‘Twin Peaks: The Return’: David Lynchs radikale æstetik kommer til at hjemsøge dine mareridt
Anmeldelsen er spoiler-fri.
Jeg har lige set de første fire afsnit af den mest ventede – i hvert fald af mig – tv-serie nogensinde.
Jeg føler mig forskræmt, forvirret, lettet, draget, forfærdet, nostalgisk og en smule ubeslutsom i en sælsom sammenblanding af indtryk, som er vanskelig at omsætte til en sammenhængende tekst, endsige en karakter. Men som også er umiskendeligt ’Twin Peaks’.
Det samme er det, når David Lynch i dobbeltafsnitspremieren lyncher helt ud i en veritabel billedstorm af intertekstuelle selvcitater, dualitetssymbolik og nogle af de mest sanselige, surrealistiske og skræmmende sekvenser set på den lille skærm siden, well, ’Twin Peaks’.
Godt nok er det indledningsvist ikke meget af den knopskydende handling, der udspiller sig i donuteldoradoet, medmindre vi regner det røde rum med til byens geografiske areal. Men Lynch lykkes bedre end i prequelfilmen ’Fire Walk With Me’ med at udvide det lærred, han maler sin historie på, uden at give køb på seriens idiosynkratiske charme.
David Lynch har ikke stået bag kameraet siden den labyrintiske ’Inland Empire’ (2006), men det står hurtigt klart, at vor tids store surrealist stadig kan pirre fantasien og nerverne som få andre med sin sans for suspense, suggestion og virkelighedsopløsende billedsymbolik. ’Twin Peaks’ tager sin tid i disse første fire timer, ruller sit plot tålmodigt ud og vikler os længere og længere ind i sine røde draperinger, velvidende at vi i eksalteret gensynsglæde fortærer hver frame fuldstændigt med øjnene.
Gør man det, vil man opdage, at serien faktisk ikke er lige så esoterisk som Lynchs nullerfilm ’Mulholland Drive’ og ’Inland Empire’. Trods tågesnak, tålmod og talende elektriske træer, så konstituerer absurditeterne tilsammen en forholdsvis klar og kohærent fortælling, der bestemt ikke tøver med at udforske seriens mest mørke og mystiske krinkelkroge.
Vi hopper således direkte ind i det mytiske røde rum med det zigzagmønstrede gulv og de røde gardiner, og inden dobbeltpremieren er omme, har vi allerede hilst på både The Giant, Laura Palmer, The Man From Another Place (i sin nye apparition), MIKE, Leland, Good Coop og Bad Coop. Selvom tempoet i de enkelte scener ofte er drilagtigt tålmodighedstestende og derfor sommetider ulideligt suspensefyldt, holder den overordnede fortælling indtil videre et ganske raskt tempo.
Kun kan jeg frygte, at det hidtil så eksotiske røde rum risikerer at miste lidt af sin eksklusivitet og fremmedartede aura, hvis vi fremadrettet bliver udsat for lige så meget bagvendt orakelsprog.
Undervejs bliver der levnet tid til muntre og morsomme digressioner, både af den absurde og burleske slags, men de, der havde håbet på en hyggelig oldboys-parade langs mindernes alle, må belave sig på at blive skuffede. Tonen er snarere vemodig end nostalgisk, når tidens tand står udhamret i gengangernes affældige fremtoning. Særligt sørgmodigt er det at se nu afdøde Catherine E. Coulson som den ikoniske Log Lady med næsekateter og plukket kemohoved i scener, der synes at være optaget fra sygesengen.
Lynch introducerer gamle som nye ansigter dråbevist uden at svælge tilbageskuende i kaffe, donut og kirsebærtærtekonsumption, og melodrama og sæbeoperapastiche må vige for de billeder, der kommer til at hjemsøge dine mareridt de kommende nætter.
Fornuftigt nok forsøger Lynch og Frost ikke at genskabe seriens campede 90’er-vibe, som ville have virket arkaisk i et tv-landskab, der har ændret sig så meget, siden ’Twin Peaks’ sidst var på skærmen. Serien er markant mørkere end sin forgænger og står ikke tilbage for tidens trendsættende tv-serier med hensyn til hverken produktionskvalitet, skuespil (især Kyle MacLachlan er smidig og seværdig i delikat dobbeltrolle) og visuel og narrativ panache.
Det er ikke det hele, der går rent ind, men Lynch fortjener fem thumbs up (om end den sidste dirrer lidt) for sin radikale æstetik, og for modet til at bringe kultserien et sted hen, der føles nyt og friskt.
’Twin Peaks’ er sin egen værste fjende, fordi den nye sæson vil blive målt mod forgængerens fænomenale alen og 26 års ophobet forventningspres. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde før har været så spændt på hvert eneste klip, så ekstremt nysgerrig på, hvor vi nu skulle hen, hvem vi nu skulle møde, og hvordan de mon ville have det.
Jeg ved ikke, om det helt føles som ’Twin Peaks’ endnu, eller hvad det i det hele taget vil sige. Jeg ved ikke, om alle mine forhåbninger er blevet indfriet, og jeg er langt fra sikker på, at det ville være en god idé. Og jeg vil ikke foregive, at jeg fatter alt, hvad der foregår.
Men over for en så uoverstigelig udfordring synes jeg, at David Lynch og Mark Frost har gjort et damn fine job.
Kort sagt:
Jeg har ingen idé om, hvor denne serie vil føre os hen, men en klar fornemmelse af, at det bliver både vidunderligt og mærkeligt.
Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit.
Læs også: Det vigtigste, der sker i ‘Twin Peaks’ sæson 1 og 2