HBO sprøjter gode nyheder ud i denne uge.
12 år efter HBO’s ‘Deadwood’ sluttede får seriens fans endelig drømmen opfyldt: ‘Deadwood’-filmen er officielt på vej. Det annoncerede HBO’s programchef Casey Bloys i går.
»Så mange mennesker har arbejdet hårdt for at få det her til at lykkes. Det har været et logistisk mareridt at få alle castmedlemmers kalendre til at passe, men nu er vi i mål. Filmen har fået grønt lys«, sagde Bloys på et pressemøde.
‘Deadwood’ starter optagelser til oktober, og forventes at få premiere på HBO til foråret 2019. Manuskriptet er skrevet af serieskaber David Milch, og skulle eftersigende være en selvstændig historie, som nytilkommere til universet kan hoppe med på uden at have set seriens tre sæsoner først (selvom det selvfølgelig kun kan anbefales, at man gør det).
‘Deadwood’-serien foregik i 1870’ernes South Dakota, og handlede om det lille samfund Deadwoods udvikling fra lejr til en regulær by. Det store ensemblecast talte blandt andre Ian McChane, Timothy Olyphant, Molly Parker og John Hawkes, og serien blev nomineret til 28 Emmy’er, hvoraf den vandt otte.
Læs også: HBO satser på ‘The Night Of’ sæson 2 – venter bare på hovedforfatter Steve Zaillian