Den nye ’Twin Peaks’ har fået middelmådige seertal på flow-tv, men fornuftige streamingtal og generelt gode anmeldelser. Den sprængte og abstrakte form har dog fremmedgjort visse seere, og det er tydeligt, at enkeltsituationer og løsrevne fragmenter prioriteres over traditionelle tv-dyder såsom fremdrift og kausalitet.
Måske hænger den fragmenterede form sammen med Dale Cooper, der forsøger at blive hel, og som kæmper for at vende hjem, og måske er det grunden til, at plottet begynder at blive mere ’konventionelt’, når vi kommer til del 5. Men uanset om man synes om plottet eller finder den nye serie svær at trænge ind i, så er der et væld af sjove, skæve og uhyggelige scener i de første fem afsnit, som træder frem og som på forskellige måder refererer til andre værker.
David Lynch og Mark Frost har ofte arbejdet med sjove intertekstuelle referencer, men den nye serie er spækket til randen med bemærkelsesværdige henvisninger, både til Lynchs egne værker, andre dele af ’Twin Peaks’-historien og andre film- og tv-serier.
#1: Wally Brando, den levende reference
Det første og mest oplagte eksempel finder vi i seriens fjerde del, hvor vi første gang ser Lucy og Andys søn Wally Brando (Michael Cera).
Mange var overraskede, og enkelte var skeptiske, da de så Ceras navn på castlisten (som talte 217 forskellige personer). Cera forbinder de fleste med quirky og halvsøde indiekomedier, og man kunne umiddelbart have svært at se ham i en ’Twin Peaks’-kontekst. Det skulle dog hurtigt vise sig, at den nye ’Twin Peaks’ var mærkbart forskellig fra den oprindelige serie, og Ceras rolle var bevidst karikeret, både hvad angår påklædning, skuespilstil og levering.
Wally Brando er kommet til politistationen i Twin Peaks for at vise sin respekt for Sheriff Truman, som er syg, men det viser sig hurtigt at være en tvivlsom anledning for en lang, intertekstuel monolog, fremsagt på den mest opstyltede, Gajolfilosofiske måde. Navnet emmer af Marlon Brando, outfittet er som taget ud af ungdomsfilmen ’The Wild One’ fra 1953, og den filosoferende monolog lyder som et ekko af ’The Godfather’.
Han ikke bare hedder Brando, han er en levende reference. Ikke ulig soap-skuespilleren Ian Buchanan (fra ’General Hospital’), der optrådte i den oprindelige ’Twin Peaks’ under rollenavnet ’Dick’ Tremayne, eller James Marshalls James Hurley, der blev castet som en levende James Dean-reference.
#2: En kafkask fornemmelse
Forfatteren Franz Kafka har altid fungeret som en central inspirationskilde for David Lynch, og da han og Barry Gifford skrev ’Lost Highway’, hentede de inspiration fra såvel O.J. Simpson-sagen som Kafkas historie ’Die Verwandlung’ fra 1912.
I den nye ’Twin Peaks’ har vi da også en scene, som på mange måder spejler ’Lost Highway’, mens der også konkret henvises til Kafka. Historien om Bill Hastings (Matthew Lillard), som mistænkes for et mord, han ikke selv husker at have begået, ligner en gentagelse af Fred Madison-historien i ’Lost Highway’ (hvor Fred, spillet af Bill Pullman, mistænkes for at have dræbt sin hustru Renee). Og i en anden scene med agenten Tamara Preston (Chrysta Bell) ser vi et billede af Franz Kafka i baggrunden.
Hvis det føles velkendt og virker kafkask, er der måske en grund til det.
#3: Major Briggs og mindet om de afdøde skuespillere
Mange dele af den nye ’Twin Peaks’ afsluttes med dedikationer, hvor skaberne og seerne mindes de afdøde skuespillere fra den oprindelige serie. Det drejer sig indtil videre om Catherine Coulson, Frank Silva, Don S. Davis, Miguel Ferrer og Marvin ’Marv’ Rosand.
Flere af disse optræder dog konkret i serien, enten indklippet som et form for spøgelsesagtigt minde eller i nogle reelle scener, der blev optaget forud for deres død. Scenerne med Catherine Coulson ligner mindetaler, hvor grænsen mellem skuespilleren Coulson og rollen The Log Lady opløses (denne grænse var dog allerede flydende, idet vi lærte af Mark Frosts bog, at Kævlekvindens pigenavn var Coulson).
En anden scene er derimod interessant på en anden måde: Scenen fra det abstrakte og frapperende tredje afsnit, hvor vi på et tidspunkt ser Major Briggs’ hoved, der svæver i rummet.
Den er svær at placere i både en rumlig og tidslig forstand – hvordan passer den til seriens øvrige handling og hvor udspiller den sig – men den minder os på én og samme tid om to afdøde ’Twin Peaks’-koryfæer: Don S. Davis, som spillede Major Briggs, og Jack Nance, som spillede Pete Martell i ’Twin Peaks’, og hvis ansigt man oprindelig så svævende i rummet i David Lynchs debutfilm ’Eraserhead’.
#4: Naomi Watts’ overspil
Sætningen »We live inside a dream« vil de fleste ’Twin Peaks’-fans kende, og måske giver denne linje mening i forhold til hele plottråden omkring Dougie Jones (Kyle MacLachlan).
Dougie bor i et kedeligt, ’Blue Velvet’-agtigt forstadskvarter med den kastrerende hustru Janey-E Jones, der virker sært genkendelig. Skuespilleren Naomi Watts vil vi hurtigt huske fra Lynchs ’Mulholland Dr.’, men det er ikke blot skuespilleren, vi kan genkende. Hendes spillestil og sågar hendes påklædning minder nemlig i påfaldende grad om første del af ’Mulholland Dr.’ – en del, der senere viser sig at være en drøm eller fantasiverden i en plaget kvindes hoved.
Det er næppe tilfældigt, at Watts overspiller i scenerne med Dougie (på samme måde, som hun gjorde i første del af ’Mulholland Dr.’), at hun bærer den samme laksefarvede trøje, og at ingen mennesker reagerer på Dougies katatoniske tilstand. Måske er det for at vise, at det moderne menneske er optaget af sig selv og ikke bemærker sin næste. Men det kunne også være en bevidst reference til ’Mulholland Dr.’ – og en påmindelse til seeren om, at vi endnu ved, hvad der er fortid og nutid, drøm og virkelighed.
#5: Drengen med det røde ettal
I den femte del af den nye serie, som er mere traditionelt fremadskridende og tilgængelig end de fire foregående afsnit, ser vi en lille dreng med et markant rødt éttal på sin trøje. Den australske film- og tv-forsker Adrian Martin har foreslået, at det måske er en reference til Samuel Fullers film ’The Big Red One’ fra 1980, hvor det markante røde éttal også spiller en dramatisk rolle. Alternativt, siger Martin, kunne der være tale om en henvisning til Jacques Rivettes 13 timer lange film ’Out 1, noli me tangere’ fra 1971.
Det er muligvis søgt, men der lader faktisk til at være en klar resonans mellem ’Twin Peaks: The Return’ og Rivettes jazzede hovedværk, der også er splittet op i dele. Glem ikke, at David Lynch har beskrevet den nye serie som en 18 timer lang film, der er inddelt i »parts«, og som principielt kunne ses i en hvilken som helst rækkefølge.
#6: Øh, men var han ikke død?
I begyndelsen af den nye ’Twin Peaks’ ser man en genkendelig karakter bag baren i The Roadhouse (Bang Bang Bar): Skuespilleren Walter Olkewicz, der spiller Jacques Renault i den oprindelige serie. Umiddelbart virker det dog ulogisk, idet Jacques blev kvalt med en pude i den oprindelige serie.
Da jeg talte med Olkewicz forud for den nye serie, sagde han til mig, at han havde mødt David Lynch til en fest. Lynch havde ikke haft meget med Olkewicz at gøre i forbindelse med den oprindelige serie, men Renault-karakteren spillede en central rolle i prequelen ’Fire Walk with Me’, og Lynch var vild med skuespilleren. Han ville for alt i verden bringe ham tilbage, men da Olkewicz afbrød Lynch og forklarede ham, at hans karakter blev dræbt af Leland Palmer (hvad Lynch åbenbart ikke kunne huske), svarede instruktøren ham: »Bullllllllllllllshit! Nå, men vi har drømme, vi har flashbacks. Vi skal nok få dig med igen!«
Og Lynch fik ret, for Walter Olkewicz spiller med i ’The Return’, men svaret hentede Lynch og Frost hverken i drømme eller flashbackstrukturer, men i en gammel amerikansk sitcom kaldet ’The Patty Duke Show’ fra 60’erne.
Her hørte man nemlig om »identical cousins«, og det greb havde Mark Frost og David Lynch tidligere refereret til i forbindelse med Laura Palmer/Madeleine Ferguson-karaktererne. Hvilket de altså har genbrugt i ’The Return’, hvor Olkewicz blev re-castet som Jacques identiske fætter Jean-Michel Renault.
#7: Det elektriske træ
Mange ’Twin Peaks’-fans kender nok historien om Michael J. Anderson, der forlangte en lønforhøjelse, men som i stedet endte med at blive droppet fra castet til den nye ’Twin Peaks’. Anderson spillede The Man from Another Place i den oprindelige serie, men han ville have en højere løn, da han havde fungeret som coach for de andre skuespillere, når de skulle lære den velkendte backstabbing-teknik (det der ofte lidt upræcist kaldes baglænstale).
Efter de dårlige forhandlinger begyndte Anderson at komme med diverse offentlige anklager mod David Lynch, og det virkede som et morsomt modsvar, da hans karakter blev erstattet af et elektrisk træ i den nye serie (kaldet The Evolution of the Arm). Som dværgen jo selv havde sagt det i den oprindelige serie: »When you see me again, it won’t be me«.
Og hvis man synes, at dette elektriske træ ligner noget, man har set før, så er det ikke så mærkeligt, for de visuelle ligheder mellem dette træ og coveret til albummet ’The Voice of Love’ fra 1993 af Julee Cruise – sangerinde på flere numre til det originale ’Twin Peaks’ – er slående. For ikke at nævne de tydelige ligheder med ’Eraserhead’ og nogle af Lynchs mere abstrakte kunstværker.
#8: Onde Coopers grimme garn
Der knytter sig også flere referencer til Coopers dobbeltgænger.
I et interview til Entertainment Weekly har Kyle MacLachlan sagt, at alt er sort ved Coopers mørke sidestykke (Mister C) – fra den bronzeagtige hud til tøjet og det lange sorte hår. Og netop håret, siger MacLachlan, var inspireret af Javier Bardems karakter i Coen-brødrenens film ’No Country for Old Men’.
Det er dog ikke kun hans hår, som refererer til tekster uden for ’Twin Peaks’. Nogle af hans dialoglinjer er hentet fra bøger, man ellers ikke havde troet, den nye ’Twin Peaks’ ville bygge på. På side 127 i Jennifer Lynchs tie-in-bog ’The Secret Diary of Laura Palmer’ fra 1990 ser man således følgende citat fra BOB – en replik som direkte gentages af Coopers dobbeltgænger i ’The Return’.
Er det BOB, der taler gennem Dale Coopers dobbeltgænger, kunne man fristes til at spørge. Noget kunne tyde på det.
Her er referencen ikke sjov, men uhyggelig, og det gælder med denne som de mange andre referencer i ’Twin Peaks: The Return’: Jo mere man genkender, jo mere vil man formentlig kunne se i den nye serie. Måske giver serien i så fald mere mening, måske bliver den blot mærkelig på en sjovere og mere genkendelig måde.
Læs også: Spoilersnak: Vores take på de mærkværdige detaljer i ’Twin Peaks’ første fire afsnit
Læs også: ‘Twin Peaks: The Return’: David Lynchs radikale æstetik kommer til at hjemsøge dine mareridt