20. ’Thelma’
Joachim Triers fjerde spillefilm vender de eksistentialistisk tyngede unge mænd ryggen for i stedet at fortælle et mørkt, visuelt overdådigt nordisk eventyr fra de dybe skove, hvor uudgrundelige kvindelige urkræfter vokser sig så foruroligende altopslugende som de bundløse skovsøer, teenagepigen Thelma (Eili Harboe) bader sit jomfruelige legeme i.
Filmiske coming-of-age-dramaer om unge, smukke pigers spirende seksualitet instrueret og skrevet af mænd dyrker gerne fascinationen af hunkønnets ’mystik’ og blod(skam) som symbol på farlige, tøjleløse drifter, pigerne uforvarende slipper løs på deres omgivelser – som set i Stephmeen King-klassikeren ’Carrie’ og den danske ’Når dyrene drømmer’. I tråd med denne dramaturgiske gysertradition er ’Thelma’ ikke Triers mest originale film, men portrættet af ensomme Thelmas splittelse mellem sine blomstrende følelser for universitetsveninden Anja (Kaya Wilkins aka. sangerinden Okay Kaya) og sit stærkt religiøse ophav rammer en smerteligt smuk, melankolsk nerve, der fornemt indkapsler den famlende usikkerhed, som karakteriserer mangen en sårbar piges uddannelsestid.
En tid, der kan forvandle sig til et levende mareridt, hvis forventningspresset bliver for stort. I ’Thelma’ udviskes skellet mellem drøm og virkelighed åndeløst effektivt, idet den titulære hovedperson tilsyneladende udvikler stadigt mere skræmmende overnaturlige evner som reaktion på sit psykiske ubehag og bruddet med forældrenes omklamrende formynderi. Det er interessant at se Trier arbejde med så store penselstrøg og bestemt velkomment, at en af nordens mest anerkendte unge instruktører ikke holder sig tilbage fra at prøve kræfter med den form for storstilede genrefilm, den skandinaviske auteurtradition førhen har anset som uforenelig med reel filmkunst.
19. ’Jackie’
Der var tæt løb mellem Emma Stone i ’La La Land’ og Natalie Portman i ’Jackie’, da årets Oscar-statuetter blev uddelt, og vi havde gerne set, at akademiet havde honoreret sidstnævntes portræt af det amerikanske ikon og tidligere præsidentfrue Jackie Kennedy.
Portman er fantastisk som den gådefulde kvinde, hvis inderste blev stillet til offentligt skue, da hun på et blodigt splitsekund mistede husbond og status på bagsædet af verdens efterfølgende mest kendte blå limousine. Pablo Larraíns (’No’, ’Neruda’) første engelsksprogede film skildrer både mordet på JFK (danske Casper Phillipson) – en sekvens, der ikke bliver mindre rystende af, at man ved præcis, hvad der vil ske – og Jackies anstrengelser for at sikre sin mands eftermæle og samtidig holde sammen på sig selv og sine børn, da Camelot splintrer som det strålende, utopiske glasslot, der var Kennedy’ernes Hvide Hus udadtil.
Til tonerne af Mica Levis mesterlige, sært virkelighedsforvrængede score former ’Jackie’ sig til en ukonventionel fortælling om mennesket og mytedannelsen, Jackie i høj grad selv manipulerede. Og Larrín forsøger heldigvis ikke at ’forklare’ førstedamen igennem den form for banalpsykologiske modeller, der ellers måtte ligge lige til højrebenet – til uddelt frustration for det amerikanske publikum og formentlig en af grundene til, at ’Jackie’ ikke modtog en Oscar-nominering for bedste film.
Læs vores anmeldelse.
18. ’Elle’
Den hollandske filmmager Paul Verhoeven har alle dage været leveringsdygtig udi saftig afstraffelse af kvindelig seksualitet, som set i ’Basic Instinct’, ’Black Book’, ’Hollow Man’ og ’Showgirls’: Femme fatalen er en morderske, spionen en feltmadras, smukke kvinder voldtægtsofre og danseren en intrigant luder.
Det var derfor også med visse forbehold, at man nærmede sig Verhoevens ’Elle’ om en kvindelig direktørs meget virkelige voldtægtsfantasier. Og så meget større var overraskelsen, da ’Elle’ foldede sig ud som en ferm, kontroversiel thriller om seksuel dominans og moderne kønspolitik med brillante Isabelle Huppert i den tvetydige, Oscar-nominerede hovedrolle som Michèle, der indledningsvist voldtages i sit eget hjem – men holder forbrydelsen for sig selv, draget af lige dele hævngerrighed og seksuel lyst efter at konfrontere gerningsmanden.
Karrierekvinden, der dagligt svinger pisken over et helt kontor af mænd, vil gerne selv tages med vold og magt i privaten, og ’Elle’s grafiske skildringer af overgreb havde muligvis fået en noget anden modtagelse, var filmen landet oveni i #Metoo-bølgen. Af samme grund er Verhoevens værk dog også et vigtigt og komplekst indspark i den filmiske kønsdebat, der udfordrer politisk korrekthed og slører grænserne mellem offer og jæger.
17. ’Okja’
»Jeg har forelsket mig. Og hende, jeg har forelsket mig i, ligner en blanding mellem et svin og en flodhest. Alligevel er hun usandsynligt nuttet. Ru, men blød, knurhår, bamseagtig, store ører og bløde poter, lidt af en tumling og med intelligente øjne«.
Sådan skrev Soundvenues filmredaktør begejstret efter visningen af koreanske Bong Joon-hos storstilede Netflix-økoeventyr på dette års filmfestival i Cannes. L’objet d’amour? Supersvinet Okja, der i den titulære film vokser op i landlig idyl hos pigen Mija i Sydkorea, men kidnappes og udsættes for ikke så få uhyrligheder af selvsamme grumme kødindustri, der har fremavlet grisebassen (dette er trods alt instruktøren bag de voldsomme mareridtsfabler ’Snowpiercer’ og ’Mother’).
Ganske vist er Okja ikke mere virkelig end Gollum og E.T., men Joon-hos barske og excentriske ’familiefilm’ og skildringer af slagterier som veritable koncentrationslejre vil få selv den mest hardcore kødæder til at tænke en ekstra gang, inden der bestilles en skovlfuld Jagger-bugere til søndagstømmermændene. ’Okja’ er en film om en verden besat af infame vækstideologier og samvittighedsløs voldtægt af naturressourcer for profit, men det er – heldigvis – også en rørende og tidløs fortælling om et barn og hendes elskede dyrefølgesvend, der går lige i hjertet. Kleenex er obligatoriske.
16. ’The Meyerowitz Stories (New and Selected)’
I 2017 var der ingen vej uden om Netflix’ voksende katalog af egenproducerede spillefilm, heriblandt Noah Baumbachs neurotiske Cannes-indieperle ’The Meyerowtiz Stories’, der foruden sit portræt af en vidunderligt selvoptaget patriark (Dustin Hoffman i storform) gav et (alt for) sjældent indblik i Adam Sandlers fine skuespilsensibilitet uden for pruttekomediesegmentet.
»Ingen kan skabe sympati for navlepillende kunstnertyper som Noah Baumbach«, skrev vores anmelder begejstret og kvitterede med fem stjerner til dramedy-fortællingen om tre voksne søskende – Sandler, Baumbach-musen Ben Stiller og Elizabeth Marvel – hvis liv og selvværd er for evigt farvet af en splittet opvækst og en dominerende kunstnerfar, der ublu favoriserer den yngste søn (Stiller).
Spændingerne forældre, stedforældre (Emma Thompson spiller Hoffmans excentriske, rødvinsbællende kæreste) og børn imellem er tåkrummende og morsomt anstrengte og dialogen umiskendeligt spydigt Woody Allen’sk. Men ét forhold lyser imidlertid op som et varmt fyrtårn i newyorker-hjemmets brownstone-rede af knuste drømme og opblæste egoer. Sandler og filmdatteren Grace Van Patten formidler en rørende og naturtro kærlig kemi som minifamilien, hvis moderskib er gået bort. Og særligt en vidunderlig to minutter lang scene med duoen rangerer blandt de fineste filmiske hyldester til et far-datter-forhold i nyere tid.
Læs vores anmeldelse.
15. ’En fantastisk kvinde’
Det siger noget om den transkønnede Daniela Vegas præstation som den transkønnede Marina, at hun er blevet nævnt som en seriøs Oscar-kandidat i kategorien bedste kvindelige hovedrolle – selvom filmen, hun medvirker i, er chilensk, på spansk og med meget smal amerikansk premiere i ryggen.
Men Vega bærer stortalentet Sebastián Leilos film om sangerinden, hvis elskede kæreste Orlando dør af et hjerteanfald, og som må kæmpe hårdt for retten til sin sorg i mødet med staten, kirken og den efterladtes familie, der ikke just er begejstrede for hans forhold til den transkønnede kvinde.
Marina er med i alle scener, og filmen skildrer nænsomt – og med de helt rette doser af billedskøn poesi – et samfund underlagt af reaktionære, undertrykkende kønsroller. Marina er velsagtens den, der lider mest under tabet af Orlando, men hurtigt tager Orlandos ekskone og slægtninge alt fra hende: Hendes hund, hjem, hendes ret til at sige farvel til sin elskede ved begravelsen. Et smukt og oprørende billede på, hvor konkret og gennemgribende en betydning de ulige rettighedsmønstre er for dem, der står uden for og ses ned på, selvom de bare prøver at leve et helt almindeligt liv.
Læs vores anmeldelse.
14. ’Sieranevada’
Tre timer i selskab med en rumænsk families mindehøjtidelighed for den afdøde patriark lyder som en udmattende oplevelse. Men genialiteten i Cristi Pius film ligger netop i den minutiøse, nærmest realtime-orienterede detaljegrad. Mændene ryger smøger og ser konspirationsvideoer om 9/11, mens kvinderne tager sig god tid til madlavningen, og gudhjælpemig om ikke præsten er forsinket. Kameraet prøver forvirret at klemme sig ind i den lille lejligheds smalle rum, hvor familiemedlemmerne farer rundt og toppes på kryds og tværs. Til sidst bliver den buñuelske udsættelse så absurd, at selve mindemåltidet kan være det samme.
Under den stigende sult og de kaotiske tilståelser samles brudfladerne af forskellige generationer med hver deres historiske og politiske udsyn. Det bliver til en kamplads af meninger, men ingen didaktiske svar. Piu gør os til tilskuer til vores eget hyperkomplekse liv. Også selvom den foregår hos 17 excentriske rumænere.
13. ’I Am Not Your Negro’
Raoul Pecks dokumentarfilm om den legendariske, homoseksuelle afroamerikanske forfatter James Baldwin har mange bolde i luften, men griber dem alle.
Den portrætterer den poetisk-indignerede forfatter, der døde i 1987. Den genopliver hans ufærdige bog ’Remember This House’ om tre myrdede borgerrettighedsforkæmpere, som Baldwin alle kendte personligt – Malcolm X, Martin Luther King og Medgar Evers. Den sætter alle disse tre mænd i centrum. Den behandler USA’s racehistorie. Og den trækker tråde op til nutiden.
Det er en overvældende ambition – og overvældende flot forløst. Baldwin er en karismatisk og ærefrygtindgydende politisk stemme, hvis pointer skræmmende nok vækker lige så meget genklang i dag som i hans levetid. Og sammen med nyere titler som ’O.J. Simpson: Made in America’ og ’The 13th’ udgør ’I Am Not Your Negro’ et vitalt dokumentarisk monument over forbindelsen mellem fortiden og nutidens racismeproblemer. Som vores anmelder skrev:
»Det er 30 år, siden James Baldwin døde, men hans uforglemmelige analyser af den amerikanske kulturs iboende racisme er deprimerende aktuelle«.
Læs vores anmeldelse.
12. ’Prøven’
Rumænsk films største instruktør hedder Cristian Mungiu (’4 måneder, 3 uger og 2 dage’, og han er efterhånden fast inventar på Cannes-festivalen. Han rejser sjældent hjem fra det sydfranske uden en guldstatuette i bagagen, og senest vandt han prisen for bedste instruktør med ’Prøven’.
Filmen er et noget nær perfekt orkestreret familiedrama, der, som det er tilfældet med alle Mungius film, kaster et kritisk blik på det rumænske system. Den midaldrende læge og familiefar Romeo har nøje planlagt sin datters fremtid: Hun skal væk fra Rumænien og studere på det prestigefulde Cambridge University i England, så hun ikke ender som ham – en ærlig mand fanget i et korrupt land.
Men da datteren bliver overfaldet få dage inden sine afgørende eksaminer, bliver hans egen moral udfordret, når han er nødt til at forlade den regelrette sti, så hans datter ikke mister sit stipendium. Og det moralske forfald sker ikke over night, men gennem lange, sjælegranskende indstillinger, der tager os tæt på farens pinsler, perfekt inkarneret af Adrian Titieni.
Læs vores anmeldelse.
11. ’It Comes at Night’
Et af de mest interessante nyere amerikanske instruktørnavne er Trey Edward Shults. Hans debutfilm ’Krisha’ blev lavet for et mikroskopisk budget, men var stadig en af sidste års mest intense filmoplevelser, og opfølgeren ’It Comes at Night’ lever op til alle forventninger.
I en postapokalyptisk fremtid inviterer Paul (Joel Edgerton) modvilligt en fremmed familie ind i sit ellers tæt forseglede hus under pres fra sin hjertevarme kone (Carmen Ejogo). Paul frygter for sin søns (Kalvin Harrison Jr.) sikkerhed og vil gøre alt i verden for at beskytte ham. Men hvor går grænsen? Kan man afvise en nybagt familie på dørtærsklen og overlade dem til den visse død?
Lærredet trækker sig faretruende sammen i løbet af filmen, mens mistankerne gror. Det før topsikrede hjem er ikke længere så sikkert, for kan Paul stole på den nytilkomne familie? ’It Comes at Night’ genopfinder på mange måder gyserskabelonen med en sjælden dramatisk nerve og et blændende kamera, der altid finder den mest interessante vinkel.
Det er nemlig ikke uhyggelige dæmoner, der kommer om natten, men en hastigt voksende mistillid mellem medmennesker. Edgerton leverer en af karrierens bedste præstationer, når Paul bliver ædt op indefra af frygt, mens Christopher Abbott (’Girls’, ’James White’) slår sit talent fast som nybagt far med desperation i øjnene.
Læs vores anmeldelse.
Soundvenue præsenterer: Paul Thomas Andersons mesterlige gennembrud ved sjælden biografvisning 14. december – 20 års-jubilæum på ‘Boogie Nights’