’It Comes at Night’: Horrorperle fra amerikansk stortalent er en kompromisløs undergangsvision
Det kommer om natten, men hvad er det? Hvad vil det? Og hvordan stopper man det? Hvis det da overhovedet kan stoppes?
Første scene etablerer og mystificerer den ubekendte trussel. En gammel mand med bylder over hele kroppen og døde øjne køres ud i baghaven på en trillebør og skydes og brændes af sin svigersøn (Joel Edgerton), datter (Carmen Ejogo) og barnebarn (Kelvin Harrison Jr.). Grådkvalte gennem gasmasker siger de farvel, inden de skynder sig inden for i deres barrikaderede hus midt i skoven. Der er noget eller nogen derude. Men hvad?
En mand forsøger at bryde ind i deres hus. De fanger ham og afhører ham, men til sidst vinder medmenneskeligheden over frygten. De kan ikke lade ham (Christopher Abbott), hans kone (Riley Keough) og deres søn blive derude. Derude, hvor det er. Så de lader dem komme indenfor. I sikkerhed.
’It Comes at Night’ arbejder stramt med horrorgenrens klassiske modsætninger: indenfor/udenfor og lys/mørke. De første scener slår fast, at udenfor og mørke er farligt, men langsomt, i starten næsten umærkeligt, skalles den beskyttende fernis af. Følelsen af at være i sikkerhed er en absurd illusion, og med ingen sikre steder tilbage bliver uhyggen klaustrofobisk. Man er ved at kvæles af den. Af det.
Der findes et begreb i horrorfilmteori, »any space whatever«, der betegner den uhygge, der kan skabes gennem en diffus etablering af rum, hvor uhyggen kan lure overalt. Det kan udnyttes til banale chokeffekter, for eksempel jump scares, eller snigende som i David Robert Mitchells fremragende ’It follows’, hvor monstrets evne til bogstaveligt talt at dukke op i any space whatever kombineret med inkongruensen mellem karakterernes og seerens vidensniveau (vi ser ofte monstret, før karakterne gør) frembringer en følelse af overvældende magteløshed hos seeren.
Trey Edward Shults frembringer en tilsvarende følelse af et allestedsnærværende frygteligt det og total magteløshed i ’It Comes at Night’, men uden at adskille karaktererne og seerne. I stedet føler vi, hvad de føler. Vi ved, hvad de ved. Vi er med, når de famler rundt i det store hus’ mørke afkroge med intet andet end en pistol og en svag lyskilde. Vi kigger os nervøst over skulderen, da de vover sig ud i skoven i deres bil, og kameraet ildevarslende panorerer rundt i en skov, der kan rumme alt.
Den blot 29-årige Shults demonstrerede allerede i debuten, familie- og alkoholikerdramaet ’Krisha’, et sikkert filmsprog med klar horrorinspiration, men med ’It Comes at Night’ katapulterer han sig helt op blandt de allermest lovende unge instruktører.
Med hjælp fra fotograf Drew Daniels’ uroligt søgende billeder og Brian McOmbers soundtrack, der skifter mellem skingre strygere, inciterende jungletrommer og ætsende elektronica (med tydelig inspiration fra Disasterpeaces soundtrack til ’It Follows’, i øvrigt) kravler Shults’ film sig helt ind under huden på seeren.
Abbott, Ejogo, Keough og ikke mindst Edgerton, der synes at blive bedre for hver film, han medvirker i, er alle gode, men ’It Comes at Night’ er Shults’ film. En fantastisk fatalistisk undergangsvision. Et kompromisløst kynisk blik på mennesker, og hvad der gemmer sig derude og derinde. I det mørkeste mørke.
Kort sagt:
Paranoiaen får frit spil i den ubehagelige undergangsvision ’It Comes at Night’, der ved at udnytte horrorgenrens forcer og undgå dens faldgruber kryber helt ind under huden på seeren. En lille filmperle, der ikke bare bør, men skal ses i biografmørket.
Læs også: ’Don’t Breathe’: Intens invasionsgyser vender genren på hovedet