’Prøven’: Cannes-vinder er en mesterlig moralsk far-datter-fortælling
‘Prøven’ indbragte Cristian Mungiu instruktørprisen ved sidste års filmfestival i Cannes, og det er ikke svært at forstå hvorfor.
Det nyeste skud på stammen hos den anerkendte rumænske instruktør er en moralsk kompleks fortælling om almindelige mennesker i trange situationer, der fungerer som en masterclass i filmisk spænding, omhyggelig plotudfoldelse og nuanceret persontegning.
Filmskaberen er mest berømt for sin Guldpalme-vinder ‘4 måneder, 3 uger og 2 dage’ fra 2007 om den dybe menneskelige desperation og tragik i slutningen af Ceauşescus’ rædselsregime med udgangspunkt i en historie om to veninder, der forsøger at skaffe den ene en illegal abort. Mungius fascination af landets nyere historie fornemmer man også i ‘Prøven’, der foregår i vor tids Rumænien, som små 30 år efter endnu ikke har gjort op med arven fra det kommunistiske diktatur.
I kølvandet på tyrannens fald spåede man lykkelige tider, men drømmen om et vestligt inspireret velfærdssamfund viste sig hurtigt vanskelig at omsætte til praksis. Mungiu beskriver et samfund, der hviler på korruption og vennetjenester som en slags lunken erstatning for stabile sociale og politiske institutioner. Og som det bliver vist i hans nye film, er det næsten umuligt at lave om på tingenes tilstand, for alle har på sin vis andel i råddenskaben, ingen er komplet uskyldig.
Angår betonlandets skæbne overhovedet os i det lykkelige Vesten? Ja, for som det var tilfældet med Kieslowśkis populære tv-produktion ‘Dekalog’ om den polske, modernistiske ødemark i slutningen af 80’erne, kommer de moralske dilemmaer til at stå frem med en særlig skarphed i de tidligere østbloklande.
‘Prøven’ føles på mange måder som en moderne fabel. Den handler om en hårdtarbejdende, godhjertet læge, der tvinges til at gå på kompromis med sin personlige integritet, at komme til at inkarnere det samfund, han er erklæret modstander af. I hans personlige dilemma findes hele filmens suspense, og det er næsten ubærligt at overvære, hvordan han demaskeres for øjnene af den person, han elsker allerhøjest, sin datter.
Dr. Romeo Aldea (Adrian Titieni) har affundet sig med den uglamourøse hverdag i den mellemstore by Cluj, hvor han bor sammen med sin lille familie i et anonymt boligbyggeri. Til gengæld er han ambitiøs på sit eneste barns vegne, den flittige 18-årige Eliza (Maria Dragus), der er sikret en plads på et respekteret britisk universitet, såfremt hun bevarer sine gode karakterer til de afsluttende eksaminer.
Men allerede fra filmens første scene forstår man, at noget vil gå galt. En morgen opdager Romeo til sin store forbløffelse, at vinduet i køkkenet er blevet smadret af et stenkast. Det er ikke med det samme til at sige, om der er tale om tilfældige drengestreger eller målrettet hærværk. Men episoden danner grobund for en tiltagende følelse af paranoia og forvarsler i al sin meningsløshed en langt større ulykke. På vej til gymnasiet udsættes Eliza for et voldtægtsforsøg.
Er nogen ude efter den stakkels familie? Uhyggen kaster sin skygge over hele filmen, om end Mungiu afholder sig fra at udfolde overfaldet som en stor dramatisk begivenhed. Som en politimand køligt konstaterer, »kunne det være værre«. I stedet bruges overfaldet til at markere et skifte i forholdet mellem far og datter.
Det står snart klart for Romeo, at Eliza er for medtaget til at kunne koncentrere sig om prøverne, og han begynder at trække i trådene for at sikre, at hun består med glans. Omkostningen er, at han mister hendes respekt.
‘Prøven’ er – i lighed med en anden af sidste Cannes-festivals store titler, den tyske ‘Min far Toni Erdmann’ – en udpræget far-datter-film. Spillet mellem Romeo og Eliza er fortræffeligt, og det skyldes i høj grad Mungius fornemme iscenesættelse, der er præget af lange indstillinger og håndholdt kamera.
Skuespillerne får lov til at dominere filmen, og resultatet er hårdtslående scener som den, hvor Romeo indvier Eliza i sin plan og forsøger at indlemme hende i en verden baseret på løgn og skam. Hun skal selv være med i det, hvis snyderiet skal lykkes.
Men hun stejler, og i hendes konfrontation med faren finder man Mungius lille håb for de mange unge, der på et tidspunkt skal erstatte den desillusionerede forældregeneration.
Kort sagt:
Ingen filminteresseret bør snyde sig selv for Cristian Mungius mesterlige hverdagsdrama om lov, moral og familieforhold i det postkommunistiske Rumænien.
Læs også: The Fits’: 11-årigt stortalent brillerer i intens coming of age-perle