Og du syntes, det var mærkeligt nok i forvejen…
Jeg har galopperende præstationsangst over at skulle skrive om det ottende afsnit af ’Twin Peaks: The Return’, ’Gotta Light?’, den mest aparte, radikale, uvirkelige og batshit crazy … ting, der nogensinde er blevet vist på tv. Og her tror jeg snarere, jeg under- end overdriver.
Hvordan bærer man sig ad med det? Hvordan sætter man ord på noget, der ikke findes ord for? Hvordan skriver man meningsfuldt om noget, der ikke giver nogen fucking mening?
Først og fremmest er det, når man forsøger at fordøje Lynchs seneste LSD-trip, værd at erindre sig, at det er okay at være forvirret. Midt i fortvivlelsen er det vederkvægende at vide, at ingen fatter en fuck af, hvad der foregår. Velsagtens ikke engang David Lynch selv, som er en af de mest intuitivt arbejdende instruktører i film- og tv-historien, og for hvem stemning og følelser er målet i sig selv.
Det er ikke meningen, at det skal give mening, og det er derfor, det efterlader den her sælsomme fornemmelse af uro og utryghed i vores kroppe. Det er i det uforklarede og uforståelige, i nedbrydningen af alle vedtagne regler for logik, kausalitet, fysik og dramaturgi, at mareridtene fødes.
Som (næsten) altid med Lynch er det ottende afsnit ikke så meget et spørgsmål om What The Fuck, som det er et spørgsmål om Why The Fuck. Det er egentlig ikke så svært at genfortælle, hvad der sker i ’Gotta Light?’. Langt vanskeligere er det at forklare, hvorfor det sker – og hvordan, hvis overhovedet, det knytter an til det, vi har set i de forudgående syv timer af det tv-transcenderende fænomen, som ’Twin Peaks: The Return’ er. Så lad os tage de to spørgsmål ét ad gangen.
What the fuck?
Det begynder forholdsvist fatteligt. Ray Monroe og Coopers onde dobbeltgænger er på flugt fra fængslet i South Dakota, efter sidstnævnte afpressede sin egen lyssky løsladelse igennem i sidste uges glimrende og noget mere straightforward episode.
Deres dialog er kryptisk, men ikke sort. De er på vej til ’Farmen’ (Big Ed’s Gas Farm? Den famøse convenience store kendt fra Coopers berømte drøm fra tredje afsnit af det oprindelige ’Twin Peaks’ og nu denne episode, hvor Lodge-ånderne plejede at bo? Eller noget tredje?), og turen tager dem gennem øde, krogede veje, mens Lynchs anelsesfulde lyd- og lysdesign fremmaner en kriblende fornemmelse af, at noget ubehageligt venter for enden af den tomme vej.
Det viser sig at være et klassisk standoff, som Ray trækker sig sejrrigt ud af. Onde Cooper fyldes med bly, og så er det, at det bliver bizart, da en gruppe afrakkede, spøgelsesagtige skikkelser kommer ilende til og gennemfører en mystisk ritus, som synes både at redde Onde Coop (han vågner og sætter sig op senere i afsnittet) og samtidig uddrive BOB fra ham. En oprevet Ray fortæller efterfølgende Phillip Jeffries (David Bowies gamle karakter), at han så »noget i Cooper, som muligvis er nøglen til, hvad alt det her handler om«. Mit bedste bud er, at han taler om BOBs ansigt.
Lidt mere om de her Charred Men, som internettet har døbt dem: Vi har fået to glimt af dem tidligere i sæsonen. Først i Bill Hastings tilstødende fængselscelle i South Dakota i dobbeltpremieren og igen i syvende afsnit, da en lignende skikkelse luskede rundt i lighuset i samme by, og løjtnant Cynthia Knox tilsyneladende fornemmede hans tilstedeværelse uden at kunne se ham.
Disse forkullede mænd optrådte ikke i den oprindelige ’Twin Peaks’, men måske blev de omtalt. Coopers arvefjende Windom Earle refererede i en af sine rablende tirader til de såkaldte dugpas, onde troldmænd, som var i stand til at tilgå og kanalisere ondskaben i The Black Lodge. Hidtil har de fleste nok troet, at dugpas var et andet navn for Lodge-ånder såsom MIKE og BOB, men beskrivelsen kan også passe på disse nye skabninger, om hvem vi foreløbigt kun ved, at de godt kan lide at knuse kranier. I hvert fald kan deres fremtoning umiddelbart associeres til den ild, som er et ledemotiv for The Black Lodge, samt til lugten af brændt motorolie, som BOB forbindes med.
(Og for de rigtige nørder: Hvis de forkullede mænd er dugpas, og dugpas ifølge Windom Earle er »sorcerers«, er det så én af disse forkullede mænd, som er »the magician«, som »longs to see«, fra ’Fire Walk With Me’-digtet?).
Det står ikke klart, om de forkullede mænd er et direkte resultat af Trinitytesten i New Mexico i 1945, hvor atombomben bestod sin prøveeksamen få uger før den skæbnesvangre verdenspremiere i Hiroshima og Nagasaki. Mit bud er, at det er de ikke, men det er der til gengæld en anden, der er. Og ham kommer vi til, så snart Nine Inch Nails er færdige med at spille ’She’s Gone Away’.
Om dette lange intermezzo vil jeg ikke sige meget andet, end at det er skønt at se, at forretningen blomstrer på The Roadhouse, og at verselinjer som »You dig in places till your fingers bleed // Spread the infection, where you spill your seed« og »A little mouth opened up inside // Yeah, I was watching on the day she died // We keep licking while the skin turns black« passer påfaldende godt på afsnittet.
Og så sker det…
Ondskabens metafor
16. juli 1945 i New Mexico. En nedtælling, et lysglimt, et goldt, sort-hvidt landskab, en langsom kameratur ind i en paddehattesky. Et skærende, skrattende crescendo slår an. Jeg vil ikke engang prøve at beskrive det hvirvlende, summende epileptikermareridt, der følger, men gennem atomer, partikler og eksplosioner ender vi foran den omtalte convenience store, mens de forkullede mænd myldrer ind, ud og forbi i frenetiske jump cuts. Billederne sitrer og hakker, og lydsiden hoster som en ridset plade.
Så ser vi hende – den samme blege, udflydende skikkelse, som flåede de to unge elskende levende i premiereafsnittet, og som næsten med sikkerhed er den ’moder’, som gode Cooper blev advaret mod af Ronette Pulaski i det abstrakte tredje afsnit, som her efter ottende afsnit nærmest fremstår kedeligt konventionelt til sammenligning.
Hun knækker sig i en tyk, krystalagtig stråle, og midt i den hvidlige substans ser vi igen BOBs kontrafej inde i en kulsort kugle (andre end mig, der fik ’Inside Out’-associationer?). En ondskabens metafor afledt af en af de mørkeste handlinger, menneskeheden har begået.
Mere glimtende, flimrende billedstorm og mesterligt antydende ’musik’. En fejende kameratur, og vi er tilbage på det lilla hav fra afsnit tre. Er det vores første møde med The White Lodge her på toppen af en klippetop, en stor, kuplet metalbygning?
Jeg tror det. Vi ser grammofonen fra premieren og den gigantiske klokke fra tredje afsnit, og vi ser en festklædt kvinde, som rulleteksterne kalder Señorita Dido, og Kæmpen. I, hvad der ligner et modtræk til BOBs fødsel, tilvirker Kæmpen (svævende og ud af sit eget hoved) en gylden kugle. En godhed til at bekæmpe ondskaben, som bærer selveste Laura Palmers ansigt. Señorita Dido er svært bevæget og begejstret og sender Laura af sted mod Jorden via lærredet i The White Lodges rimelig lirede hjemmebiograf.
Er det Laura Palmer? Det ville i så fald forklare, hvordan hun var i stand til at modstå BOBs ihærdige forsøg på at besætte hende. Omvendt har Cooper et par gange i The Black Lodge mødt en Laura-klon (hende hvis arme sommetider bøjer bagud), som hævder ikke at være Laura Palmer. »She’s my cousin«, som The Man From Another Place siger i tredje afsnit af den oprindelige serie, hvilket ville give god mening, hvis hun i virkeligheden var en White Lodge-ånd.
»But doesn’t she look almost exactly like Laura Palmer?« Han siger også, at hvor de kommer fra, er der altid musik i luften. Grammofonen? Hmm…
Lån nu The Woodsman lidt ild!
Tilbage i New Mexico-ørkenen, 11 år senere. Et ensomt æg klækker, og et frølignende insekt –der muligvis er BOB – kravler ud for senere i afsnittet at kravle ind i munden på en stakkels, sagesløs pige i det, der kan ligne (endnu) en hilsen til Lynch-idolet Franz Kafka og dennes ’Forvandlingen’, hvor en mand bliver til et insekt.
Ude i det øde kommer en af de forkullede mænd med tophue og runken læderhud nu bogstaveligt talt flyvende ned fra himlen. The Woodsman kaldes han her i rulleteksterne, og hvis du synes, han ligner Abraham Lincoln, så er du ikke den eneste – skuespilleren Robert Broski lever af at imitere den langlemmede ekspræsident.
Lad os lige tage hele Windom Earles monolog om dugpas: »These evil sorcerers, dugpas, they call them, cultivate evil for the sake of evil and nothing else. They express themselves in darkness for darkness, without leavening motive. This ardent purity has allowed them to access a secret place of great power, where the cultivation of evil proceeds in exponential fashion. And with it, the furtherance of evil’s resulting power.«
Den beskrivelse kunne godt dække den zombiestavrende Woodsman, som lader til at være en lidt skidt fyr (måske ville han komme i bedre humør, hvis nogen gad at låne ham lidt ild? Come on, fedterøve!). Det første, fedladne ægtepar slipper væk med deres kranier i behold, men så heldige er de ikke på den lokale radiostation. The Woodsman gør sin ting, griber mikrofonen og deklamerer en remse, som ligner denne sæsons pendant til Fire Walk With Me-digtet:
»The horse is the white of the eyes, and the dark within. This is the water, and this is the well. Drink full, and descend«.
Digtet synes at henvise til både den hvide hest, som Laura Palmers mor Sarah ser ved flere lejligheder i den oprindelige serie efter at være blevet bedøvet af Leland, og til dobbeltgængernes øjne, som er helt hvide i The Black Lodge, men har sorte iriser i den ’virkelige verden’.
Anyway, alle inden for en nær radius af en tændt radio besvimer ved lyden af dette refræn, hvilket giver frøbillegræshoppetingesten uhindret adgang til pigens uskyldige mund, som netop er blevet kysset for første gang. Afsnittet slutter til lyden af hestevrinsk, og vi er alle sammen blevet så meget klogere.
Why the fuck?
Ugens afsnit var på alle tænkelige parametre en totalt overrumplende afstikker i en allerede komplet uforudsigelig serie. En sort-hvid, audiovisuel sanseeksplosion i ånden efter ’Eraserhead’ sat flere årtier før ’vores’ historie.
Jeg var vild med det, måske også fordi jeg trængte til et afbræk fra den fodslæbende historie om katatoniske Dougie Jones’ meget, meget sildige opvågnen til Dale Cooper, som især i de ufokuserede afsnit fem og seks bevægede sig i sneglefart, alt imens nye og gamle ansigter kortvarigt blev introduceret blot for igen at blive vist ud på sidelinjen.
Det var meget bedre i sidste uge, hvor der rent faktisk skete noget, og vi fik svar på nogle af de store spørgsmål, der har simret de sidste 25-26 år: 1. Vi fik set mere til Diane, og Laura Dern skuffer ikke. 2. Vi fik den første bekræftelse i serien på, at Audrey Horne overlevede bankeksplosionen (selvom det var en offentlig hemmelighed). 3. Hawk fandt de afrevne sider fra Laura Palmers hemmelige dagbog, hvori hun beskriver den blodige Annie Blackburns natlige opdukken i hendes seng og varsel om, at den gode Cooper var fanget i The Black Lodge, hvilket faktisk er en ret kæmpe udvikling.
Ottende afsnit var fascinerende af andre årsager. Her handlede det ikke om fremdrift og sammenhæng, men om at undertrykke ønsket om forståelse og bare overgive sig til David Lynchs uforlignelige evne til at skabe stemning og uhygge med lyd og billeder.
Ret beset var der jo tale om et ekspositionsafsnit, om end det mindst forklarende af slagsen i tv-annalerne (der er eksempelvis pænt langt fra det her til det forkætrede, overforklarende ’Across the Sea’-afsnit fra ’Lost’, der fortalte øens tilblivelseshistorie), som viste os BOBs, og måske også Laura Palmers, oprindelseshistorie.
Flere ting i episoden vil dog sandsynligvis få betydning for den historie, vi har fulgt indtil nu. Afsnittet fik for alvor etableret de forkullede mænd, som kan vise sig at få en skurkerolle på linje med BOB og konsorter i ’vores’ tidslinje. Og flere har foreslået, at The Woodsman kan være The Log Ladys for længst afdøde ægtemand, som var skovhugger og døde i en brand på deres bryllupsnat. Og vi har helt sikkert ikke set det sidste til det blege modermonster.
BOB er efter alt at dømme på fri fod – en skrækindjagende tanke – og det bliver interessant at se, hvilken betydning det får for magtbalancen mellem gode og onde Coop.
Umiddelbart forestiller jeg mig ikke, at vi skal genbesøge 40’erne og 50’erne i de kommende afsnit. Men så igen: Så uforudsigelig som serien har været hidtil, er det lige så tænkeligt, at vi aldrig vender tilbage til nutiden og skal bruge de sidste 10 afsnit på at følge The Woodsmans forgæves forsøg på at få tændt sin smøg.
Det næste afsnit bliver først sendt den 9. juli, altså om to søndage, og vil ligge klar på HBO Nordic dagen efter. Måske er det meget rart med lidt tid til at sluge det største mindfuck, jeg nogensinde har lagt øjne og ører til.
Læs også: Otte mærkelige og sjove referencer i det nye ‘Twin Peaks’