‘Gilmore Girls: A Year in the Life’: Rammer sit gamle niveau af intensitet og humor
Først og fremmest: Hvis du er ‘Gilmore Girls’-fan, skal du selvfølgelig se genoplivningen af serien. Det her er chancen for at få den slutning, som seriens skaber Amy Sherman-Palladino havde længe planlagt helt ned til de sidste fire ord, men aldrig fik realiseret, fordi hun forlod serien efter sæson 6 på grund af uenigheder om sin kontrakt. Uden Sherman-Palladino, som var en auteur med en distinkt stemme og havde fingrene nede i alle beslutninger og manuskripter, blev serien i sæson 7 en skygge af sig selv.
Modsat mange andre genoplivninger har ‘Gilmore Girls’ altså en reel berettigelse. Og bare rolig: Den fire gange 90 minutters lange miniserie er – efter lidt stivhed i begyndelsen – i høj grad ‘Gilmore Girls’, som vi kender det.
Hvis du aldrig har set serien eller kun husker den vagt fra Kanal 4 tilbage i 00’erne, vil jeg til gengæld anbefale at gå tilbage og se de syv originale sæsoner på Netflix for at lære titlens speedsnakkende, popkulturrefererende og kaffedrikkende mor og datter og resten af seriens farverige persongalleri at kende.
‘Gilmore Girls: A Year in the Life’ er en serie for fans med interne jokes, fan service cameos og videreudviklinger af de forhold og konflikter, som serien har beskæftiget sig med siden første afsnit.
Der er gået ni år, siden Rory (Alexis Bledel) forlod Stars Hollow for at dække Barack Obamas kampagne. Nu er hun freelancejournalist på farten og vender i første afsnit tilbage til Stars Hollow for en enkelt dag. Her bor Lorelai (Lauren Graham) sammen med Luke (Scott Patterson) og driver stadig kroen Dragon Fly. Alt går fint, men hun føler lidt, at hun er gået i stå. Det gør Rory også. »Jeg har mange jern i ilden«, gentager hun i selvfornægtelse over sin ustabile tilværelse, hvor hun forsøger at leve højt på sin ene artikel i The New Yorker i månedsvis.
Imens kæmper Lorelais mor, Emily (Kelly Bishop), med tabet af sin mand, Richard, der ligesom karakterens skuespiller Edward Hermann for nylig er død. Bishops Emily har altid været et højdepunkt i serien – nedrig, gammeldags og snobbet, men lige så skarp og rap i replikken som Lorelai.
Emily og Lorelai i fællesterapi er nogle af miniseriens både sjoveste og mest pinefulde scener. I det hele taget er serien bedst, når den dropper sin indledende nuttethed og alt for mange meningsløse cameos, der skriger reunion, og lader dramaet og de gamle grimme konflikter rulle. Det sker heldigvis i andet afsnit, hvor alting også begynder at ramle så meget for Rory, at hun må træde ud af selvfornægtelsen og blive proaktiv. Det klæder Rory, der altid har været en frustrerende passiv karakter, der er kommet let til tingene.
Hun kunne lære noget af veninden Paris (Lisa Weil), som vender tilbage med et brag. Hun er lige så intens som altid, men ikke overraskende den karakter, der har udrettet mest på de ni år.
Lorelai og Rory har altid været charmerende heltinder med dilemmaer og følelser, man kan relatere sig til. Den originale serie udforskede dog også i stigende grad deres usympatiske sider: deres selvoptagethed og entitlement. I miniserien kammer deres forkælede egoisme over, når Lorelai fyrer alle sine kokke uden nogen god grund (hvilket hun altid har klandret Emily for), og Rory bliver ved med at glemme sin kærestes eksistens.
Man undrer sig også over, hvordan freelanceren Rory har råd til konstant at flyve frem og tilbage til London og altid er super glamourøs. Til gengæld er det rammende, da hun nonchalant går til samtale om et job, hun føler er under sit niveau, og bliver afvist, fordi hun ikke har forberedt sig.
‘Gilmore Girls’ har altid været en vindende kombination af finurlig hygge og intenst drama. I de to første afsnit af miniserien, som denne anmeldelse bygger på, er hyggen lidt for anstrengt, mens dramaet, der heldigvis også indeholder en god portion humor, bliver stærkere og stærkere, som serien skrider frem.
Kort sagt:
Den genoplivede ‘Gilmore Girls’ er lidt for længe om at komme i gang og bruger lidt for meget tid på at blinke indforstået til sine fans. Men da konflikterne mellem de tre Gilmore-kvinder først begynder at rulle, rammer serien – næsten – sit gamle niveau af intensitet, humor og ordsmederi.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.