(Spoiler alert: Læs kun videre, hvis du har været med Bob Newby hele vejen gennem ‘Stranger Things 2’)
Allerede på papiret var det en fiks tanke at caste Sean Astin som mor Joyces nye filejs i anden sæson ’Stranger Things’.
Astin debuterede som 13-årig i den Spielberg-producerede ’Goonierne’, der er en af de eventyrlige 80’er-familiefilm, som ’Stranger Things’ er dybt inspireret af. En fin reference, mens Astins anden store rolle, som Samwise Gamgee i ’Ringenes herre’, ligeledes var et velvirkende bagtæppe for Bob Newby i ’Stranger Things’.
Ligesom Sam er han nemlig så godmodig, som dagen er lang, og længe forventede jeg, at det var et act, at Bob var undercover for The Department of Energy eller deslige. Han var næsten, særligt med Frodo-vennen Sam i baghovedet, for god, og Astin ville være ideel at modcaste som skurkagtig psykotype. Duffer-brødrene udnyttede usikkerheden i særligt bilscenen med Mike, hvor Bob lettere manisk fortæller om, hvordan han selv sagde »go away«, da han drømte om en grum klovn i bedste ‘It’-stil.
Men twistet var med dobbelt skrue, et bluffnummer, for Bob Newby var faktisk god, og det var meget bedre.
Sean Astin aflagde proaktivt casting på serien, mens Duffer-brødrene til at begynde med var en smule skeptiske, da de var bange for, at ‘Goonierne’ og ‘Ringenes herre’ ville spøge for meget i seernes bevidsthed. Men Astin overbeviste dem – og var i sidste ende så god, at Bob fik en større rolle i serien, end karakteren oprindeligt var tiltænkt.
I en sæson med nytilkomne karakterer af forskellig kvalitet – med badboy’en Billy som den mest frustrerende – var Bob et elskeligt indslag, der samtidig spillede perfekt ind i seriens bærende tematik.
Bob er en nørd. Radio Shack-bestyrer med hjemmesmurt madpakke, barbecue-mave og en faible for videnbaserede brætspil. En helt almindelig mand, måske selv tidligere mobbeoffer,, som altid har drømt om at træde i karakter som Bob The Super Hero. Og om at score highschool-crushet, der var langt over hans liga dengang, men nu mere end noget andet har brug for den tryghed og stabilitet og fordringsløshed, som han står for. Bob får alle sine ønsker opfyldt, men som for så mange helte før ham betaler han den højeste pris.
Bob tror ikke sine egne øjne, da han involveres i det overnaturlige (kom)plot, som hans nye kæreste og hendes »ikke helt almindelige familie« er hvirvlet ind i. Men nysgerrigheden overskygger straks skepsissen – og hans kærlige godmodighed, som vitterligt både består af det gode og modige, ender med at få slået ham ihjel i en tydelig reference til ’Jurassic Park’.
Vi har manglet en voksen som Bob i ’Stranger Things’. Forældrene er enten fuldstændigt fraværende (mentalt, primært) i bedste 80’er-stil eller stærkt traumatiserede som Joyce og Hopper. Med Bob fik vi den person, drengene i The Party kunne være blevet til, hvis Eleven og Demogorgonen ikke havde tvunget dem til at træde i karakter. Outsideren, som aldrig har gjort en flue fortræd, men heller aldrig har fået en ærlig chance.
Den menneskelige kerne i ’Stranger Things’ er hyldesten til netop outsiderne. Dem, der har Ghostbusters-kostumer på i skole, et år efter alle klassekammeraterne har dømt den slags for kikset. Dens hjerte slår for dem, der skiller sig ud, og for deres særlige fællesskab, som ikke bare er henslængt tidsfordriv for tweens, men livsnødvendigt for de unger, som ellers ville stå alene.
Den slags mobbehistorier sværmer som regel naturligt omkring børn, fordi det er der, anderledesheden slår ind. Det voksne resultat af barndomsoplevelserne er dog en sjælden figur, og når den optræder, er det som regel som rendyrket actionhelt i voksenlivet eller med vægt på en voldsomt traumatisk baggrund, der sætter dybe spor i sjælen resten af livet.
Men Bob er en average Joe. Og hans bidrag til nørdefællesskabet mod uhyrerne er noget så geeky som… viden. Han er en hyldest til alle dem, der ikke lever op til skønhedsidealer, karriereidealer, familieidealer, et symbol på den gode og ordentlige fyr, som ofte bliver til overs i tv-seriernes fascination af antihelte og magtmennesker. Det kan godt være, han fulgte efter Barb i dødsriget, men han blev bestemt ydet retfærdighed i seriens kurs for sæson 2.
Det vigtige ved Bob Newby er ikke blot, at han er der for Joyce og de andre, når muligheden for at være modig viser sig, men at han også var mere end okay inden da. Elskværdigt menneske med en hjerteskærende skæbne. RIP, Bob Newby, en helt almindelig superhelt.
Læs også: Det bedste i ‘Stranger Things’ sæson 2 – og fem irriterende lavpunkter