‘Orange Is the New Black’ sæson 5: Taystee er den store oplevelse i komprimeret Litchfield-omgang
Der er opstand i Litchfield! Fangerne tager magten over fangevogterne og kæmper for at skabe mere rimelige forhold i fængslet.
Femte sæson af ‘Orange Is the New Black’ følger den tilspidsede konflikt i en komprimeret tidslinje over cirka tre dage. Det er desværre ikke så intenst, som det lyder. Frem for at fokusere på det spændende drama omkring de politiske forhandlinger bruger serien umanerlig lang tid på at pjanke rundt med meth heads’ene Leanne og Angie, Piper og Alex’ forholdskrise og Linda fra MCC, der forsøger at blende ind med fangerne.
‘Orange Is the New Black’ har altid kæmpet med at finde balancen mellem komedie og drama. Seriens ofte absurde humor fungerer glimrende i doser, når den giver det brogede persongalleri mulighed for at skinne og udstiller fængslets kaostilstand, inkompetente ledelse og den sindssyge og mani, som livet bag tremmer fremmaner – som jagten på den berygtede høne. Indimellem, specielt i tredje sæson, går der dog for meget fjol og feel good-hygge i den på bekostning af dramatisk fremdrift. Hvor sjovt er det lige at sidde i fængsel?
Jeg kan bedst lide ‘Orange Is the New Black’, når den skruer op for dramaet og sætter fokus på fængselslivets forråelse og benhårde hierarki. Da Piper banker Pennsatucky til plukfisk i første sæsons finale. Da Taystee og Poussey i anden sæson splittes over manipulerende Vee.
Og alle de indsattes voksende frustrationer over de umenneskelige forhold, som det pengegriske private firma MCC gennemfører ved blandt andet at hyre utrænede vagter i den højspændte fjerde sæson, der i den grad fandt formen igen. Den slutter fænomenalt med en fælles protest, der med en hilsen til Black Lives Matter udvikler sig tragisk med Pousseys død og et opgør, der kulminerer med, at Daya sigter på røvhulsvagten Humphrey med hans egen pistol.
Her åbner femte sæson. Om Daya skyder eller ikke skyder, skal ikke afsløres her – men opstanden blusser i den grad op. Det fører til kaotiske tilstande med kamp om tøj, snacks og medicin, men med vagterne som gidsler også reelle politiske forhandlinger med guvernøren.
Det er sjovt at se de indsattes forskellige reaktioner på opstanden. I de mere vellykkede historietråde producerer Maritza og Flaca Youtube-videoer med fængselsskønhedstips, Suzanne flipper ud over den manglende struktur i hverdagen, og det umage par Red og Flores leder efter snavs om fangevogterne i deres filer på Caputos kontor. Mens Ouija og Ramona bliver høje af magten over at vogte de gidseltagne fangevogtere, er Gloria og Maria splittet mellem loyaliteten til opstanden og fællesskabet og deres personlige behov for at slippe ud af fængslet for at se deres familier.
Højdepunktet er dog uden konkurrence Taystee (stærkt spillet af Danielle Brooks), der får konstruktivt afløb for sin sorg og frustration over bedstevennen Poussey ved at tage lederskab og sparke røv i forhandlingerne med først guvernørens folk og siden den tidligere inspektørassistent Figueroa, der sættes ind som forhandler. Jeg ville ønske, at de scener, der også byder på herlig seksuelt ladet magtkamp mellem Fig og Caputo, udgjorde hele sæsonen.
At lade opstanden næsten udspille sig i realtid, er et friskt valg. Desværre fungerer det ikke så godt i praksis, da der langt fra er nok interessant materiale til 13 timer – en uheldig tendens i flere Netflix-serier. Der er for meget død tid, og jokesene bliver trukket ud i det uendelige. Hele historien kunne have været stramt fortalt på to afsnit. Det trækker også ned, at flashbackene fuldstændig har mistet sin relevans. Ingen af dem tilfører historien eller karaktererne noget nyt.
Måske er det realistisk, at en undtagelsestilstand byder på meget begivenhedsløs ventetid, men det er pænt ensformigt at se på i 13 timer.
Seriens lyspunkter – Taystees historie, forhandlingerne, Brooks sorg over Poussey, mediernes groteske dækning af opstanden, forholdet mellem Nicky og Lorna, den altid gennemstrømmende empati, den potente kritik af fængselssystemet og nervepirrende begivenheder i seriens sidste del – er til gengæld så gode, at de næsten kompenserer for sæsonens slæbende tempo.
Kort sagt:
Femte sæson af ‘Orange Is the New Black’ byder på fængselsopstand i snegletempo. Kvindernes højdramatiske og kærkomne oprør er lige ved at drukne i trivielle sidehistorier og dødvande, men reddes blandt andet af en powerindsats fra Taystee som politisk forhandlingsleder.
Anmeldelsen er baseret på hele femte sæson.