20. ’Insecure’ sæson 2
Vi har heppet på Issa Rae siden hendes sjove og selvudleverende webserie ’Misadventures of an Awkward Black Girl’, og derfor er det den største fornøjelse at opleve hende blive bedre og bedre i rollen som serieskaber og hovedrolleindehaver i HBO-komedien ’Insecure’.
Anden sæson om veninderne Issa og Molly, der kæmper med kærlighed og karriere, var skarpere, sjovere og mere fokuseret end første. Issas prøvende, ofte kiksede forsøg ud i datingverdenen efter bruddet med Lawrence, som hun drømmer om at få tilbage, var et fint billede på en generations identitetsforvirring, og så formår serien at behandle racetematikken med en imponerende lethed, der hverken er ironisk bagatelliserende eller overmåde didaktisk.
Raceforholdene blev ikke mindst skildret via Lawrence-figuren, der fik fylde og mening med veloplagt situationssatire – som en racistisk ladet trekant med to vederstyggelige hvide piger og hans startup-chefers overhøflige behandling af ham og hans dødfødte app-projekt.
’Insecure’ er i øvrigt det eneste stykke fiktion i nyere tid, hvor det ikke er irriterende, når hovedpersonen snakker til sig selv i spejlet, for kontrasten mellem Issas selvsikre hiphop-attitude i spejlbilledet og hendes usikre jeg i mødet med andre mennesker er både rørende og genkendeligt. Og så er ’Insecure’ i øvrigt bare hella sexy. Så lækker som en Beyoncé-video.
19. ’Broad City’ sæson 4
Man kan ikke beskylde power-duoen Ilana Glazer og Abbi Jacobsen for at spille mere sikkert, jo flere sæsoner de laver af deres forrygende Comedy Central-serie. Tværtimod.
Fjerde sæson startede med et ’Sliding Doors’-inspireret afsnit, hvor to mulige veje til Abbi og Ilanas venskab blev gennemspillet til yderste konsekvens. Første del af fjerde afsnit forvandlede, hvad der kunne have været et klassisk ’se, vi er på stoffer’-komedieafsnit, til et sprudlende animeret svampetrip. I afsnit 6 må cum queen’en Ilana erkende, at hun ikke har fået en orgasme, siden Donald Trump blev valgt som præsident. Og så har vi slet ikke nævnt gæsteoptrædener fra Shania Twain, RuPaul og Fran Drescher.
Man ved kort sagt aldrig, hvor man har ’Broad City’, og hvilke kaninhuller Ilana og Abbi forsvinder ned i med udgangspunkt i den mindste observation af storbylivet anno 2017. Det er et hyperaktivt, stilistisk opfindsomt, urbant generationsportræt par excellence, en tiltrængt stoner-fortælling til de nye tider. Så veloplagt, dude.
18. ’Twin Peaks: The Return’
David Lynch feberdrøm af en længe ventet ’Twin Peaks’-revival var en lige så frustrerende fragmenteret, endeløst gådefuld og sanseligt overvældende serieoplevelse, som hardcore Lynchians havde håbet, og fans af de første to sæsoner havde frygtet.
Som seer blev man kun marginalt klogere på serieuniversets mange gåder, ’plottet’ var svimlende kalejdoskopisk mareridts-noir selv i Lynch-regi, men tv-historien blev en genrebrydende event rigere. En event, der blandt usandsynligt meget andet gav os hedengangne David Bowies agent Phillip Jeffries i form af en gigantisk tekeddel, et hjerteskærende farvel til The Log Lady (Catherine E. Coulson, som gik bort i både seriens og virkelighedens verden), Kyle MacLachlan i hele tre, vidt forskellige roller (giv den mand en Emmy!), Laura Derns storrygende Diane-tulpa og The Black Lodges tidligere dansende dværg forvandlet til en slimet, talende hjerne på en vissen pind (sådan går det pengegriske ’Twin Peaks’-desertører).
’The Return’ var som intet andet, vi har set før, og blev elsket og inderligt hadet i lige mål. Var serien genial eller alle tiders dyreste performance-kunstmakværk? The verdict is still out. Men skulle vi basere vurderingen ud fra det vildt eksperimenterende, fuldstændigt overrumplende afsnit 8 alene, havde ’Twin Peaks’ ligget helt i toppen af denne liste.
17. ’Stranger Things’ sæson 2
I 2016 rullede de dengang ukendte Duffer-brødre første sæson af en mystisk serie ved navn ’Stranger Things’ ud på Netflix helt uden fanfarer og lod seerne selv om at opdage og favne, hvad der ultimativt blev årets største kultfænomen inspireret af ’The Twilight Zone’, Stephen King og Steven Spielbergs greatest hits fra 80’erne.
Serien gjorde det unge cast med Millie Bobby Brown og Finn Wolfhard i front til superstjerner, og Winona Ryder fik et gedigent meta-comeback hensat til selvsamme årti, der i sin tid gjorde hende the Hollywoods darling. Da anden sæson landede i år var forventningerne selvsagt ganske anderledes storhypede, men selvom ’Stranger Things 2’ ikke helt matchede etterens originalitet og uhygge (en demorgorgon i poolen er bedre end 10 på taget), gav Duffer-brødrene os stadig årets mest frydefuldt binge-venlige serie med de mest velspillende børneskuespillere på denne side af ’Stand by Me’.
Særligt Gaten Matarazzos charmetrold Dustin (med nye tænder – grr!) trak mange stik hjem, mens den voksne ’Goonie’ Sean Astins godmodige it-nørd Bob blev en overraskende hverdagshelt, der cementerede, at ’Stranger Things’ sympatiske hjerte – overnaturlig action og ’X Files’-paranoide komplotter til trods – først og fremmest banker for de elskelige outsidere.
16. ’The Handmaid’s Tale’ sæson 1
»Et overrumplende mesterværk«, kaldte vores anmelder første sæson af ’The Handmaid’s Tale’ (baseret på de første seks afsnit), baseret på Margaret Atwoods dystopiske kultroman af samme navn og delvist instrueret af det stortalentet Reed Morano.
Serien blev sat i produktion, flere måneder før Trump blev svoret i ed som USA’s præsident, og højredrejet politisk kaos spredte sig som en steppebrand i adskillige lande i 2017, men det er umuligt ikke at drage paralleller mellem nutidens samfundspolitiske vinde og ’The Handmaid’s Tale’s skildring af et nært forestående rædselsregime, der fratager kvinder alle rettigheder, driver rovdrift på videnskabsmænd og homoseksuelle og sender tusinder af amerikanere på panisk flugt mod Canadas grænse.
Fortællingen om tjenerinden Offred (Elisabeth Moss), der er reduceret til en kuet rugemaskine af patriarkatet fremstod som et uhyggeligt relevant feministisk call-to-action, med et soundtrack af ikonisk pop – ’You don’t own me’ spillede for fulde drøn i Offreds indre – der stak trodsigt af fra republikken Gileads hysterisk nostalgitrippende 1940’er-Pleasantville-æstetik, Vermeer’ske farvepalet og kyseklædte kvinder.
Sæsonen faldt måske en anelse i momentum undervejs, men det ændrer ikke på, at vi glæder os til at se, hvor hovedforfatter Bruce Miller tager serien hen i sæson 2, hvor han ikke længere har bogforlægget at forholde sig til.
15. ’Legion’ sæson 1
’Fargo’-skaber Noah Hawleys pilotafsnit til sin originale ’X-Men’-seriespinoff var et af de bedste, vi nogensinde har set: Psykedelisk, eksperimenterende, visuelt overdådigt.
Hawley tog fat på en stort set ukendt X-Men-figur, David Charles Heller (søn af Professor Charles Xavier, kendt fra filmene), der er indlagt på et psykiatrisk hospital på grund af sin personlighedsspaltning, men i virkeligheden besidder voldsomme kræfter, som der er rift om fra alle sider. Efter første afsnits utrolige introduktion går der mere konventionel superhelte-opbygning i den gennem et par afsnit, men derfra vender serien ad flere omgange tilbage til sin hjernebrydende form, der blander virkelighed, mareridt og drømmeinfiltration a la ’Inception’.
Dan Stevens fra ’Downtown Abbey’ er perfekt castet til hovedrollen i en serie, som giver håb om, at der stadig kan være spræl og uforudsigelighed i superheltegenren. Og som i øvrigt sagtens kan ses, selvom man ikke har den mindste interesse for X-Men-universet som helhed.
14. ’Catastrophe’ sæson 3
Manus- og skuespillerduoen Sharon Horgan og Rob Delaneys skarpe parforholdskomedie ’Catastrophe’ blev en nuance mørkere i sæson 3, hvor irske Sharon og amerikanske Rob (som deres fiktive karakterer også hedder i serien) for alvor blev testet oven på forældre- og muligt -utroskab, en dement svigerfar og ikke så få karriereudfordringer (Rob baksede blandt andet med konsekvenserne af anden sæsons dybt uretfærdige sexchikaneanklager).
Det tjener ’Catastrophe’ til ære, at en af de største indvendinger mod den stærke tredje sæson er, at den med seks halvtimes afsnit føltes alt for kort. Rob og Sharons skænderier er tåkrummende godt skrevet, og har man nogensinde været i et forhold, hvor bølgerne til tider gik vel højt, vil man undervejs få blussende kinder af genkendelse over den spydige, ultrarealistiske kønskamp inden for hjemmets fire vægge. Efter Sharon for eksempel ’hyggede’ sig med en lækker mandlig studerende i slutningen af den forrige sæson, snerrer den nu brændte Rob, der selv tidligere stod overfor Sharons vrede for at have flirtet med en kollega: »You had the female response — to go nuclear and try to destroy our family. I’m having the masculine response — which is to bury the pain and jerk off in the basement rather than touch you«.
‘Catastrophe’ er stadig en af serielands bedste fortællinger om at favne sin partners forskelligheder og livets absurde uforudsigelighed, og tredje sæson bød ydermere på et kærkomment, om end noget trist gensyn med Carrie Fisher som Robs påtrængende mor.
13. ’Fargo’ sæson 3
’Fargo’-universet tilhører kvinderne – med Frances McDormands Marge Gunderson som forbillede – og i antologiseriens tredje sæson kunne selv ikke Ewan McGregor i en dobbeltrolle eller David Thewlis’ episke bad guy V.M. Varga da heller overskygge Mary Elizabeth Winstead og Carrie Coon som henholdsvis snarrådig svindler og stædig sherif, der trækker tæppet væk under mændenes arrogance.
Historien om en parkeringspladskonge (McGregor) og hans forretningspartner (Michael Stuhlbarg), der uforvarende hopper i seng med et iskoldt forbrydersyndikat, samtidig med at førnævntes taberbror af en tilsynsværge (også McGregor) forsøger at snøre dem, tabte ganske vist et niveau eller to i forhold til ’Fargo’s suveræne anden sæson. Kvindekoryfæernes fornemme arbejde til trods syntes tempoet lige vel adstadigt, og en syret afstikker til L.A. mindede om, hvor dybt forankret ’Fargo’s appel nu engang er i North Dakotas frosne muld.
Men sæson 3 viste sig at være en lumsk slow-burner, der ubemærket sneg sig ind under huden op til et forrygende tredje akt, hvor ’Fargo’s karakteristisk kulsorte, græskmytologisk-inspirerede karmaklimaks ramte synderne som en armbrøstspil i panden. Ray Wise vandrede over fra ’Twin Peaks’-settet og uddelte kryptiske visdomsord, og en populær kending fra sæson 1 krydrede finalen i ledtog med Winsteads antiheltinde. I de rygende ruiner stod retskafne Coon tilbage med et inderligt ønske om aldrig igen at skulle stirre menneskets sorte sjæl i øjnene. Vi andre tæller allerede ned til den rygtede sæson 4.
12. ’Mindhunter’ sæson 1
David Fincher og Joe Penhalls seriemordersucces var et isnende og stærkt fascinerende studie i de arbejdsmetoder, der i 1970’erne lagde grunden for FBI’s psykologiske profiler af kriminelle. Jonathan Groffs blåøjede agent Holden Ford og Holt McCallany stod ganske vist i spidsen for castet, men mere end nogen anden serie i år tilhørte ’Mindhunter’ de uhyggeligt velspillende biroller, der gestaltede en række af det 20. århundredes mest notoriske amerikanske seriemordere.
Særligt Cameron Brittons Ed Kemper – den nekrofile kvindemorder, der blandt andet havde sex med sin mors afhuggede hoved! – blev en øjeblikkeligt ikonisk tv-karakter, der gav kuldegysninger langt ud på den anden side af skærmen. ’Mindhunter’ emmede af krimikongen Finchers atmosfæriske, sparsomt belyste blågrønlige filmsignatur, og selvom skuespillet mellem de centrale hovedroller ikke altid fremstod lige skarpt, var serien umulig at slippe. Den gav os et indblik i de mørkeste krinkelkroge af den menneskelige psyke, hvor mand bliver til monster – hvorfor annonceringen af en sæson 2 da også blev mødt med stor begejstring tidligere på måneden.
11. ’American Vandal’
»Som komedieserie udgør ’American Vandal’ vel nok genrens største nybrud, siden ’The Office’ for alvor satte mockumentary-grebet på landkortet«, skrev manuskriptforfatter Lasse Kyed Rasmussen for et par måneder her på sitet siden om Netflix’ satsede true crime-komedie.
’American Vandal’ er gået under radaren hos mange, men hører man til blandt dem, der har dyrket ’Serial’, ’Making a Murderer’ eller ’The Jinx’ som en besat, er serien en absolut must see. Den true crime, mockumentary’en skal opklare, er en grum vandalisering på en amerikansk highschool: En lømmel har malet tissemænd på 27 biler på skolens parkeringsplads. Den hovedmistænkte er den »kendte piktegner« Dylan Maxwell, men gennem to nørdede AV-elevers grundige dokumentariske efterforskning står det klart, at sandheden er mere kompliceret end som så.
Det er slet og ret ærefrygtindgydende, hvor præcist seriens skabere Dan Perrault og Tony Yacenda rammer true crime-genrens koder, fra udførlige tidslinjer til utroværdige vidner og dokumentaristernes grynende selvkritik. Det infantile udgangspunkt til trods styrer ’American Vandal’ sjældent mod de billige grin, og efterhånden er man nærmest lige så involveret i dette barnagtige mysterium som i de mord og forsvindingssager, der er forbilledet.
At serien samtidig er en intelligent granskning af de stereotyper, der hersker på en highschool – og af måden, systemet forstærker dem på – giver bare et ekstra plus i karakterbogen.
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1
Læs også: De bedste film i 2017 – top 20-11
Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’