I vores magasininterview med Natalie Portman i april beklagede stjernen, at kvinder stort set aldrig spiller over for andre kvinder på film.
»Jeg kan ikke holde ud at se endnu en film, hvor der er 20 mænd og én enkelt kvinde, som spiller konen eller kontordamen. Det er med til at fastholde ideen om en verden fuld af mænd og den følelse af, at der kun er plads til én kvinde i en gruppe. Det er meget sjældent, at man ser kvinder agere sammen på film. I mit liv som kvinde er de eneste mennesker, jeg er sammen med, kvinder, og så min mand og mit barn,« sagde hun.
Portman har en god pointe. Mens amerikanske tv-serier som ‘Sex and the City’, ‘Desperate Housewives’, ‘Gilmore Girls’, ‘Lipstick Jungle’, ‘Girls’, ‘Broad City’, ‘Orange Is the New Black’, ‘Big Little Lies’ og ‘Glow’ nuanceret har skildret genkendelige kvindefællesskaber på godt og ondt, er det i Hollywood-film – og resten af verden er ikke meget bedre – stadig forholdsvist sjældent at se flere kvinder på én gang, der hænger ud sammen.
Når kvindegrupper endelig portrætteres på film, er der ofte tale om forudsigelige portrætter inden for stramme koncepter.
Der er sportsholdfilmen, hvor kvinderne gennem sammenhold og hårdt arbejde beviser, at de er mindst lige så rå som mandlige atleter (‘A League of Their Own’, ‘Bring It On’, ‘Whip It’).
Musikbandfilm, hvor kvinderne, hvis de ellers kan lægge intrigerne bag sig, spiller lige så hård tråd som mændene (‘Beyond the Valleys of the Dolls’, ‘Satisfaction’, ‘Dreamgirls’, ‘The Runaways’, ’Pitch Perfect’).
Action/exploitationfilmen, hvor kvinder er lige så badass og gode til at slås eller nedlægge forbrydere som mænd (‘Switchblade Sisters’, ‘Faster Pussycat! Kill! Kill!’, ‘Charlie’s Angels’, ‘Death Proof’, ‘Spring Breakers’, ‘Ghostbusters’).
Og så en lidt blødere kategori af søstersolidaritetsfilm med mere eller mindre feministiske budskaber om ikke at bekæmpe hinanden som kvinder, men holde sammen og finde styrke i venindeskaber, evt. i fælleskamp mod lusede mænd (‘The Women’, ‘Steel Magnolias’, ‘9 to 5’, ‘Waiting to Exhale’, ‘The Color Purple’, ‘First Wives’ Club’, ‘Fried Green Tomatoes’, ‘The Sisterhood of the Traveling Pants’, ‘The Secret Life of Bees’, ‘Clueless’, ‘Mean Girls’, ‘Sex and the City’).
Med ‘Bridesmaids’ fra 2011 – og ‘Sex and the City’ som en blid forløber – er en ny kategori blevet populær: Girls gone wild-komedien, hvor kvinder beviser, at de kan feste lige så hårdt og være lige så grove, vulgære, liderlige, infantile, ulækre og umoralske som mænd. Det ser vi bl.a. i ‘Bachelorette’, ‘How to Be Single’, ‘Best Night Ever’, ‘Bad Moms’, biografaktuelle ‘Girl’s Night Out’ samt ‘Girls Trip’ og ‘Fun Mom Dinner ‘, som man kan finde de amerikanske biografer her i sommer.
Også actionkategorien har fået nyt liv med genindspilninger af mandlige ensemblefilm. Sidste års ‘Ghostbusters’ får snart selskab af ‘Ocean’s 8’ og ‘The Expendabelles’. Det er positivt, at Hollywood skruer op for kvindeensemblerne, men selvom Kristen Wiig, Melissa McCarthy, Kate McKinnon og Leslie Jones er vildt sjove og seje i ‘Ghostbusters’, savnede filmen originalitet, og man kan godt ønske sig friske historier til kommende actionheltinder og komedienner.
Uoriginaliteten gør sig gældende i mange girl squad-film: De har ofte så travlt med at vise, hvordan kvinder kan gøre dette og hint på lige fod med mænd, at de glemmer, at kønsrolleombytninger ikke i sig selv resulterer i en interessant, progressiv eller sjov film. Især ikke i festfilmene, hvor nyhedsværdien i at se en kvinde bunde shots, vågne op ved siden af en ny mand hver morgen eller skide på åben gade i brudekjole for længst er forduftet.
Værre er dog de stereotype roller, kvinder ofte indtager i gruppesammenhæng. »Du er helt sikkert en Carrie med nogle Samantha-aspekter og Charlotte-hår,« analyserer Shoshanna over for Jessa i ‘Girls” tungen i kinden-hilsen til ‘Sex and the Citys’ skarptskårne kvindetyper. Og fra ‘Sex and the City’ til ‘Ghostbusters’, ‘Bachelorette’, ‘Pitch Perfect’ og ‘Girls Night Out’ er skildringerne af kvinder som typer frem for mennesker da også påfaldende. Der er den kloge, den ambitiøse, den skøre, den sjove, den naive, den sarkastiske, den ansvarlige, den idealistiske, den promiskuøse …
Tag bare denne uges ‘Girls Night Out’, hvor venindegruppen består af Scarlett Johanson som Type A-senatorkandidat med kedeligt hår, Jillian Bell som pædagog, der er besat af at feste igennem, fordi hendes liv er kedeligt, Ilana Glazer (’Broad City’) som flippet luksusaktivist, Zoe Kravitz som tjekket karrierekvinde og Kate McKinnon som excentrisk australier. Hvem kan genkende sig selv og sine veninder i det?
De fleste mennesker bliver venner med folk, der til en vis grad ligner dem selv, men ikke på film. Måske derfor virker det til tider som om, kvinderne slet ikke kan lide hinanden. I hvert fald er deres forhold ofte forgiftet af intriger, jalousi og konflikt. Hvor ville det være dejligt at se flere film, hvor kvinder er sammen med andre kvinder, de godt kan lide, og snakker om fælles interesser, der rækker ud over druk og mænd.
Mange af de nævnte konceptfilm er gode i sig selv. ‘Bridesmaids’ skildrer troværdigt udfordringen for et venskab, når den ene venindes liv forandrer sig. ‘Death Proof’ viser cool kvinder have det vildt over hinandens selskab. ‘Mean Girls’ afslutter sine hysteriske (og ret sjove) pigegruppeintriger med en morale om, at piger skal holde op med at kalde hinanden luder.
Men hvor jeg dog savner kvindeuniverserne i de gode gamle karakterdrevne dramaer som ‘Steel Magnolias’, ‘Fried Green Tomatoes’ og ‘The Color Purple’, hvor venskaber mellem kvinder opstår naturligt, og de er en del af deres hinandens hverdag. Som i dette års kvindebårne HBO-serie ‘Big Little Lies’, hvor Madeline, Celeste og Jane slår sig ned på stamcaféen og snakker og stort og småt, når børnene er afleveret.
Hollywood har et overordnet problem med, at tv har overtaget dramaet og spytter i stedet konceptfilm som superheltefilm, remakes og gimmick-komedier ud i spandevis. Det går i den grad ud over kvindeensemblerne. I de stramme genrekoncepter føles relationerne konstruerede og unuancerede.
Karakteriseringerne er ikke nødvendigvis mere nuancerede i manderollerne inden for samme genre à la ‘Hangover’-serien. Men fordi mænd i langt højere grad kan finde mandlige relationer at spejle sig i andetsteds på film, er det mindre problematisk.
Det er glimrende, at der findes film, hvor kvinder opfører sig åndssvagt, og at nogle af dem er dårlige. Det er bare et problem, når udbuddet er så smalt, at der ikke findes alternativer.
Måske er første skridt i udviklingen at bytte rundt på kønsrollerne – som en form for neutralisering. Men nu er vi parate til at komme videre.
Læs også: ’GLOW’: Netflix’ kvindewrestlingserie er helt uimodståelig