Netflix’ supersvin vil få dig til at grine, græde og blive vegetar

Vores filmredaktør er faldet i svime over det bedste fantasivæsen på film siden Gollum under Cannes Film Festival.

CANNES: Jeg har forelsket mig.

Og hende, jeg har forelsket mig i, ligner en blanding mellem et svin og en flodhest. Alligevel er hun usandsynligt nuttet. Ru, men blød, knurhår, bamseagtig, store ører og bløde poter, lidt af en tumling og med intelligente øjne.

Hun er titelpersonen i Bong Joon-hos forrygende, Netflix-producerede ’Okja’, der deltager i hovedkonkurrencen i Cannes – og hun er bedste ven til Mija, en 10-11-årig pige, der bor i Sydkoreas grønne bjerg med sin bedstefar, som har fået til opgave at opfostre væsenet for storvirksomheden Mirando.

Mirando opdagede efter sigende det sære dyr, der går under navnet supergrisen, i en chilensk landsby og har siden avlet det genetisk for derefter at lade 26 opdrættere verden over tage sig af dets opvækst, heriblandt altså Mija og hendes bedstefar.

Og Okja er det mest utrolige væsen, jeg har set på film siden Gollum i ’Ringenes herre’. Det skriver sig simpelthen direkte ind i de filmiske fantasivæseners hall of fame side om side med E.T., Tortoro, Falkor og Dobby og er beviset på, hvad man kan med CGI, når det er bedst. Bong Joon-ho har allerede bevist sin evne til at skabe forbløffende troværdige special effects med monstret i ’The Host’ fra 2006, men her overgår han sig selv igen på revolutionerende vis sammen med sit special effects-hold.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er dybde og taktil fornemmelse til overflod, og når supergrisen boltrer sig i skovbunden eller vælter sig gennem Seouls undergrund som Bambi på glatis, bliver man ikke et sekund revet ud af illusionen.

På sin vis er det et nemt trick at bruge et storøjet væsen ­– om det så er en baby eller et dyr – til at vække vores sympati, men Okja er ikke en gimmick, men en afrundet karakter i sig selv med sin egen personlighed. Selv dens afføring, der to gange bliver brugt til stor komisk effekt, er temmelig cute!

Filmen er i høj grad en kritik af kødindustrien, og når man først har lært Mijas bedste ven at kende, kan man da heller ikke andet end at erklære, at man aldrig vil spise kød igen (om fornemmelsen hænger ved, når man først kommer ud af biografen, må så være op til den enkelte).

Mere om filmen følger. Men denne hyldest til Okja måtte ud. Hun vil få dig til at grine, græde og gå ud af biografen som vegetar.

Læs også: Cannes-highlights dag 2 – Vi har set filmen, der bliver Tarantinos nye yngling

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af