»Hej, jeg hedder Hilary Swank, og det her (vifter med Oscar, red.) er min audition«.
En række stjerner gæstede i går Conan for at aflægge audition til rollen som Batgirl i DC’s kommende film om den kvindelige superflagermus. I videoen ovenfor giver Swank, Jodie Foster, Wanda Sykes og ikke mindst en vanligt deadpan Tig Notaro således deres bud på en Batgirl, mens ‘Parks and Recreation’s Nick Offerman brokker sig højlydt over, at filmholdet kun caster kvinder – »Det er ligesom på ‘Ocean’s 8’!« – og ‘Silicon Valley’s Thomas Middleditch noget malplaceret dukker op for at læse til rollen som ‘Kyle, tjeneren i dineren’.
Projekt Batgirl har været flere år undervejs, men blev i vinter slået tilbage til start, da instruktør Joss Whedon trak sig fra filmen. I april kom der imidlertid gang i hjulene igen, da ‘Bumblebee’-forfatteren Christina Hodson hoppede om bord med et manuskript baseret på Barbara Gordon-versionen af Batgirl, og DC er nu på udkig efter en instruktør og hovedrolleindehaver.
Det er dog nok noget tvivlsomt om Swank og co.’s auditions så også kan give castinginspirationen vinger.
Læs også: Joaquin Phoenix’ Joker-film får premieredato