Første sæson af mockumentary-serien ’American Vandal’ var en af vores favoritter fra 2017 og et frisk pust på komediescenen.
Den var bygget metikuløst op som en true crime-serie a la ’The Jinx’ og ’Making a Murderer’, men den udspillede sig på en highschool, og forbrydelsen, der skulle opklares af eleverne Sam og Peter, var en del mere infantil, end man normalt ser i true crime: Hvem har tegnet penisser på 27 biler på skolen parkeringsplads?
Nu har Netflix udsendt den første trailer til anden sæson, der lover nye og endnu mere vulgære forbrydelser. Peter og Sam, der er blevet kendte for deres detektivarbejde i første sæson, bliver denne gang hyret af en katolsk skole til at opklare, hvem der har forgiftet skolens kantinemad, så alle rent ud sagt skider i bukserne.
Introduktionen af en ny skole tegner godt, da første sæson, ud over at være vanvittigt underholdende, overraskende intelligent granskede de stereotyper, der hersker på en highschool. Det bliver spændende, hvad de kan gøre med et katolsk miljø.
Anden sæson af ’American Vandal’ har premiere på Netflix den 14. september.
Læs også: Da 27 tegnede dillere gav komedien (genop)rejsning