarthy. Sidstnævnte skrev og instruerede journalistfilmen ’Spotlight’, der vandt Oscar-statuetterne for bedste film og bedste originale manuskript i 2016.
En udgivelsesdato er endnu ikke annonceret.