Da ’The Handmaid’s Tale’ i sidste uge modtog 13 Emmy-nomineringer var den ene dedikeret til Reed Morano for bedste instruktion af en dramaserie.
Og du gør klogt i at skrive dig hendes navn bag øret.
Den 40-årige instruktør og filmfotograf stod bag de første tre (og bedste) afsnit af Hulu’s mareridtssmukke seriefilmatisering af Margaret Atwood dystre fremtidsdystopi – og takket være seriens succesfulde modtagelse og stærke billedtableauer er Morano allerede godt på vej til at blive en af Hollywoods mest eftertragtede kvindelige filmmagere.
Både når hun filmer og instruerer er Moranos særegne æstetik sælsomt drømmende med et gotisk tvist – næsten nostalgisk – og gennemsyret af en malerisk stoflighed og leg med naturligt lys, der ekkoer den hollandske guldalders kunstværker. Det lyder måske nok en kende højtravende, men enhver der har set pilotepisoden af ’The Handmaid’s Tale’ (med ditto Emmy-nominerede Elisabeth Moss i hovedrollen som tjenerinden Offred), vil formentlig ikke være i tvivl om, hvad der menes.
Det feministiske blik
Morano er en exceptionelt ferm billedmagiker, og uanset hvad man ellers måtte mene om ’The Handmaid’s Tale’ generelt, er det svært ikke at anerkende bagkvindens ikoniseringsværdige scenografier.
’The Handmaid’s Tale’ udspringer ikke bare af en højaktuel feministisk tekst; Moranos billedsprog er ligeledes feministisk i måden, hvorpå det kvindelige blik – Offreds – sanseliggøres til et punkt, hvor seeren nær ved selv mærker en fysisk reaktion på både hovedkarakterens mere voldsomme oplevelser, såvel som hendes flygtige dvælen ved et dansende støvkorn.
Sanserne er alt, Offred har tilbage. Den nye verden objektificerer hende som et stykke kød, og har efterladt hende stum og med skærpet indlevelsesevne i selv de mindste bevægelser i hverdagen – ikke ulig mange kvinders liv i lukkede samfund i dag, hvor skønheden nødvendigvis må findes i detaljen.
Selv siger Morano om ’The Handmaid’s Tale’ til New York Times:
»Eftersom seriens showrunner og manusforfatter var mænd, var det vigtigt at tilføje et kvindeligt perspektiv. Mænd og kvinder tænker jo ikke helt ens, og den forskel kom i spil fordi meget af serien foregår i en kvindes hoved. Det er en intuitiv oplevelse, og det krævede en kvindelig tankegang at få seeren med derind – det er i hvert fald nok alt andet lige lidt lettere for kvinder at sætte sig ind i.«
Morano skriver sig ind i en tradition af kvindelige instruktører, som på samme vis har formidlet filmiske værkers feministiske kontekster igennem både dramaturgi og æstetisk. Såsom Jane Campion med ’Top of the Lake’ (endnu en fremragende serie med Elisabeth Moss), Catherine Hardwicke med ‘Thirteen’, Sophia Coppola med ‘Marie Antoinette’ og ikke mindst Beyoncés nyklassiske ‘Lemonade’. Morano arbejdede endog som filmfotograf på sidstnævnte på albummets måske mest personlige hymnen; ’Sandcastles’.
Kampen om drømmejobbet
Amerikanske Morano er vokset op i Nebraska og senere New York, og læste film og tv på NYU. Efter sin uddannelse begyndte hun at arbejde som filmfotograf på kortfilm og indieproduktioner, deriblandt den Oscar-nominerede ’Frozen River’ fra 2008, der var med til at sikre Morano en plads i American Society of Cinematographers – som det yngste medlem nogensinde.
I årene efter fotograferede hun blandt andet adskillige episoder af tv-serien ’Looking’, og komediedramaet ’The Skeleton Twins’ med Kristen Wiig og Bill Hader, inden hun i 2015 debuterede som spillefilmsinstruktør med ’Meadowland’. Filmen handler om en kvinde der mister sit barn, og har Oliver Wilde, Luke Wilson og veninden Elisabeth Moss på rollelisten. ’Meadowland’ blev fint modtaget, men gled under radaren ved premieren, og Morano fortsatte som filmfotograf på HBO-serierne ’Vinyl’ og ’Divorce’.
Med blot én film i bæltet som instruktør – samt et enkelt afsnit af ’Halt and Cactch Fire’s tredje sæson – var det lidt af en bedrift, at Morano overhovedet landede jobbet som instruktør på ’The Handmaid’s Tale’; en af de mest imødesete serieproduktioner længe.
Efter at have hørt om projektet igennem sit agent, pitchede Morano sig selv til folkene hos streamingtjenesten Hulu, også selvom hun forinden havde fået at vide, at en mandlig instruktør allerede var langt i forhandlingerne (Morano har siden ikke ville nævne navne).
Bevæbnet til tænderne med en næsten 70-sider lang lookbook mødte Morano velforberedt op, og holdt en længere detaljeret præsentation af, hvad hun forestillede sig for ’The Handmaid’s Tale’. Ikke blot i forhold til instruktion og scenografi, men også soundtrack og lyssætning, krydret med inspirationsbilleder fra kunst, mode og filmscenen.
Det grundige benarbejde betalte sig, og Moranos lookbook blev et referenceopslagsværk da optagelserne gik i gang – i særdeleshed for de forskellige instruktører, der overtog efter Moranos første tre afsnit, og for så vidt muligt skulle føre hendes vision videre.
Ikke overraskende er Morano blevet spurgt, om hun vil vende tilbage til seriens anden sæson;
»Jeg ville elske det – jeg føler jo på mange måder, at det er ’min’ serie, fordi den er så funderet i min æstetik,« fortalte hun til Huffington Post i sidste uge.
Spørgsmålet bliver, om Morano overhovedet får tid til at genbesøge Offred og totalitære Gilead, når Emmy-nomineringer og anmelderroser uden tvivl vil få Hollywood til at begave instruktøren med projekter i de kommende år.
Kvindelig spionfranchise på vej
Denne nye fase i Moranos karriere er allerede godt i gang, og i skrivende stund har hun fingrene i hele tre nye spillefilm; sci-fi-dramaet ’I Think We’re Alone Now’ med GOT’s Peter Dinklage og Elle Fanning, en endnu unavngiven film med Diane Lane og Jeff Bridges (lovende parring), og endelig spionkrimien ’The Rythm Section’ med Blake Lively.
Som vi skrev her på siden i sidste uge, er ’The Rythm Section’ første film i en stort anlagt kvindelig spionfranchise, med ’James Bond’-producenterne Michael G Wilson og Barbara Broccoli bag.
Det bliver Moranos største film indtil videre, og indikerer med al tydelighed, at instruktøren fortsat vil flyve flaget for stærke kvinderoller og feministiske tematikker på skærmen. Såvel som at mainstream Hollywood for alvor og langt om længe har set fidus i at overlade budgettunge, publikums-hypede produktioner til kvindelige instruktører – også uden for ’50 Shades’ og ’Twilight’-segementet.
»Det vigtigste er, at kvinder får muligheden for at instruere. Instruktion handler ikke om køn, og er fuldstændigt forskelligt fra kvinde til kvinde. Men det gælder om at give halvdelen af landets befolkning en chance for at udtrykke sig; at åbne branchen op og få flere historiefortællere på banen,« sagde Reed Morano for nylig til Esquire.
’Wonder Woman’ har netop gået sin sejrsgang verden over med Patty Jenkins ved roret, og sat mangen en mandlig superheltekollega til vægs. Lad endelig også den visuelle magiker Morano give 007 kam til sit hår med hvad der formentlig vil blive en af de mest æstetiske spionfilm til dato.
Læs også: Hollywoods billede af kvindegrupper er stopfyldt med klicheer